I den globale landsby er alle ensomme

Det er godt, at der findes landsbyer i Jylland, hvor små hektiske drenge for en tid kan finde fred. Men også i den by, i hvilken vi stort set alle bor i dag, skal vi skabe fredhellige steder. Vi skal beskytte os mod de anmassende, sociale medier og deres skærmes kælne lys, skriver Bent Meier Sørensen

Bent Meier Sørensen. –
Bent Meier Sørensen. – . Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Ret tidligt i min barndom flyttede vi fra København til en landsby i Jylland. Der var elementer af romantik i foretagendet, og min far, sognepræsten, var da også med til at stifte ”Landsbyerne i Danmark”. Alternativet havde været at flytte til New York, og det er nok ikke for meget at sige, at en jysk landsby reddede en lidt jaget lille dreng fra at gå til bunds i storbyens heksekedel.

Alligevel var det noget af et chok, da jeg 15 år senere vendte tilbage til storbyen og blev belært om, at vi nu levede i ”den globale landsby”. Takket være nye medier og nye måder at kommunikere på var alle verdens mennesker nu potentielt helt tæt på hinanden, og viden blev udviklet og udvekslet bogstavelig talt med lynets hast.

Men derved mistede byen jo også det, der havde været så dragende ved den: anonymiteten og den påfaldende mangel på kontakt mellem de hektiske borgere, selv mellem dem, der boede dør om dør. At man stadig kan finde afdøde mennesker, der har ligget i deres lejlighed i ugevis, er en påmindelse om byens forhistorie som et sted, hvor mennesker havde et privatliv. Overvågningskameraer og robotter vil snart bringe en ende på dette, og glemte medborgere kan hurtigt, humant og hygiejnisk blive kørt væk.

Det var afstanden og reserveretheden, der gjorde, at vi kunne holde ud at bo i byen. Skulle naboen pludselig gå hen og dø, var det hendes problem. I byen har man nok i egen plage.

De sociale medier fortæller os nu utrætteligt alt om denne nabo, selv endda i de tilfælde, hvor hun bor ad Pommern til eller måske rent faktisk i selve Pommern. Hendes små bekymringer, hendes katte og hendes snakkende tilbøjeligheder bliver nu et anliggende for alle, på linje med attentater mod politikere i Polen og vejarbejde på Gammel Kongevej.

Men når landsbyen, med nærheden og alles viden om alle, afløser storbyens distance og reserverethed, bliver vi til fredløse mennesker. Det, der beskyttede os i storbyen, var netop reserveretheden, det, at vi aktivt beskyttede os selv mod viden om naboen for at undgå at bryde sammen under byens intense bombardement af indtryk og nye, mulige bekendtskaber.

Med viden om naboen kommer bekymringer om hende, men eftersom ressourcerne jo dårligt nok rækker til at åbne Forældreintra (et bundløst, digitalt gadekær af bekymret kommunikation om dine børns skole), har vi ikke mulighed for at komme hende til hjælp og dermed handle os ud af bekymringen. Nu lægger skylden sig som en dyne over hektikken, og vi bliver trætte.

Det er godt, at der findes landsbyer i Jylland, hvor små hektiske drenge for en tid kan finde fred. Men også i den by, i hvilken vi stort set alle bor i dag, skal vi skabe fredhellige steder.

Vi skal beskytte os mod de anmassende, sociale medier og deres skærmes kælne lys. De nægter os at være alene, men alligevel tager de vores liv fra os og efterlader os ensomme ved gadekæret.