I værelset på hospicet er det, som om tiden tøver

Lars Handestens søster ligger på hospice. For klummeskriveren har det resulteret i et møde med den kolossale meningsløshed

Min storesøster ligger på hospice, uhelbredeligt syg af kræft. Der er ikke noget, vi kan gøre, der er ikke noget, hun kan gøre, andet end blot at vente på, at det vil ske, som skal ske. Og det gør hun så med noget, der ligner stoisk ro. Hun er ateist og er ikke bange for noget, fordi der ikke er noget at være bange for.

Jeg tager det ikke selv med samme ro. Jeg bliver sentimental, hvis ikke jeg passer på og holder mine erindringer i kort snor. Jeg bliver fortvivlet ved konfrontationen med den kolossale meningsløshed, som døden repræsenterer og må kalde mig selv til ro og orden for ikke at gå helt op i sømmene.

Over døren i hendes værelse står de manende ord fra Johannes 14, 1: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!”. Men det er ikke ord, der har noget at sige hende. Heller ikke rigtig en agnostiker som mig selv. Mit hjerte forfærdes.

Uden tro bliver man lukket inde i verden. Der er ingen vej ud. Til dagligt er det fint sådan, og i tanken er det også godt. Jeg er i verden, jeg skal ingen steder hen, fordi der ikke er andre verdener. Det er her, jeg er. Selv når jeg dør, skal jeg bare blive her, hvor jeg har hjemme. Det er der noget betryggende i. Jeg har det normalt godt med den hjemlighed og finder mig godt til rette i den verden, der er.

Men lige nu er den for snæver, og jeg har det, som om jeg er lukket inde i et rum, som jeg ikke kan holde ud at være i og ikke kan komme ud af, fordi tiden er gået i stå. I værelset på hospicet er det, som om tiden tøver. Der er ingen fremtid her, og uden den er det, som om også fortiden og nutiden bliver væk. Vi kan ikke mindes, fordi det blot minder os om den tid, der er uigenkaldelig forbi. Vi kan ikke være i nuet, fordi det uden fornemmelsen af fortid og fremtid blot bliver til det ene fattige og perspektivløse øjeblik efter det andet.

Der er som at befinde sig i et limbo, hvor ingenting er afgjort, og alting er uforløst.

Til dagligt lever jeg, som om der var en fremtid og et håb. Ellers ville mit liv ikke hænge sammen. Det ville ikke give nogen mening at stå op om morgenen for at arbejde og elske, fordi det ikke førte nogen steder hen og alligevel ville blive tilintetgjort med tiden.

Når jeg siger farvel til mine børn og min kone, ja, selv min gamle far på 93 år, sker det altid i forvisningen om, at vi ses igen. Sådan set lever jeg i en stor, men nødvendig illusion. Sådan set tror jeg hver dag blindt på evigheden for at give mit liv virkelighed og mening. Sådan set er det mærkeligt, at jeg ikke kan tro på Gud, når det virkelig gælder liv og død.

Min farfar var den første i min familie, hvis død jeg husker. Min farmor var sikker på, at de ville mødes igen hinsides døden. Jeg kan tydeligt huske, at hun sagde det med overbevisning i stemmen. De skulle ses igen! Det var mærkeligt for mig at høre denne vished, som jeg antog for en form for religiøs enfoldighed. Men hun så en temmelig konkret fremtid for sig. Til gengæld kunne hun ikke holde ud at være i den verden, hun nu var henvist til og ville hellere dø end leve. Det lå uden for min fatteevne.

Vi er nået dertil, hvor der ikke er mere at sige. Eller rettere. Der er så meget, jeg gerne ville have sagt, og der er erindringer, jeg ville have delt, men ordene smuldrer i munden, før de er sagt. Jeg kan kun finde ud af at skrive i dette medies anonyme og kunstige rum, hvor ingenting gør rigtig ondt.

Da vi var børn, ville min søster lære mig at svømme. Hun mente, at hvis jeg bare hoppede ud, hvor jeg ikke kunne bunde, ville jeg lære det af mig selv. I tillid til hendes visdom hoppede jeg ud på dybt vand, uden at der skete andet, end jeg var ved at drukne, og hun måtte springe i og redde mig.

Nu er jeg blevet skubbet ud et sted på de 70.000 favne, hvor troen ifølge Kierkegaard skal stå sin prøve. Det var ikke mig, der valgte at springe ud, så måske er det derfor, det ikke virker. Jeg lærer ikke at tro, og der kommer ikke nogen storesøster og redder mig. Eller fatter jeg bare ikke rigtigt, hvor dybt her er?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting, jeg tror ingenting, og mit hjerte forfærdes.

Birgitte Handesten døde i torsdags, efter klummen blev skrevet.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.