Prøv avisen
Kiosken

Socialdemokratiet har tabt endnu et valg, skriver den europæiske presse

”Venstrefløjen belønnes med en valgsejr for deres anti-immigrationspolitik”, titulerer The Telegraph. ”En triumf for socialdemokratiet takket være deres anti-immigrationspolitik – og et positivt signal for den europæiske venstrefløj,” skriver La Repubblica. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Bjørn Thomassen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Anti-immigrationspolitik gør, at den europæiske presse betegner Socialdemokratiets danske valgsejr som et socialdemokratisk tab

Alt imens regeringsforhandlingerne fortsætter på Christiansborg, har det været interessant at følge reaktionerne på det danske valgresultat i den globale kiosk. Socialdemokratiets sejr vækker forundring, fordi de socialdemokratiske partier har mistet fodfæste i mange europæiske lande. Hvad skyldes det danske eventyr?

”Venstrefløjen belønnes med en valgsejr for deres anti-immigrationspolitik”, titulerer The Telegraph. ”En triumf for socialdemokratiet takket være deres anti-immigrationspolitik – og et positivt signal for den europæiske venstrefløj,” skriver La Repubblica. Nøglen til socialdemokratiets sejr ”er partiets hårde linje mod indvandring”. Affari Italiani hævder endog, at ”socialdemokratiet vinder med en udlændingepolitik på linje med Salvini”.

Süddeutsche Zeitung erklærer Mette Frederiksen for valgets vinder, selvom hun ”skal stå spagat” for at få et regeringsprogram til at hænge sammen. Journalist Nico Fried spørger: ”Kan SPD (det tyske socialdemokrati, red.) lære af Danmark?”. Artiklen mere end antyder, at svaret er ja: Den tyske venstrefløj bør indse, at Tyskland har brug for en stærk stat og en klar og realistisk kurs i forhold til flygtninge og indvandrere. Bladets udsendte medarbejder i København, journalist og forfatter Kai Strittmatter, udtrykker dog sin skepsis i en artikel, ”Når venstre bliver til højre”: ”Højrepopulisterne har mistet stemmer i Danmark, fordi Socialdemokratriet har kopieret deres politiske dagsorden. Det er billigt og effektivt – og frem for alt farligt. Højrefløjspopulisternes nederlag i onsdags er også en konsekvens af deres store triumf: Med deres altid snæversynede, ofte absurde og til tider umenneskelige dagsorden har de inficeret alle andre og skabt Danmark i deres eget billede. Mette Frederiksen er faldet med begge fødder i Dansk Folkepartis fælde”.

Men konsensus er altså, at Socialdemokratiet har vundet valget takket være deres hårde udlændingepolitik. Men er det nu rigtigt? Det måske mest interessante indlæg i hele den internationale debat om det danske valgresultat kom i et tweet af Sophie Hill, ph.d.-studerende ved Harvard.

Hun har læst sig igennem de politologiske studier, der findes på spørgsmålet: Hvad sker der, når socialdemokratier bevæger sig mod højre på udlændingepolitikken? Hvad er evidensen for, at denne strategi giver pote?

Nu har politologer af gode grunde ikke haft tid til at nærstudere det danske valgresultat, men der foreligger faktisk en hel række studier, der har afdækket spørgsmålet ganske grundigt ved at sammenligne valgresultater og vælgerbevægelser i Europa.

Igennem de seneste 30 år har højrefløjspopulister truet de europæiske socialdemokratier af tre årsager: de har sat konstant fokus på et politikområde, der traditionelt vil gavne højrefløjen, de appellerer til arbejderklassevælgere, og selvom de ikke går i regering, vil de hjælpe højrefløjspartier til magten. Stillet over for denne trussel har europæiske socialdemokratier tre mulige strategier: 1) De kan holde fast i deres position og tage det politiske slagsmål, 2) De kan forsøge at lede opmærksomheden væk fra indvandringsdebatten og få andre politiske emner øverst på dagsordenen, 3) De kan gøre en stram udlændingepolitik til deres egen.

Men hvilken strategi er mest effektiv? Svaret vil nok overraske de fleste læsere. Den tyske politolog Kai Arzheimer har målt effekten af, når socialdemokratier rykker mod højre på udlændingepolitikken i 15 europæiske lande over en 30-årig periode.

Konklusion: Ingen målelig effekt overhovedet. Sophe Hill refererer også til et studie foretaget af to svenske politologer, Dahlstrøm og Sundell. I Sverige er Socialdemokratiet som bekendt blevet udfordret af Sverigedemokraterne. I deres minutiøse studie af 290 svenske valgdistrikter, har de to svenske forskere påvist, at når centrum-venstre-partier bevæger sig mod højre på indvandringspolitik, så taber de stemmer. Jo hårdere en udlændingepolitik Socialdemokratiet fører, desto mere vind i sejlene får anti-immigrations-partierne på højrefløjen.

På baggrund af den internationale forskning kan man forsigtigt konkludere, at der ikke er nogen som helst evidens for, at socialdemokratier vinder stemmer ved at rykke mod højre på udlændingepolitikken.

Kursændringen er blot med til at legitimere højrefløjspopulismen og kan endog inspirere nye bevægelser på den yderste højrefløj.

Socialdemokratier øger ikke stemmetallet ved at følge denne strategi, tværtimod. Strammerkursen sender snarere vælgerne i armene på andre venstrefløjspartier, der ikke hopper med på strammervognen.

Præcis som det lige er sket i Danmark, hvor Socialdemokratiet som bekendt gik 0,4 procent tilbage i forhold til 2015.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.