Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Signatur

I en kælder sort som kul

Jeg lider, og vores søn lider. For min mand, sønnens far, er død. Alt for tidligt. Det er ikke til at tale om, faktisk. Tid, tro og håb arbejder forhåbentlig for os. Andet kan vi ikke rumme lige nu.

Men hans kat er et aktuelt problem. Jeg lovede min mand at passe på den, og nu er den er gået i sort. Både psykisk og fysisk er den helt nede i kælderen.

Formentlig tænker den, at linje 179 har taget dens menneske, sådan som den bus og andre køretøjer har taget så mange liv på vores vej: katte, pindsvin, egern, ræve – og en høne, hvor den så kom fra.

På den led accepterer den fuldt ud, at han ikke er længere. Det er mere os andre, der ikke helt forstår, at han virkelig er væk, for hans støvler står i entreen, skjorterne hænger nystrøgne i skabet, hans stemme er på telefonsvareren, og hans Facebook lever. Men accept er ikke det samme som at bryde sig om situationen, og derfor er katten altså gået i krybekælderen – sådan som jeg vel også ville gøre, hvis jeg ikke var bange for edderkopper.

Og her ligger den så og skumler inde i mørket: stribet, strittende i pelsen og sort i øjnene. Vidste den, at kirkegården ligger få hundrede meter væk, er jeg ikke i tvivl om, at den ville indskrive sig i den række af historiske kæledyr, som har vogtet deres herres grav i årevis. Men det ved den ikke, så det 60 centimeter lave, støvede rum, der strækker sig under huset, fungerer.

Den havde min mand som primærperson. I de kritiske uger, hvor vi flaskede den op, fordi dens mor ikke tog rollen på sig, åbnede den en dag øjnene og så min mand i det åbenbart meget korte transfervindue, hvori den besluttede, hvad der var til at stole på i denne verden.

Man siger, at hvad killinger præsenteres for som helt unge, kategoriserer de som ikke-spiseligt og ikke-farligt, og ham kategoriserede den som sit menneske. Det ændrer døden ikke ved, så nu hænger den og jeg lidt modvilligt på hinanden.

Som det første, når jeg kommer hjem fra arbejde, fisker jeg den småhvæsende ud af krybekælderen. På det tidspunkt har den fået skruet sig så komfortabelt langt ind i sit mismod, at den ikke behøver nogen. Da slet ikke mig, der engang tabte en skabslåge i hovedet på den.

Så til dem, der måtte tro, at dyr elsker den, der fodrer dem, har jeg et vrissent bevis på det modsatte i kælderen.

På den måde er der gået fem uger, og jeg var ved at tro, at den kat følger sin herre i døden. Men så forleden kom den op ad trappen helt af sig selv!

Jeg holdt vejret og selv dens indolente mor lettede på hovedet fra sin kurv.

Febrilsk fik jeg fundet en snor frem og gav ikke op, før den stribede daskede halvhjertet til den. Derefter knasede den under stor ros og ståhej lidt party-mix med laks i køkkenet – jeg gør, hvad jeg kan.

Nu er katte én ting og mennesker en anden (er der nogen, der påstår), men tilfælles har vi åbenbart det, at vi både kan gå i kælderen og blive hentet op af den igen.

Det er slet ikke sikkert, vi vil op! Tro ikke det! Men det hjælper lidt at blive spurgt.

Nu sker det oftere og oftere, at katten dukker op i stuen helt af sig selv for at se, om vi laver noget, den måske alligevel gerne vil være med til. Hvis vi spørger den pænt.