Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo: I min isolation har jeg fundet ud af, hvor vigtig fysisk kontakt er

I min isolation har jeg kunnet konstatere, at det vigtigste i mit liv er... krammet, skriver Lillian Bondo.

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Giv hinanden mentale kram – virtuelle håndtryk – og glæd jer til at åbne for fysisk kontakt igen, skriver Lillian Bondo, tidligere formand for Jordemoderforeningen

Jeg siger det med det samme – jeg er forbeholden over for krammet som hilsen. Det kryber i mig, sår jeg ser ”krammet” på tv. Tv-værten, der lige skal understrege, at for eksempel denne nyhed om en mulig genforening med en slægtning vil vække så stor bevægelse, at der skal krammes – på forhånd. Jeg kan ikke lade være med at se det som et: Jeg ejer dig, jeg holder dig fast, jeg bestemmer graden af frihed i dine bevægelser – og jeg laver godt fjernsyn fyldt med medfølelse.

Jeg foretrækker et håndtryk. Håndtrykket som social kontrakt: Vi er ubevæbnede, vi frygter ikke hinanden, vi har en aftale, vi er enige om et udfald af noget, eller vi besegler en indgået handel.

Jeg er samtidig opmærksom på, at det ikke er alle, der er vilde med håndtryk – og det kan jo gives på tusind måder. Varmt, uengageret, med spidsen af fingrene, alt for hårdt, alt for langt, paternalistisk med anden hånd ovenpå – og ja, klummen her er ikke lang nok til en beskrivelse af, hvordan håndtrykkets historie eller udformning eller betydning er.

Men jeg kan selv godt lide det som hilsen, og især har skikken med at forpligte sig til at nå hele raden rundt hjulpet mig til mange gode kontakter.

Det er jo langtfra alle, der bryder sig om det. De fleste har sikkert oplevet én eller flere, der lavmælt hvisker: Jeg sørgede for at komme tidligt, så skulle jeg ikke rundt til så mange.

Det er ellers en god idé, hvis man indgår i socialt samvær, men selvfølgelig er håndtrykket i sig selv ikke den eneste rigtige måde at hilse på.

Jeg er faktisk meget betaget af den elegante hilsemåde, man ser i for eksempel filmatiseringer af Jane Austens bøger: Den besøgende annonceres, kommer ind i rummet, nævner de tilstedeværende efter alder og rang og navn, man ser hinanden i øjnene, og så enten nejer eller bukker man, nogenlunde synkront. Så er der i hvert fald hilst på. ”Shaking of hands” mere end svarede til vore dages kram dengang omkring 1800-tallet.

Emma Gad omtalte for godt hundrede år siden håndtrykket således:

”Det er damen, der byder til håndtryk, og ikke herren. Når alle trykker hinanden i hånden hvorsomhelst, er det jo nærmest blevet en vane og intet andet, men endnu kan dog et ømt og dvælende håndtryk sætte et ungt følsomt hjerte i salig bevægelse.” Tankevækkende i øvrigt, at det er skrevet netop under den uhyggelige pandemi, der bortrev så mange unge verden over.

Andre store kulturer end den vestlige lægger hånden på hjertet og bukker eller bukker i forskellige vinkler alt efter skyldig grad af respekt eller lægger to hænder sammen og bøjer sig mod hinanden.

Så der er bestemt hilsemåder, der rummer en lige så høj grad af respekt for det andet menneske og de aftaler og kontrakter, som man vil indgå, som håndtrykket – og med lavere smitterisiko.

Nu har covid-19 lukket ned for vores håndtryk og vores kram. Covid-19 har sendt mig ud af mit arbejde med raske, men potentielt smittende fødende – for jeg er én af dem, der nok ville få en drøj omgang. I min isolation har jeg kunnet konstatere, at det vigtigste i mit liv er... krammet. Børnebørnenes arme om min hals. Den fødendes nærhed til mig i hendes livs hårdeste arbejde med blod, sved og tårer.

Så jeg beder med mange andre til et hurtigt fund af vaccine – hvornår kommer den, hvor hurtigt kan den udbredes, og bliver den tilgængelig og til at betale for alle? Indtil da må vi passe på hinanden ved at holde afstand. Så giv hinanden mentale kram – virtuelle håndtryk – og glæd jer til at åbne for fysisk kontakt igen – i respekt for forskellighed.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.