”Mor! Hvor er vores citruspresser?! Den i glas? Moaarr!? Jeg skal totalt meget bruge den lige nu!”. Perpleks løfter jeg på høretelefonerne, hvor Claude Debussy ellers gør sit bedste for at skærme mig for verdens uro, så jeg kan få fred til at færdigskrive den artikel om salmesangens historie, jeg i forvejen er skammeligt forsinket med.
Mit sædvanligvis flinke og rare, halvvoksne afkom har flået skydedøren fra køkkenet ind til stuen op og står nu lige foran mit skrivebord. Hans øjne er vilde. Det er fredag formiddag, og han har madkundskab over computeren. Opgaven lyder: citronmåne. Nu.
Jeg får mig lempet ud af min ergonomisk fornuftige knæstol og trisser ud for at åbne skabet over køkkenvasken, hvor den presser jo har det med at befinde sig. Krisen er afværget. Jeg går tilbage til Debussy og mit næsten færdige word-dokument. Efter en håndfuld tilsvarende panikbesøg i stuen falder citronmånen ualmindeligt heldigt ud. (Så heldigt, at jeg ærgrer mig over, at jeg for tiden er fast besluttet på at skille mig af med mine nedlukningsaflejringskilo). Køkkenet er endda forbløffende præsentabelt.
Drengen er så glad og stolt, at han glemmer sin teenageforfjamskelse og giver mig et stort kram af egen drift. Vel egentlig en ret god formiddag i hjemmeskolen. Men min artikel er stadig ikke færdig.
Siden december har jeg været pedel, sekretær, kantinedame, gårdvagt og hjælpelærer for tre raske drenge. Jeg har ærgret mig over de mange afbrud, som denne ordning helt uundgåeligt fører med sig.
Det er ikke godt for de fordybelsesopgaver, som en stor del af mit arbejde består af, med stadige forstyrrelser. Derfor er mine artikler blevet skrevet sent om aftenen og andre læst tidligt om morgenen. For at få ro fra ungernes eftersøgninger på kabler, blyanter og citronpressere har jeg omlagt, hvad jeg kunne af møder fra computerskærmen til spadsereture med telefonen. Endelig har det krævet en stor indsats at undvige udnævnelsen som husets frikvarterscentral.
Jeg har sukket og brokket mig til dem, som gad høre det. Undertiden med røde ører, for jeg ved jo godt, at vores indretning og min relativt ubesværede mulighed for omlægning til hjemmearbejde er et privilegium i denne tid.
Men jeg har ikke kunnet tøjle fantasierne om at begive mig ud i et morgenmylder på min cykel for at nå frem til det kontor på Aarhus Universitet, som står forjættende tomt, og som altid rummer lige præcis dén bog, jeg mangler.
Alligevel kan jeg nu til min store forbløffelse mærke en slags lettelse over, at mine sønner her efter påske sandsynligvis kun skal i gammeldags fysisk fremmødeskole hver anden uge.
Pludselig virker det meget voldsomt, at vi helt skulle bryde familierytmen op; at vi ikke skal spise frokost sammen hver dag; at vi ikke skal snige os på hurtige ture i kvarteret i vores mellempauser; at jeg ikke længere vil få daglige evalueringer på noget gruppearbejde, som vist er ved at gå i hårdknude; at jeg ikke længere skal have udsigt til lyst uldhår, der rytmisk dukker op og forsvinder igen bag trampolinhækken, mens jeg besvarer mine formiddagsmails; at jeg fredag formiddag ikke skal have lejlighed til at himle med øjnene over en panisk jagt på en citronpresser.
Pludselige indser og mærker jeg helt akut og konkret, hvad mange andre før mig har påpeget, og hvad jeg naturligvis godt vidste med min forstand: at individers ro og frihed til selvudfoldelser, herunder karrierer, har en pris – og at den pris betales af familien.
For over 200 år siden i 1817 skrev Grundtvig et essay om nationalstatens og modernitetens komme, hvori han forudså, hvad jeg nu føler: ”Jeg (seer) godt hvor Knuden gjennem Historien vil løse sig, nemlig i Opløsning af de Baand der sammenknytte Forældre og Børn.”
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.