Hvad bør der gøres i forhold til præstemanglen? Det spørgsmål fik jeg for nylig stillet af en journalist. En del forslag er umiddelbart fornuftige. Man kan gøre det frivilligt at gå på pension. Så fik man samtidig løst det problem, at det er urimeligt at afskedige mennesker alene på det grundlag, at de har fødselsdag. Man kan skabe økonomiske incitamenter. De virker stort set altid. Og så kan man lade sig inspirere af ordninger, der eksisterede tidligere.
Da folkekirken manglede præster i 1960’erne, begyndte min far at overveje, om han havde valgt den rigtige livsbane. Han var cand.mag. i historie og kristendomskundskab og havde virket i nogle år som gymnasielærer. Derfor faldt han inden for den daværende ordning for ufaglærte præster og klarede i 1967 uden større besvær sin eksamen hos biskoppen over Ribe Stift.
Det ligger ligefor at rynke på næsen over denne fremgangsmåde. For man kunne vel aldrig drømme om at udnævne folk til ingeniører eller læger på samme måde?
På den anden side har jeg aldrig hørt om nogen medlemmer af min fars menighed i Skærbæk i Sønderjylland, der var utilfredse med, at min far havde mangelfulde kundskaber i hebraisk eller med, at han ikke – teoretisk – ville kunne indsende forskningsartikler til relevante tidsskrifter og dermed kvalificere sig til at blive lektor på teologi.
De tre vigtigste aspekter af hans job var forkyndelse i kirken, sjælesorg (plus håndtering af diverse overgangsritualer) og konfirmationsforberedelse.
Til at undervise konfirmanderne var min far kedelig, men vidende (jeg taler af personlig erfaring). Det var dog ikke noget, der havde specifikt med konfirmationen at gøre. Hans pædagogikum-udtalelse fastslog det samme. Så intet ville have været ændret, hvis han var fortsat som gymnasielærer.
Til at gifte folk var han fremragende. Jeg møder folk på egnen, der stadig holder sammen, skønt deres bryllup ligger mere end fyrretyve år tilbage i tiden.
Og til at prædike var han ikke meget ringere, idet han gerne holdt sine betragtninger nede på fem-syv minutter.
Kort sagt: Folk i Skærbæk Sogn kunne blive døbt og konfirmeret og gift og begravet og komme til julegudstjeneste nøjagtig lige så godt som dem, der boede i nabosognene og blev betjent af en cand.theol.
Det gjorde ingen forskel i det daglige. Og jeg har aldrig – som i aldrig nogensinde – hørt klager over manglende fagligt skoleridt.
Så hvorfor slår man ikke bare til? Hvorfor gør man ikke bare adgangen til at virke som præst mere liberal, end den er i dag? For at finde et svar skal vi over i sociologien.
At være præst er naturligvis et kald. Det er ikke et fag, man bare kan nedsætte sig i, men noget, der blandt andet kræver en meget højtidelig ordination ved en biskop og så mange af stiftets præster, som det overhovedet er muligt at tromme sammen.
Men selvom det ikke er noget, pæne mennesker taler højt om, er det også et job. Det vil sige et arbejde med løn og pension og regler og overenskomster.
Og her er det nu en gang sådan, at hvis medlemmerne af denne eller hin profession ønsker at få en høj løn og en gunstig pension og behagelige arbejdsvilkår og attraktiv fryns, så er det strengt nødvendigt, at det ikke er alle, der kan nedsætte sig i professionen.
I realiteten var min far at ligne ved en polsk håndværker. De er naturligvis upopulære blandt danske håndværkere. Ikke fordi de er udygtige og skaber for mange farlige situationer ved deres klamphuggeri. Men fordi de afhjælper håndværkermanglen. Og dermed bidrager til at udvande de fordele, danske håndværkere tidligere havde derved, at de i praksis havde monopol i Danmark.
Man kan sige mange virkelig pæne ting om teologer. Og jeg går gerne i spidsen og roser dem for deres dybe viden om kristen teologi i almindelighed og protestantisk i særdeleshed.
Men set med sociologens øjne så har de også skabt et nær-monopol på at være præst, hvis ophævelse de ikke har nogen som helst interesse i.
Det vil bare skabe mere kamp om stillingerne. Større muligheder for, at arbejdsgiverne kan presse dem ved overenskomstforhandlingerne. Større risiko for, at allerede indgåede aftaler om ferie med videre bliver udvandet. Og afskaffelse af eksempelvis det økonomiske incitament, man arbejder med i Viborg Stift.
Kun i yderst få tilfælde vil det forringe den service, menighederne kan forvente at modtage. Det er til gengæld det sidste, sagen drejer sig om.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.