Prøv avisen
Etisk set

Hvornår skal vi hjælpe?

Økonomen Angus Deaton mener, at bistand generelt ikke virker, skriver Martin Ågerup. – Foto: Bilal Hussein/AP/Ritzau Scanpix

Martin Ågerup

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hjælpekunsten – som Kierkegaard kaldte den – vanskeliggøres af, at mange af verdens problemer ikke er lette at forstå eller løse. Jo større afstand, fysisk eller mental, jo vanskeligere er det for os at hjælpe et andet menneske, skriver Martin Ågerup

For nylig havde jeg en dramatisk oplevelse. Et lille barn var faldet i en sø og var ved at drukne. Jeg er en god svømmer, men jeg tøvede alligevel med at springe i efter drengen, for jeg var iført et meget dyrt par sko, som jeg nødigt ville ødelægge. Heldigvis kom en anden forbipasserende og reddede barnet.

Ovenstående har naturligvis ikke fundet sted. Og der er forhåbentlig ingen, der ville tøve med at redde et barn fra at drukne på grund af et par sko.

Historien er tyvstjålet fra den australske moralfilosof Peter Singer. Alle er enige om, at man er et dårligt menneske, hvis man ikke vil ofre et par sko for at redde et konkret barn, påpeger Singer. Og han undrer sig derfor over, hvordan det så kan være, at millioner af mennesker bruger penge på dyre sko, jakkesæt og anden unødig luksus, når man i stedet kunne bruge dem på at redde fattige børn – hvis ikke fra at drukne i en sø, så fra malaria eller hungersnød? Gør det os til dårlige mennesker? Singer mener ja.

Men Singers ræsonnement er problematisk. Der er fornuft i, at mennesker har langt større vilje til at hjælpe i det nære og konkrete end i det fjerne og abstrakte. Søren Kierkegaard forstod dette, da han skrev: ”For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer”.

Barnet i søen kan vi hjælpe, fordi vi forstår barnets situation, ved, hvordan vi kan hjælpe, og kan noget, barnet ikke kan: svømme.

Men hjælpekunsten – som Kierkegaard kaldte den – vanskeliggøres af, at mange af verdens problemer ikke er nær så lette at forstå eller løse. Jo større afstand, fysisk eller mental, jo vanskeligere er det for os at hjælpe et andet menneske.

Ja, selv de, vi er tættest forbundet med, kan være svære at hjælpe. De af os, der er forældre til store eller voksne børn, kender alt for godt det dilemma, som kan illustreres med et andet Kierkegaard-citat: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Ingen er tættere på os end vores børn. Men de er langt fra os i mængden af levet liv. De må gøre sig egne erfaringer og kan derfor kun i begrænset omfang få glæde af vores.

Set i det perspektiv kan det undre, at Singer og mange andre har blind tiltro til, at vi kan hjælpe fremmede mennesker på andre kontinenter med at løse problemer, vi ikke selv helt forstår.

Nødhjælp i krisesituationer (som når et barn er faldet i vandet) er én ting, men generel bistand noget andet.

Økonomen og nobelpristageren Angus Deaton skriver i bogen ”The Great Escape”, at den intuition, at bistand selvfølgelig må virke, er så stærk, at mange nægter overhovedet at overveje, om det modsatte kunne være tilfældet.

Deaton er nået til den konklusion, at bistand generelt ikke virker. ”Når vilkårene for udvikling er til stede, er bistanden ikke nødvendig,” forklarer han. Så sker udvikling nemlig under alle omstændigheder. Mennesker hjælper sig selv, hvis de får lov. Når de lokale vilkår er fjendske over for udvikling, kan selv nok så generøs udviklingsbistand ikke skabe udvikling.

Og som Deaton påpeger, kan den gøre decideret skade, hvis den bidrager til at fastholde fjendske vilkår. Deaton giver en række hårrejsende eksempler på dette.

Kierkegaard indså, at ”naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted”, skal man ”passe paa at finde ham der, hvor han er”. Det er let, når der er tale om et druknende barn i en sø.

Men de fleste af verdens problemer er ikke så enkle. Man risikerer at gøre mere skade end gavn.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværk sætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.