I år står vi alle i fare for at blive overmandet af julefrustration

Julen står i fare for at miste værdi i år – selv hvis vi får mulighed for at fejre den nogenlunde, som vi plejer, skriver Katrine Frøkjær Baunvig

"I løbet af det seneste par uger har jeg med jævne mellemrum forsøgt at få styr på, hvordan man passer på julemanden i denne tid. Eller det vil sige: Hvordan man passer på julen i en tid, hvor fester ikke er tilrådelige." – Foto: JohnÉr Images/Johner/Ritzau Scanpix.
"I løbet af det seneste par uger har jeg med jævne mellemrum forsøgt at få styr på, hvordan man passer på julemanden i denne tid. Eller det vil sige: Hvordan man passer på julen i en tid, hvor fester ikke er tilrådelige." – Foto: JohnÉr Images/Johner/Ritzau Scanpix.

”Mor, tror du, at julemanden får corona? Han bliver i hvert fald ordentlig syg, hvis han får det.”

Sådan grublede min 10-årige søn lidt skælmsk forleden. Jeg forsøgte at dulme hans nerver med den betragtning, at julemanden jo måtte følge reglerne som alle andre; julemanden ville jo heller ikke kunne komme til julefrokost og den slags.

Og risikoen for at blive smittet var egentlig ret lille, når man tænkte lidt over det: Han bor jo temmelig isoleret på Nordpolen, foreslog jeg.

I min husstand taler vi om nisser, havefeer og påskeharer som selvfølgeligt forekommende væsener. Mest fordi de er rare at tale om og at tænke på. Ikke så meget fordi vi faktisk overvejer, om de findes på en egentlig og ontologisk bindende måde. Som mange andre fantasier føles det bare godt at lege, at man tror på julemanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men tanken satte sig fast. I løbet af det seneste par uger har jeg med jævne mellemrum forsøgt at få styr på, hvordan man passer på julemanden i denne tid. Eller det vil sige: Hvordan man passer på julen i en tid, hvor fester ikke er tilrådelige.

Mange har allerede brugt juleudsigterne til at gøde accepten af myndighedstiltag her i pandemiens anden bølge.

Hvis vi gør sådan og sådan nu, kan vi (måske) få lov at gå rundt om juletræet med familien til december, er logikken. Jeg deler håbet.

Mine tilbagevendende bekymringer går ikke desto mindre på noget lidt andet. De går på, om julen (altså hjerternes fest i familiens skød den 24.-25. december) mon står i fare for at miste værdi i år – selv hvis vi får mulighed for at fejre den nogenlunde, som vi plejer.

Ritualer som julen forholder sig nemlig gerne til andre ritualer, andre sædvaner. Det vil sige, at de ofte er indlejret i mere eller mindre komplekse ritualsystemer, der gennem lang tids brug er blevet afstemt og fintunet.

Sådan gælder det i hvert fald for julen, som i århundreder har fundet sig til rette midt i mellem julelegenes og nytårsfestens vildskab.

Og hvad er julen egentlig uden denne sin optakt og efterspil? Hvad er den uden julefrokosterne og nytårsbraget?

Uden den forudgående fest med kollegerne og den efterfølgende fest med vennerne? Hvordan skal man dog fordøje al familiesamværet og den tunge mad, når det ikke kan krydres med lidt letsindighed? Det er givetvis godt for corona-håndteringen (og MeToo-debatten), at fest og kaos er sat på standby. Men for det brede udsnit af befolkningen, der alene betragter julen som en hyggebegivenhed og ikke en højstemt højtid, tror jeg, at julefreden er truet. Ikke bare af forsamlingsbegrænsninger (og underudviklede adfærdskodeks).

Den er først og fremmest truet af, at man har fjernet den stabiliserende modvægt til familiehyggen: de festlige uroligheder, som julen normalt skaber en art helle imellem. I år står vi alle i fare for at overmandes af julefrustration. Derfor har jeg dedikeret denne lange november til at lede efter lidt erstatningsvildskab. Jeg agter eksempelvis at afprøve, hvordan det føles at servere bobler for feerne i efterårshaven. I forebyggelsens navn naturligvis.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.