I højere magters hænder

Nogle gange kan man godt på en rejse føle trang til at være under beskyttelse af en gud for de vejfarende, en vogter af passager og overfarter

Mennesker har en naturlig hang til polyteisme. Det sagde et ungt menneske, der studerer religionsvidenskab, til mig forleden. Han mente, at selv inden for de monoteistiske systemer viste der sig altid ”gendannelser” eller erstatninger af former for polyteisme, for eksempel i den katolske helgendyrkelse.

Jeg ved ikke. Normalt går jeg ikke rundt og føler mig så polyteistisk undertrykt. Men det kan jo være, at det bare krænger sig indad og bliver til psykologi, følelser, nerver.

For nylig skulle jeg flyve til Tyskland til en konference. Først med fly til München, derefter skifte med fly til Nürnberg og videre med tog til Erlangen. Sådan havde universitetets rejsebureau tilrettelagt ruten. Tænk, at det skulle være så kompliceret at rejse til et sted så relativt tæt på. Et flyskift. Det bekom mig ikke godt, men nu er jeg også patologisk nervøs over alt, der har med rejser at gøre. En rationel kollega forklarede mig, at hvis man ikke når flyet, bliver man bare ombooket til det næste. Man kommer jo altid frem.

Ham tænkte jeg på, da jeg tossede rundt ved Lufthansas skranker i München. Flyet havde allerede været så forsinket fra København, at vi selvfølgelig ikke havde nået mit forbindelsesfly. I det hele taget var meget gået galt, også mere end jeg har plads til at berette her. Damen ved skranken var venlig, men det lød alligevel, som om hun talte ud fra en ond drøm, da hun forklarede, at det næste fly først gik om fire timer, og det var fuldt booket, så det var langtfra givet, at jeg ville kunne komme med.

De tilbød mig derfor i stedet en togbillet til Nürnberg. Det var en tur på tre timer, så det kunne jo komme ud på ét. Det lød næsten, som om Lufthansa havde fået flyskam på mine vegne. Og faktisk skulle jeg allerførst ud på en lille times togtur fra lufthavnen ind til banegården i München for overhovedet at kunne komme videre.

Jeg var målløs over, at alting gik så galt, ja næsten værre end jeg havde frygtet. Og i det øjeblik blev jeg klar over, at min hyper-nervøsitet er en ”strategi” eller en besværgelse. Fordi jeg frygter tingene på overdreven vis, vil de (selvfølgelig) ikke ske. Det er en magisk tankegang. Indadkrænget polyteisme. Jeg bringer et offer til ”magterne”. Min nervøsitet er en gave, et psyko-fluidum, for dem en nektar, som de vederkvæger sig så meget ved, at de lader mig passere mig frit gennem både lufthavne og sprækker i verdensaltet.

I toget ind mod München sad jeg som lammet over mit vanheld. Ved en station kom en større gruppe unge ind, 16-17 år, drenge og piger. Ja ja, nu skal der også larmes. Tænk ikke på en gammel og vildfaren rejsende. Men der kom ingen larm, derimod en masse liv og bevægelse i atmosfæren omkring mig. Jeg så op. De unge talte ivrigt med hinanden, men det viste sig, at de alle sammen var døvstumme. De talte tegnsprog med hinanden. Og hvor havde de dog meget at fortælle og berette. Og som de smilede og lo til hinanden imens.

Alle havde en meget ekspressiv mimik, som de supplerede de mange tegn og fagter med. Der var vel en syv-otte af dem, der snakkede på kryds og tværs, og de dannede en magisk cirkel dér midt i togvognen, nogle stående, andre siddende.

Jeg forstod i sagens natur intet af, hvad der blev sagt, men jeg sad og varmede mig ved deres iver, glæde ved at være sammen, de mange smil. Der måtte ligge en specialskole for hørehæmmede her uden for München. Eller kom de fra en form for træf? De havde virkelig meget, de skulle nå at sige hinanden, de smukke unge mennesker, mens de endnu var sammen.

Måske var der også håb for mig. Selvom jeg havde uoverskueligt mange timers rejser foran mig, skulle det hele vel nok gå. Det ville sikkert blive sent på aftenen, før jeg nåede frem til Erlangen. Men mon ikke mine kolleger ville vente på mig, for eksempel på en lille kro ved foden af en gammel kirke? Der er også sat plads af til mig i en magisk cirkel et sted, med et stort krus øl og noget nærende tysk bondekost, og sikke meget vi så også har at fortælle hinanden om krogede rejseruter og alt muligt andet sent i aften og i de gode dage, der ligger forude.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.