For en del år siden var jeg indlagt i isolation på et hospital i Rom efter en rejse til Afrika. Ved siden af mig lå en italiener, som også havde været i Afrika.
Men hvor jeg havde været på et kortere visit, havde han arbejdet flere år dernede. Han så bare frem til, at sygdommen ville fortage sig, og så ville han af sted igen.
Alt skulle være som før, desuagtet at det måske var forhold i de områder, som han besøgte, som var skadelige for ham, og som havde gjort ham syg.
Den seneste tid med corona har fået mig til at tænke på den episode. Både hvad angår Rom og de mange italienere, som er påvirket af sygdommen, men også hvordan vi forestiller os, at vi kommer igennem denne krise. Hvad lærer vi i coronaens tid? Skal vi blot ønske, at alt bliver som før?
Coronapandemien gør det krystalklart, at der er elementer i livet og verden, som mennesket ikke kan kontrollere, og selv de stærkeste riger kan ikke få bugt med denne virus alene ved magtdemonstrationer. Det er kun ved, at folk står sammen, at coronapandemien kan inddæmmes og forhåbentlig overkommes.
Corona gør det klart, at samfundssind og hensyn til næsten er nødvendigt.
Det fælles bedste, som den katolske sociallære prædiker, kan kun opnås, når alle har det, som de behøver for at opretholde en værdig tilværelse.
Coronapandemien er anskuelighedsundervisning i, at sundhed er et fælles gode. Vi kan ikke negligere det, hvis sundhedssystemerne i vores nabolande er elendige eller ikke eksisterer.
Kina har været tvunget til at gøre dele af sundhedsvæsenets ydelser gratis, for de mange syge patienter på gaderne var en direkte trussel mod de raske.
Det samme bliver forhåbentlig klart i USA, for hvad hjælper det at kunne diagnosticere, hvis ikke der samtidig er et system, der kan helbrede eller i det mindste stoppe den enkelte syge i at sprede virus til andre?
Der er en række faktorer i tilværelsen, som vi har taget for givet, der ikke mere er indlysende. For eksempel er rigtig mange transportmuligheder sat i stå, og flyvning indstillet. Grænser, som vi før kunne krydse uden videre, er pludselig lukkede.
For mig er det grænselukningen, som har ramt hårdest, for det slår ned i et livsmønster, som jeg på mange måder har nydt godt af, men måske er det slet ikke meningen, at man skal rejse frem og tilbage til Afrika fra Europa flere gange om året!
Corona medfører, at vi tvinges til at være hjemme i samvær med de nærmeste, hvis ellers man er heldig at have familie, der kan holde én ud. Vi er nødt til at stå sammen om det væsentlige i tilværelsen.
I disse dage står kirkerne tomme og for en stor del med en låst dør. De troende kan ikke komme til gudstjeneste på almindelig vis. Men selv med lukkede kirker kan vi godt lære noget.
Hvad minder os om kristendommen i denne tid?
Der er muligheder for fordybelse og bøn, som fastetiden alligevel påbyder, men som ophold i hjemmet kan forstærke.
Der er heller ikke mangel på eksempler på syndere i coronaens tid. For eksempel dem, der tager fra fællesskabet ved at stjæle masker og håndsprit på hospitalerne. Hvor skatteunddragelse og fusk med skuffeselskaber kan være svære at forstå og begribe omfanget af, så er det tydeligt for enhver, at når nogle stjæler masker fra sundhedspersonalet, så mangler de til behandling af patienterne – og den patient kunne godt blive én selv.
Coronapandemien giver mulighed for, at vi kan gøre en ekstra indsats for de svage. I en krisetid er det heldigvis ikke kun uheldige sider, som kommer frem, men også et væld af gode gerninger og solidaritet.
Og for en gangs skyld gør penge ikke den store forskel. Om kontoen bugner af midler, er det ikke rigdom, der afgør, om man kan få corona, og forbud mod at samles og lukning af skoler er det samme for rig som fattig.
I en kristen forstand holder vi hinandens skæbner i hænderne og er nødt til at sætte hensynet til fællesskabet højere end den enkeltes nydelse. Coronapandemien viser os, at vi som mennesker over hele kloden er forbundne.
Coronapandemien giver os mulighed for at revurdere tilværelse, eftersom vi alligevel er tvunget til at stoppe op. Chancen er der til at koncentrere opmærksomheden om de væsentlige ting i livet, og der er erfaringer fra coronaens tid, som godt må give retning for livet fremover – efter krisen.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.