Prøv avisen
Etisk set

Mickey Gjerris: I stedet for at kalde de unge for klimahyklere, burde vi kigge indad

Efter årets Roskilde Festival havde mange travlt med at påpege, at de selvsamme unge, der havde tilbragt vinteren og foråret med at klimastrejke, nu viste deres sande ansigt som svinemikler. Men vi burde ikke udstille de unge, når vi voksne i årtier har opført os som uansvarlige teenagere på Roskilde Festival. Ikke en uge om året, men året rundt og med globale konsekvenser, skriver Mickey Gjerris. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mickey Gjerris

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

De unge gør, som vi har lært dem: tager det hele for givet og dykker ned i egne oplevelser og glæder. Hvorfor mon vi har så let ved at se splinten i deres øje og ikke bjælken i vort eget, skriver Mickey Gjerris

JEG VAR EN ENKELT DAG på Roskilde Festival i år. Med en god ven gik jeg rundt og betragtede løjerne. Fulde, glade, skæve, underlige og helt normale mennesker, der drak øl og eksotiske cocktails af genbrugsglas, imens de dansede begejstret til alt fra dødsmetal til popmusik, krammede, fjollede, sad fordybede i samtaler eller blot svævede væk til en indre film bjergtaget af musikken.

Og så var der selvfølgelig svineriet. Den tunge urindunst. Særligt da vi tog hjem og gik langs campingområdet var det svært at se, at der havde været en ugelang fest. Det lignede mere en efterladt flygtningelejr efter en orkan. Smadrede telte og havemøbler, punkterede luftmadrasser og iturevne soveposer iblandet ufattelige mængder af henkastet affald så langt øjet rakte.

Næste uge kørte så den historie, som kører hvert år efter festivalen. Gode, solide borgere på min egen alder beklagede sig i klummer og på sociale medier over de unges opførsel. Deres manglende lyst til at rydde op efter sig selv og deres lemfældige forhold til at passe på deres telte, havestole med mere.

I år havde historien dog et tvist, idet mange benyttede lejligheden til at påpege, at de selvsamme unge, der havde tilbragt vinteren og foråret med at klimastrejke og bidraget til, at natur og miljø kom til at udgøre en væsentlig del af valgkampen, nu viste deres sande ansigt. Hvorfor dog tage disse hyklere alvorligt, når de pjækker fra deres samfundsbetalte uddannelser for at gøre opmærksom på, at vi voksne er ved at ødelægge deres fremtid, når de ikke engang kan smide pizzabakken i en skraldespand og passe på deres ting, så de kan genbruges til næste års festival?

Så i år skulle de unge ikke alene udstilles som uansvarlige svinemikler af alle os, der sidder og kigger ud på den velplejede have og indkørsel, hvor ikke én eneste ukrudtsplante har overlevet de sprøjtegifte, vi har pøset ud over dem, men også have frataget muligheden for at beklage sig over vores ligegyldighed med deres fremtid. For ingen skal kaste med sten, når de selv bor i et glashus.

LAD MIG BEGYNDE MED AT SIGE, at jeg har svært ved at se glæden i at bo i sit eget affald i en uge. Og svært ved at forstå, at det er en del af en fest, at man smadrer sit hjem. Men hvad ved jeg?

Jeg er opdraget i 1970’erne og 1980’erne til at være et selvstændigt og kritisk reflekterende menneske med masser af tid til at gå ned ad underlige veje, fare vild, vende om, vælge andre muligheder.

Det er de ikke. Presset gennem et mindre og mindre fleksibelt uddannelsessystem i én perfekthedskultur uden ende er det måske ikke så mærkeligt, at deres oprør tager denne form.

Og i virkeligheden gør de vel blot, som vi har lært dem: tager det hele for givet og dykker ned i egne oplevelser og glæder. Produkter af et hyperforbrugssamfund, hvor det altid er nemmere at smide ud og købe nyt end at passe på og reparere. Den ligegyldighed med natur og miljø, som vi voksne ser deres adfærd som udtryk for, er ret beset blot et spejl, hvor vi kan se vores egen ødelæggelse af økosystemerne i jagten på højere og højere materiel velstand.

Vi voksne har i årtier opført os som uansvarlige teenagere på Roskilde Festival. Ikke en uge om året og ikke på et begrænset geografisk område, men året rundt og med globale konsekvenser. Og nu mener vi så, at vi kan lade være med at tage deres fremtidsbekymringer alvorligt, fordi de ikke rydder op efter sig? At de er hyklere?

Hvorfor mon vi har så let ved at se splinten i deres øje og ikke bjælken i vort eget

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.