”Hashtagget, der væltede verden” var overskriften på programmet ”P1 Debat” forleden lige omkring MeToo-bevægelsens etårsfødselsdag. Overskriften var måske endnu mere velvalgt, end DR-værterne var klar over.
For i kølvandet af hashtagget, der skyllede ind over den vestlige verden, blev noget væltet imellem mennesker – i det forhold mellem mand og kvinde, der er båret af tillid, respekt og lidenskab, og i det samfund, hvor vi er givet at leve et ikke-ideologisk frit menneskeliv med hinanden.
Inden nogen bliver alt for sure og ikke gider læse klummen færdig, så lad mig understrege, at reelle overgreb, seksuelle krænkelser og magtmisbrug skal frem i lyset og meldes til myndighederne. Selvfølgelig. Det er jo så banalt, at man næsten ikke orker at sige det. Men når man tager i betragtning, at vestlige kvinder aldrig har været stærkere, mere frigjorte og ligestillede end i dag, er det mig et gåde, at der tilsyneladende skal en slags verdensomspændende ideologisk massepsykose til, før en moderne kvinde siger fra over for en mand, der ter sig som et svin.
Jeg forstår det ikke. Og jeg kan ikke finde på et erhverv ud over katolsk præst eller pave, som jeg ikke kan udøve, fordi jeg er kvinde. Vi har haft en kvindelig statsminister, Folketingets formand er kvinde (og i øvrigt et rigtigt mandfolk), vi har en bunke kvindelige ministre, direktører og biskopper, og over halvdelen af Danmarks præster er kvinder. Vi kan tage lidt eller meget barsel. Vi kan skride fra vores mænd, for vi er fuldkommen uafhængige. Vi kan få børn alene. Vi kan blive alt fra professorer til pornostjerner uden at blive udskammet, når bare vi selv har evner og integritet.
DA JEG HENTEDE Kristeligt Dagblad i postkassen den anden dag og læste Radikale Venstres ligestillingsudspil, var der igen al mulig grund til at tage MeToo ved vingebenet. Med lancering af blandt andet øremærket barsel til mænd, ligestillingsprogram for kvindelige forskere og et ønske om at fremme andelen af kvinder i bestyrelser, og ændring af arbejdsmiljøloven, så det skrives ind, at et arbejdsmiljø skal være fri for seksuel chikane, er ligestilling en af De Radikales højeste prioriteter i valgkampen. Kan de virkelig ikke finde på andet?
Partiet har sat MeToo som et vandmærke på udspillet og skyr ingen midler for at opdrage på andre. Men vejen til Helvede er jo brolagt med gode intentioner, for det er vel at mærke De Radikale, der skal bestemme, hvori den lighed består, og grebet strammes mere og mere. Det farlige ved enhver ideologi er nemlig, at forhold, der i virkeligheden er relative, gøres absolutte og gennemføres med en absolut konsekvens. For den eneste absolutte lighed er ethvert menneskes lighed for Gud.
HASHTAGGET VÆLTEDE VERDEN og truer med at vælte et 2000 år gammelt menneskesyn, nemlig det, vi har fået i arv fra kristendommen: et menneske skabt i Guds billede – i slægtskab med Gud, fordi vi bærer en lille gnist af ånd i os.
Vi må nemlig ikke forfalde til den tanke, at mennesket er ren ånd eller ren biologi – et ”Spøgelse” eller ”En Kødpølse”, som Grundtvig siger. Men vi er guddommelige eksperimenter af støv og ånd, der gennemtrænger hinanden (for nu at citere det allermest fortærskede sted i Grundtvig-litteraturen).
Men det er kødpølse-opfattelsen, der ligger bag MeToo-bevægelsen og hele køns- og krænkelsesdebatten i det hele taget. Efter hashtagget skal mænd passe frygtelig på med at lægge en hånd på et damelår, smide en sød kompliment eller rive en munterhed af sig, der kan misforstås, for straks kan han hænge i en lygtepæl til offentlig fordømmelse.
Alle de småting, vi bare burde trække på skuldrene af, verfe væk, sige ”pyt” eller smile overbærende af, er med hashtaggets mellemkomst blevet nedbrydende, fordi kvinder (og mænd for den sags skyld), der ukritisk marcherer i takt til en følelsesbåret ligestillingsideologi, glemmer den oldgamle sandhed om mennesket: at vi er mere end vores køn og kød, men skabte mennesker med et iboende værd i åndelig forstand.
Menneskets værd er noget, vi er skabt med, en kærlighedsgave fra Gud – ikke en folketingsbeslutning eller afhængigt af et andet menneskes lune. Men når ånden i os og imellem os udskiftes med hashtagget, når kristendommen udskiftes med ideologien, da kan vi ikke få øje på andet værd end vores gensidige dom over hinanden.
JO MERE TOTALITÆR verden bliver, jo mindre tror man på Gud. Men Gud skal nok klare sig. Mit hjertets store bekymring er den knugende klaustrofobiske skygge, der hviler over debatten om hashtagget MeToo: krænkelses- og offerkultur, køns- og lighedsideologi. Og Gud nåde og trøste den mand, der løfter et øjenbryn over MeToo-bevægelsen.
Forleden var Joachim B. Olsen (LA) og radiovært Nima Zamani i det omtalte hashtag-program på P1. I opposition til to beton- og fjerdegenerationsfeminister, der var gået i krampe af selvoptagethed af deres eget køn. De to herrer klarede det begge med bravur og slap så vidt vides levende ud af DR-Byen. Men som Joachim B. Olsen bemærkede, er det en farlig debat.
Ja, det er det. For der er ting, vi ikke må sige, når ideologien invaderer samfundet og menneskets tanker – bemægtiger sig menneskets sind og følelser og påvirker værdier og forholdet mellem mennesker. Hellere tie end blive lynchet af folkedomstolen. Og det er min frygt, at vi bliver en nation af hviskere, som den britiske forfatter Orlando Figes skriver om i ”Hviskerne”. Bogen handler om en anden ideologi – stalinismen. Men alle ideologier bærer kimen til fjendskab mellem mennesker.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.