ENDNU EN undersøgelse hylder naturens kraft. Syddansk Universitet har netop evalueret det treårige projekt Sund i naturen, som har givet børn med særlige behov, kronisk syge, ensomme ældre samt borgere med stress, angst eller depression oplevelser i naturen. Ph.d. Søren Andkjær konstaterer på dr.dk den 26. januar, at ”naturen påvirker alle deltagergrupper i en positiv retning i forhold til trivsel, sundhed og livskvalitet”.
Mange undersøgelser viser noget lignende. For eksempel oplever 84 procent, at friluftsliv og ophold i naturen påvirker deres humør og psykiske trivsel positivt. Og forskere har fundet, at forsøgspersoner, der går på et løbebånd indendørs har mere af langtidsstresshormonet kortisol i kroppen end forsøgspersoner, der går den tilsvarende distance i en skov. Naturoplevelser smitter også med selvforglemmelse, forbundethedsfølelse og en bedre koncentrationsevne.
Trods dette er nutidens børn kun halvt så meget i naturen som bedsteforældregenerationen var det som børn. Forskere taler decideret om, at børn af i dag er i ”naturunderskud”. Men er det mon primært et spørgsmål om, at forældre og andre voksne ”bare ikke har fattet det”? Om individuelle valg, der let kan gøres om? Om skærmtid, der har taget overhånd? Nej, ikke kun.
Der er her tale om en betragtelig sociologisk komponent, som er med til at spænde ben for, at naturen bliver en følgesvend i livet. Vi har nemlig over en årrække fået skruet gevaldigt op for de sociale tilstedeværelseskrav for børn og familier, så de i dag ligger på eliteniveau og ikke levner mange åndehuller til at komme ud i naturen – at få smurt en madpakke, fyldt en termokande og komme afsted på en timelang, halvdags- eller heldagsgåtur eller for den sags skyld ”bare” at få opsøgt naturen i nærområderne.
I disse dage er det et år siden, at stresspanelet ryddede forsiderne med anbefalingen ”Luk Forældreintra. Aflys Aula”. Det var plan A i panelets første af 12 forslag. I erkendelse af, at denne næppe ville blive realiseret, foreslog vi ved samme lejlighed også en plan B: Princippet ”to om ugen, to om året” for at give mere ro til Danmarks familier.
”To om ugen” var det antal gange, en skole højst kunne forvente, at hjemmene tjekkede den digitale kommunikationsplatform. Dette skulle sætte ind over for drypvis og uforudsigelig ”meddelelsesforurening”.
”To om året” var antallet af årlige familiearrangementer pr. klasse. Mange steder forventes familier i dag at deltage i 6, 8 eller 10 ekstraarrangementer årligt pr. klasse – udover skolehjemsamtaler, forældremøder, skoletraditioner og så videre. Dette er muligvis overkommeligt for familien med et enkelt skolebarn, men det bliver let overvældende for dem med to, tre eller fire – især i lyset af, at fritidsaktiviteter og daginstitutioner stiller lignende ekstroverte engagementskrav på eliteniveau.
MANGE FAMILIER HAR derudover weekender og helligdage fyldt op af børnefødselsdage hos klassekammerater eller kampe og stævner. Det levner kun ganske lidt plads til at komme ud i naturen sammen.
Vil vi skabe en større menneskelig trivsel i vores samfund, skal vi udvikle vores sans for at skabe balance mellem de krav, der stilles til os, og de ressourcer, vi har. Det gør to grundlæggende spørgsmål vigtige:
1) Hvordan får vi reduceret (unødvendige eller kulturelt opskruede) krav?
2) Hvordan styrker vi ro, restitution og mening, så vi har tilstrækkeligt med ressourcer?
Når mange arenaer i et menneskes eller en families liv vil have hele armen, hver gang man rækker dem en lillefinger, går regnestykket mellem krav og ressourcer ganske enkelt ikke op. Det er tilmed udtryk for silotænkning og en mig, mig, mig-logik, når en arena for social interaktion på denne måde insisterer på at tjene egne formål med midler, som der endda ikke er evidens for.
Helhedstænkningen går fløjten, og man glemmer at udfordre, om praksisserne nu virkelig også tjener børns udvikling og familiers bedste.
FOR MANGE BØRN OG UNGE er det benhårdt at være i sociale relationer konstant. Man kan ikke bare ”være” – som man kan det i naturen. Man skal konstant forholde sig til andre og disses syn på og opførsel over for én. Det kan gøre, at man mister orienteringen i forhold til, hvem man selv er – og hvad der er vigtige værdier i livet.
Desuden bliver hverdagslivet let til en selvabsorberet størrelse, hvor man kan have svært ved at løfte blikket og være noget for andre – for eksempel familiens ældre eller andre i lokalsamfundet, som ville elske, hvis bare enkelte af disse familiearrangementer blev konverteret til samvær og nærvær.
Ro og restitution forudsætter værdibaserede valg af os hver især. Det kalder på værdibevidste skoleledere og institutionsledere, som tør definere en ramme for, hvor meget man vil sætte sig på familierne ud over den tid, børnene allerede bruger i skolen eller institutionen. Det kalder på en klar kommunikation fra Sundhedsstyrelsen, sundhedsministeren og forskningen om, hvor vigtig ro og restitution – men også alsidige sanseoplevelser – er for fysisk og mental sundhed.
Hvis vi ønsker stille og roligt at gøre naturen til et oplagt valg, kan politikerne sammen med de praktiserende læger i øvrigt skele til Skotland, der har indført ”natur på recept”. Der er lavet en lille folder, hvor lægen kan krydse en anbefaling af om 10, 20, 40 eller 60 minutters daglig gåtur i naturen. Det kostede kun 20.000 kroner at udvikle dette koncept – en lille innovation med stor effekt, der næsten intet koster. Hver især kan vi også stimulere naturtid, for eksempel kan børnefødselsdage foregå i skoven. Døgnet har kun 24 timer.
Naturen råber ikke op, når vi stopper med at komme der. Vi går til gengæld i ”naturunderskud”. Lad os gribe mulighederne for at tænke skævt og få genetableret forbindelserne til naturen og roen.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.