Hvorfor skal vi som lutheranere hungre efter katolikkernes anerkendelse?

Hvorfor vil lutheranere sidde på lårene af katolikkerne? Og hungre efter den katolske kirkes anerkendelse af os som sand kristen kirke? Hvis vi regnede hinandens kirke for den egentlige sande kirke, var der jo ingen konfessionelle forskelle, skriver Marie Høgh

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

IGENNEM HELE sit præsteliv har min far vist ikke holdt én eneste prædiken uden omkvædet, at det kristne liv fødes i dåben og næres i nadveren. Ja, et grundtvigsk omkvæd: dåbens bad og nådens bord. Og Kristus var selv til stede hver søndag i Hoven Kirke, når jeg sad på knæ og tog imod den lille, hvide, flade, runde oblat, far rakte mig. Knasede den og slubrede den lille sjat vin i mig.

Og gennem hele min barndom har jeg hørt far understrege, at det var magi og gammeldags overtro, når nogle præster (læs: katolikker) troede, at de kunne indvie og brødet og vinen til at være helligt. Sådan i sig selv, uden om Ordet. Og ikke bare helligt, men at det blev forvandlet til kød og blod. Som med et trylleslag. Den slags troede vi ikke på.

Hos os var brødet fra Diakonissestiftelsen og portvinen købt hos brugsuddeler Gudmund på den anden side af vejen. Sandeman-portvinen med silhuet af en mand på etiketten. Og det blev aldrig andet end det, uanset hvor meget far læste over det, og resten blev hældt i flasken. Hældt tilbage, proppet, indstiftet og hældt tilbage igen. Proppet. Søndag efter søndag. Jeg kan huske, jeg som barn var fascineret af tanken om, hvor tudsegamle nogle dråber i flasken måtte være. Som en surdej. Og på én gang lidt ulækkert og lidt trygt at forestille sig, at vinen stod i en ubrudt række af vinflasker, der måske gik hundreder af år tilbage. Den vidunderlige tanke kunne jeg ikke dele med katolske børn. Det vidste jeg godt. For nadveren var noget helt andet i den katolske kirke.

I den aktuelle nadverdebat her i Kristeligt Dagblads spalter og i sidste uge i DR-programmet ”Tidsånd” kan jeg derfor ikke dele tidligere minister Birthe Rønn Hornbechs smertelige oplevelse ved at blive afvist ved nadveren eller kommunionen. Heller ikke da jeg som helt ung havde en katolsk kæreste og med stor glæde gik til messen i Sankt Therese Kirke i Hellerup – uden bespisning. Og ligeledes kan jeg ikke følge tidligere biskop Karsten Nissens uforståenhed over for det temmelig indlysende teologiske faktum, at vi ikke kan have et nadverfællesskab mellem katolikker og protestanter, før vi tror det samme om nadveren. For begges vedkommende er det, som om de er klar over de konfessionelle forskelle og forfægter dem – men de må så alligevel ikke rigtig betyde noget for den forhenværende kirkeminister og den forhenværende biskop.

Sjovt nok – og lidt pinligt måske – er det den katolske præst Daniel Nørgaard, der i øvrigt meget fint må forklare, at vi ikke kan samles om det, der for alvor skiller os ad. Og har skilt os ad, siden Luther kæmpede for den rette lære og derfor mod den katolske kirke. For dybest set handler det jo om embedssynet og dermed kirkesynet.

Hos os kan kordegnen, en konfirmand eller hvem som helst dele brødet ud. Dette er Jesu Kristi legeme og blod til dig – til syndernes forladelse. Ikke fordi det går gennem en ordineret præst, men fordi det er båret af Kristi ord. For det er Kristus, den opstandne, der byder syndere til bords (selvom nogle præster gerne tager æren for invitationen, når de byder velkommen til gudstjeneste). Det hele sker uden om præsten, men ikke uden om kirken, som er dér, hvor Guds ord lyder, og hvor to er forsamlet i Jesu navn.

Hos katolikkerne er det derimod kirken, der har dækket bordet og byder til. Den katolske kirke som frelsesinstitution med pavens autoritet, den hierarkiske orden af gejstlighed og apostolske succession tilbage til apostlen Peter. Og ingen frelse uden for institutionen, der har klemt sig ind mellem mennesket og Gud.

Hvorfor vil lutheranere sidde på lårene af katolikkerne? Og hungre efter den katolske kirkes anerkendelse af os som sand kristen kirke? Hvis vi regnede hinandens kirke for den egentlige sande kirke, var der jo ingen konfessionelle forskelle. Vi kan mødes venskabeligt og respektfuldt i alt det, vi kan være fælles om, og drøfte forholdene mellem os, men vi kan med Grundtvigs formulering ikke ”holde kirke sammen”.

For nadveren er ikke bare en bradepandekage, vi skal nå til økumenisk enighed om at dele og så se stort på åndelig uenighed. Nadveren er frelseselementer, som Grundtvig skriver i ”Nyaarsmorgen” (1824):

”Forkynd over Land,

At Daaben, trods Haanden,

Er Mere end Vand,

At Nadverens Naade,

I Viin og i Brød,

Paa underfuld Maade

Kan frelse fra Død!”.

Det underfulde er, at det er gudsordet, der virker i sakramenterne. Det er underfuldt. Det er helligt i øjeblikket som Guds handling med os. Nadveren er en hellig stund i kraft af Ordet. Og vi skal derfor være varsomme med at bakse rundt med det, som det passer os. Nadveren er en lignelsestale, fordi der derigennem siges og gives os det samme, som da Jesus sagde det til sine disciple.

Her møder den enkelte Kristus i en øjeblikkelig nutid. Det er englebrød til evigt liv, det er vin i kalke af tretårnet sølv til syndernes forladelse. Evighedspant og himmelspejling. For ved nadveren på luthersk vis reflekterer himlen sig direkte i det enkelte menneskes hjertespejl uden at gå igennem et kirkeligt hierarki af paver og præster. Den forskel kan vi ikke udviske uden at slå pjalterne sammen med katolikkerne. Guds skaberhånd har ikke bygget en kirke tårne og spir, for at vi skulle kunne modtage nadveren.

Nej, han har bygget et ”gæstekammer til en hellig altergang”, skriver Grundtvig. Et gæstekammer i menneskets hjerte, og det er dér, Kristus bliver reelt nærværende i nadveren med al sin kærlighed og rigdom. Og derfor kan vi som lutheranere ikke forholde en katolik at gå til alters, for i hvert et menneske har Gud indrettet sit gæstekammer.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.