Er et hvilket som statsligt forsøg på at løse menneskelivets problemer en god idé?

Jo før det offentlige sætter ind, jo bedre, lyder det. Men er det nu også nødvendigvis sådan, det forholder sig, spørger ph.d.-studerende Brian Degn Mårtensson

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) slog i et interview i Politiken til lyd for, at der i forhold til børn og unges mulige problemer skal ”sættes ind allerede ved undfangelsen”. Men er statslig indgriben partout noget godt, spørger Brian Degn Mårtensson.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) slog i et interview i Politiken til lyd for, at der i forhold til børn og unges mulige problemer skal ”sættes ind allerede ved undfangelsen”. Men er statslig indgriben partout noget godt, spørger Brian Degn Mårtensson. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

I mange år har der ikke været mangel på opfordringer til en øget tidlig indsats på snart det ene, snart det andet område. Jo før det offentlige sætter ind, jo bedre, lyder det. Hvis man er uenig, må man ifølge tilgangens mest ihærdige fortalere enten være nærmest hjerteløs eller dum.

Den mest hjertevarme og kloge dansker må derfor uden sammenligning være undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der i et interview i Politiken for nylig slog til lyd for, at der i forhold til børn og unges mulige problemer skal ”sættes ind allerede ved undfangelsen”.

Der skal ikke herske tvivl om, at ministeren bestemt er begejstret for øget statslig intervention i borgernes liv, men jeg skal ikke kunne afvise, at citatet var et forsøg på at beskrive intentionen om tidlig indsats metaforisk.

Hvis man alligevel tager hende på ordet, kan den højstemte erklæring om så gennemgribende indsatser være en sund anledning til at tænke sig om:

Er en hvilken som helst tidlig indsats en god idé? Er et hvilket som helst statslig forsøg på at løse menneskelivets problemer partout noget godt? Er der mon en grænse?

Ideelt set skal der ifølge den bogstavtro læsning af ministerens ambition være en kommunal medarbejder med i soveværelset, når en lille ny borger bliver undfanget. Det bliver nok lidt svært i praksis, men kan måske løses ad teknologisk vej. Under graviditeten bør der logisk set iværksættes et alment statsligt coachingforløb, så alle vordende forældrepar er godt klædt på til tiden efter fødslen – opstår der problemer, vil de så vide, hvilken kommunal konsulent de skal ringe til.

Efter endt barsel er vi som samfund i den lykkelige situation, at de professionelle langt om længe kan tage over i større stil. Barnet kommer nu nemlig i hænderne på velfærdsprofessionelle og relationskompetente pædagoger, sundhedsplejersker, skolelærere, tandplejere, psykologer, gymnasielærere og andre med dertil indrettede uddannelser. Bag dem står en hel hær af konsulenter, mellemledere og forskere, der måler og vejer det hele, så alt kan dikteres efter data og evidens.

Og hvorfor overhovedet stoppe der?

Til sidst vil vi alle kunne tale anonymt med hinanden i høfligt afmålte, statsligt sanktionerede velfærdsprofessionelle koder. Vi vil endelig slippe af med menneskets egenart i et socialpolitisk nedfaldshul, hvor staten er alt, og alt er staten. Vi vil spise rigtigt, motionere korrekt, tænke produktivt og handle, som vi får besked på. Det kan ikke gå galt, hvis vi bare starter tidligt nok.