Johannes Møllehave kunne noget, som de færreste kan. Han kunne formidle litteratur med en interesse og entusiasme, som smittede, hvad enten han fortalte om den i foredrag eller i bogform. Hans eget kolossale engagement i litteraturen var udgangspunktet for det glade budskab, at litteraturen har noget at byde på, og at den kan gøre os klogere på livet.
Møllehave hørte til den meget sjældne slags af litteraturformidlere, der kunne sælge bøger om bøger. Omkring 1980 toppede han bestsellerlisterne med bøger som ”Læsehest med æselører. Oplevelser med danske bøger fra H.C. Andersen og Blicher til Benny Andersen og Lola Baidel” og ”Læsehest med gåseøjne. Oplevelser med verdenslitteraturen fra Homer og Platon til Hemingway og Graham Greene”.
Oplevelsen stod i centrum for hans læsning og formidling. Han genfortalte, citerede og rev anekdoter og vitser af sig. Læsehesten vrinskede af glæde. Det var ikke analyse og litterær kritik – det overlod han til andre at praktisere. Møllehave tillod sig selv det privilegium kun at beskæftige sig med bøger, som han holdt af, og som sagde ham noget.
Møllehave kom frem som populær litteraturformidler på et tidspunkt, hvor videnskabeliggørelsen af litteraturstudierne på universiteterne havde sat sig fast. Her var det svært at sige et ord om litteratur uden at tage den ene, anden eller tredje teori i brug. Så mens litteraturstudierne på landets universiteter – og seminarier – gik én vej – så gik Møllehave en anden. I en introduktion til Storm P.: ”Tusind fluer med eet smæk. En bog om Storm P.s filosofi” skrev han:
”I en verden af teknokrater og eksperter er det vigtigere end nogen sinde at minde om det elementært menneskelige, det almene, de uvidenskabelige.”
Møllehave var ikke ekspert i litteratur på den teoretiske og universitære måde og slet ikke videnskabeligt anlagt i forhold til fortolkning af litteratur. Han var kender af den litteratur, som kunne bruges til at øge ens livsvisdom, og som kunne bidrage til ens livssyn. Det var ikke just begreber, der var in på universiteterne, hvor strukturelle analyser og såkaldt dekonstruktion dominerede.
Der var imidlertid plads til en litteraturformidler af Møllehaves støbning, for der var stadigvæk lægfolk, som ville høre om litteratur og ikke bare læse den for sig selv. Han kunne få litteraturen til at handle om livet og inspirere folk til at læse, hvad de ikke selv kunne have fundet på at gå efter. Han kunne også læse litteratur, som Fanden læser Bibelen, når han fik evangelium ud af kommunisten Dea Trier Mørchs roman ”Vinterbørn”. Han læste sig selv og sin egen livsfortolkning ind i det læste, hvad der både kunne åbne litteraturen, men også få alting til at minde om hinanden. Bagsiden af hans måde at læse så man, når associationerne fik frit løb, og fokus ikke var til at få øje på.
I dag har vi mere end nogensinde før brug for ildsjæle som Møllehave, der kan minde folk om, at det er værd at læse.
Det gælder især de unge, som i høj grad enten aldrig når til litteraturen eller forlader den efter lidt pligtlæsning i skolen. Læsning i skolen – og ofte i hjemmet som forberedelse til danskundervisningens analyseopgaver – er noget, de unge skal gøre, fordi de skal blive bedre læsere og kende til vores kanonforfattere. Det er desværre blevet sådan, at det langt oftere er pligten end lysten, der driver unge gennem litteraturen, og det er det værste, der kan ske.
Vi hverken kan eller skal tvinge litteratur i folk. Der er mange mennesker, der lever aldeles glimrende uden at læse litteratur og uden at høre om litteratur. Men der må gerne være nogle formidlere – det kan være forfatterne selv, bibliotekarer, lærere, familie og venner – der kan tale for litteraturen og fortælle inspirerende om den til de mange, der faktisk gerne vil læse. Den giver trods alt enestående oplevelser, den underholder, og den oplyser, sådan som litteraturens profet, Johannes Møllehave, prædikede.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.