Prøv avisen
Refleksion

Hvorfor udstiller vi dem, der prøver at reducere deres CO2-aftryk, som hyklere?

De, som erklærer, at det er slut med at flyve så meget, vil nemlig ofte blive mødt med, om der ikke var noget med, at familien planlægger en tur til London om et år eller to? Ja, ja, helt sorte tal er der vist ikke på bundlinjen, skriver sociolog. illustration: søren mosdal

Rasmus Willig

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Klimakrisens alvor taget i betragtning er det utroligt, at olie og gas, landbruget, flyselskaberne, tøjindustrien, byggesektoren og hele transportsektoren ikke står med nogen væsentlig bevisbyrde, hvorimod den, der bliver opdaget i at hælde et skvat havremælk i kaffen, straks må forklare sig, skriver sociolog

I TAKT MED, at det er gået op for flere, at klimakrisen er en realitet, og flere i den erkendelse er begyndt at tage de første små skridt for at mindske deres CO2-aftryk, mødes de ofte med krav om at skulle redegøre for hele deres forbrugsmønster. En komplet revision af ind- og udgående C02-aktiviteter. Intet mindre, for skjuler de ikke noget? Kan det virkelig passe, at de er hoppet med på den grønne bølge og forsøger at gøre mere godt end skidt?

De, som erklærer, at det er slut med at flyve så meget, vil nemlig ofte blive mødt med, om der ikke var noget med, at familien planlægger en tur til London om et år eller to? Ja, ja, helt sorte tal er der vist ikke på bundlinjen!

Det samme for dem, som skærer ned på kødet, de vil skam straks blive kigget efter i sømmene af venner og kolleger, for er der ikke noget med, at der alligevel bliver spist kød ved festlige lejligheder? Måske smugspises der også en hotdog?

Og for dem, som skrotter bilen og stiger på toget, ja, de vil også hurtigt blive konfronteret med de gange, der er blevet lejet en bil, og familien blev fragtet længere end syd for Roskilde. Der kan man nemlig bare se, ingen kan jo undvære en bil!

For er de, som forsøger sig, ikke bare hyklere, hvis man alligevel ikke selv kan levere et pletfrit regnskab? Det synes i hvert tilfælde at være idéen bag de mange krav om regnskabsaflæggelse, for der må vel bare være tale om letkøbte politisk korrekte meninger, der ikke holder så meget som en kubikmeter CO2.

Og nu, hvor de er gået i gang, hvorfor gør de så ikke mere? Hvis det er kødet, hvorfor så ikke flyveren? Et skridt må da automatisk lede til det næste. Den fulde pakke, ikke? I et ”10 skridt til et varigt vægttab-samfund” kan ingen vel forvente at tabe sig, hvis der springes skridt over. Har ingen dog lært den simple lektie?

UMIDDELBART LOGISK, skulle man tro, men det mest mærkværdige er, at det er dem, som forsøger at reducere deres aftryk bare en anelse, der står med bevisbyrden, og ikke dem, som ikke forsøger eller faktisk øger deres CO2-udledning.

De politikere, som i dag helt ignorerer sagkundskaben, synes nemlig på ingen måde at skulle løfte den samme bevisbyrde som de stakler, der har besluttet sig for at cykle mere for klimaets skyld og er kommet til at skilte med deres beslutning blandt gode venner, for så starter inkvisitionen, ikke sandt? Men du køber jo tøj fra nettet, garanteret fra den anden side af kloden!

De tunge industrier, som udleder enorme mængder CO2, synes heller ikke at skulle stå til dagligt regnskab, modsat de kolleger, der i frokoststuen ikke længere kan skjule, at det er slut med kød på tallerkenen. Men din far er da svinebonde, er han ikke? Hvad siger han til det? Du går altså efter ikke at arve fødegården!

Det samme for de gode venner, som altid har en ny vittighed om dem, som starter på en kødfri dag med plantefars, for så får de at vide, at de skal kigge godt efter i bleen dagen efter.

Hvorfor har de ikke bevisbyrden? Hvorfor kun dem, som gør et forsøg, uanset hvor småt? Det gælder jo vores børns fremtid og deres mulighed for selv at sætte børn i verden!

Årsagen er nok, at så længe der kan konstateres huller i CO2-regnskabet hos dem, som prøver at gøre lidt mindre end helt skidt, tjener det som en legitim undskyldning for slet ikke at gøre noget som helst. For hvem vil udstilles som en, der ikke kan klare at følge sin egen dagsorden?

Men der er ved at ske noget. Der er markant flere unge, som spiser mindre kød, og i takt med, at de bliver flere, og de ældre generationer ikke følger med, vil bevisbyrden skifte. Hvorfor gjorde I ikke noget? I vidste det jo godt! Av.

Når det sker, bliver det mindre sjovt for os, der ikke kom hurtigt nok ud af starthullerne og bliver bedt om at aflægge regnskab.

MENS VI VENTER PÅ, at bevisbyrden vender, kan vi jo spille sorteperspillet videre i forhåbningen om, at alle klimaforskere tager fejl, og politikernes laden stå til er et klart signal om, at de ved bedre end os, og at det nok skal gå.

Ak ja, mens vi venter, kan vi slå løs på hinanden i avisspalterne, kommentarspor og læserbreve – og måske en dag er der en, som vil stille spørgsmålet: Hvem nyder godt af sorteperspillet? For imens der spilles, er der nogle, der nyder godt af den kritiske stilhed og tager sig tid til blande kortene til deres fordel.

Klimakrisens alvor taget i betragtning er det utroligt, at olie og gas, landbruget, flyselskaberne, tøjindustrien, byggesektoren og hele transportsektoren ikke står med nogen væsentlig bevisbyrde, hvorimod den, der bliver opdaget i at hælde et skvat havremælk i kaffen, straks må forklare sig.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.