Sognepræst: Hvorfor skal vi prioritere at vaccinere de ældre, der alligevel dør snart?

Pandemien har lært os, hvad vi tror på. Vi tror på, at nok er vi kød, men vi har også ånd, og derfor kan vores værdi for hinanden ikke reduceres til det, vi gør for hinanden

Vores fornemste opgave som kirke i de kommende årtier bliver at minde os om denne tro, så ingen fortvivler over at få livet skænket, skriver Lars Gustav Linde. Illustration: Søren Mosdal

”Forstår du, de ældre er jo dem, der har størst risiko for at blive indlagt, hvis I bliver smittet,” forklarede jeg. ”Så det er sund fornuft at vaccinere jer, for ellers risikerer vi, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet, og så går det jo ud over os alle sammen.”

Jeg kunne selv høre, hvor dårligt svaret var. Jeg fornemmede det også på min samtalepartner, en kirkegænger på lidt over 90 år gammel: Hun var ikke overbevist. Selvfølgelig var hun ikke det.

Hun havde netop fået sit første stik, og venteværelset havde med hendes ord været et sørgeligt syn: Fyldt med mennesker som hende selv, som ikke havde mange år tilbage, og som hverken havde førligheden eller sanserne til at nyde de få, de fik.

Hvorfor skulle vi spilde dyrebare vaccinedråber på ”sådan nogle som os?”, som hun spurgte mig.

”Hvorfor skal de bruge så meget krudt på os, når de unge er nødt til at sidde hjemme og kede sig? De får meget mere ud af livet end os, og vi dør jo i øvrigt alligevel snart.”

Jeg har hendes tilladelse til at viderebringe hendes spørgsmål her.

Det er et godt spørgsmål, som ikke bliver stillet særlig ofte. Måske kan vi høre det hvisket i krogene af Facebook, men skulle vi en sjælden gang se tanken luftet i det åbne medielandskab, vil konsekvenserne være hurtige og nådesløse, så vi ikke risikerer, at for mange giver spørgeren ret. Hvilket er ærgerligt, for spørgsmålene forsvinder jo ikke af ikke at blive stillet – tværtimod fratager vi andre os selv muligheden for at svare på dem.

Derfor var jeg glad for at høre spørgsmålet stillet – især af en af dem, der ville mærke konsekvenserne hårdest, hvis hun fik ret.

Og derfor er det synd, at mit første svar var så dårligt. Jeg forsøgte mig med rationalisme, men selvom kold kalkule naturligvis spiller en afgørende rolle i beslutningen om, hvornår og til hvem vaccinen gives, er det i sidste ende ikke et materielt og økonomisk hensyn til alle os andre, som ligger bag vores beslutning om at forsøge at beskytte og derfor også vaccinere de ældste iblandt os.

Skulle vi faktisk tænke i at beskytte sundhedsvæsenet bedst muligt, ja, skulle vi i det hele taget forsøge at optimere vores penge, arbejde, uddannelse, sundhed og generelle velvære, så ville vi nok ikke vaccinere de ældre.

Så ville vi lade dem dø og i stedet kun vaccinere dem, der får hjulene til at dreje rundt, dem, der har mange år tilbage at leve i, og de få ældre uden for arbejdsmarkedet, som sidder inde med vigtig viden eller på anden vis spiller en central rolle i vores institutioner eller kultur.

Det var det, jeg tænkte, da jeg hørte mine egne ord, og jeg kunne høre på stilheden efter mit svar, at min samtalepartner tænkte i samme bane. Mit svar gjorde intet for italesætte den skyld, som hun og andre ældre måske føler ved at tage imod en sjælden vaccine, vel vidende at de nok ikke kommer til at nyde den i mange år.

I stedet fjernede svaret fokus fra det, som er egentligt vigtigt at tale om: Hvordan og hvorfor vi behandler hinanden, som vi gør.

Det er nu over et år siden, at vi lukkede ned, og siden da har jeg selv og mange andre spekuleret både offentligt og privat over, hvad vi dog kunne lære af denne ekstraordinære situation, og jeg har fundet mange gode svar blandt de mange bud.

Alligevel var det først dér i den korte stilhed efter mit dårlige svar, at det for alvor gik op for mig, hvad denne pandemi har lært os om os selv:

Vi kan som fællesskab ikke tåle konsekvenserne af at lade alle de ældre dø, fordi de ikke længere er produktive.

Jeg tænker ikke på den sorg, som mange familier ville opleve ved tabet af bedste- eller oldemor, selvom den naturligvis er stor.

Jeg tænker derimod på det mørke, vi ville lukke ind i vores midte, hvis vi besluttede, at mennesker kun var kød og derfor kun havde værdi, når de enten bidrager mere, end de koster, eller vi kan forvente, at de kommer til det.

Pandemien har lært os, hvad vi tror på. Vi tror på, at nok er vi kød, men vi har også ånd, og derfor kan vores værdi for hinanden ikke reduceres til det, vi gør for hinanden. At være åndsvæsen er at have værdi i sig selv.

Det er ikke en ny tro i vores samfund, men sygdommen har taget overfloden fra os og gjort den dyr, og dermed er vores tro blevet sat i relief og vist for os i sin reneste form.

Det er denne tro på ånden hos mennesket, som giver vaccinerne til vores ældste, og det er denne tro, som er svaret til den ældre kirkegænger og alle de andre, som tvivler.

Vores fornemste opgave som kirke i de kommende årtier bliver at minde os om denne tro, så ingen fortvivler over at få livet skænket.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.