Identitetspolitikken løber løbsk i kønsneutral vridemaskine

I den flydende postmodernitet er en helt anden problematik dukket op: Hvordan kan man vide, om et andet menneske gerne vil omtales som mand eller kvinde – eller noget helt tredje?

MIN MORMOR hed Bodil Balle. Hun tilhørte Silkeborgs bedre borgerskab. En dag stod hun til et cocktailparty ved siden af fru Langballe og fru Bredballe, til stor morskab for de nyankommne, der med et glas i hånden passerede pænt forbi og hilste på de tre muntre damer. ”En Balle kommer sjældent alene,” som vi siger i familien.

Hvordan skal vi hilse på hinanden i disse dage? Hr. og fru er for længst gået af mode. ”De” bruger vi efterhånden kun, når vi skal adressere kongefamilien. Men i den flydende postmodernitet er en helt anden problematik dukket op: Hvordan kan man vide, om et andet menneske gerne vil omtales som mand eller kvinde – eller noget helt tredje?

I ugens løb var det – overraskende nok – den indflydelsesrige amerikanske youtuber Natalie Wynn, der fik ørerne i maskinen. Angrebene fra repræsentanter af venstrefløjens identitetskrigere blev så aggressive, at hun følte sig nødsaget til at slette sin Twitterprofil. Wynns indflydelsesrige Youtube-kanal Contrapoints har ellers 730.000 faste følgere, og hendes provovideoer bliver set af millioner.

The New Yorker beskriver Wynn som ”en af de få internetkendisser, der er lige så klog, som hun selv synes, og en af de få venstrefløjsdebattører, der kan være nuanceret uden at blive kedelig”.

Onlinemagasinet Vice skriver: ”Ved at kombinere humor, drag og filosofi skærer Wynn skarpt og logisk igennem tidens kulturkrige.”

Natalie Wynn er erklæret transkønnet og biseksuel. Inklusion og respekt for minoriteter er blandt de temaer, hun ofte tager op i sine højrefløjskritiske videoer. Så hvad har Wynn nu gjort forkert? På en tråd under Contrapoints skrev hun:

”Det her sker ofte for mig i hyperwoke-steder (hyperwoke er amerikansk slang for retfærdighedskrigere, der går til angreb på alle, der ukritisk antager andre folks køn). Det er mig og en masse ciskønnede (personer, hvis oplevede køn svarer overens med det køn, personen blev født med). Så skal alle gå rundt i en cirkel og præsentere sig selv og sige ’hun/hende’, fordi jeg er til stede.”

Natalie Wynn refererer her til den nye trend i pluralitetsbevidste amerikanske kredse, hvor man, når man hilser med navn, samtidig gør opmærksom på ens foretrukne personlige stedord, så alle kan være sikre på, at ingen bliver krænket: ”Goddag, jeg hedder Bjørn. Han/hans.”

The Sun kunne sidste år rapportere, at flere britiske universiteter ved studiestart uddeler ”stedords-badges”, som man kan sætte på trøjen, så subjektets foretrukne stedord er synligt for alle.

Flere engelske universiteter uddeler også ”stedords-guider”, så alle kan lære at tale kønskorrekt.

Natalie Wynn har lagt mærke til, at disse ritualer især udspiller sig, så snart der er en transkønnet person til stede – som hende selv. Og det er jo netop formålet med det hele: at være inkluderende over for mennesker, der ikke passer ind i en binær kønsopfattelse. Men Wynn er ved at være træt af det cirkus:

”Paradokset er, at hvis jeg tager til en sportsbar i North Carolina, bliver jeg tiltalt ’miss’ eller ’maam’ hele aftenen uden yderligere spørgsmål. Hvis jeg er i et selvbevidst trans-inklusivt miljø, skal jeg kontinuerligt forklare mine personlige stedord og overvære, hvordan køns- og racebevidste mennesker på kunstig vis går rundt og korrigerer sig selv, hver gang de kommer til at sige ’gutter’.”

Det skulle hun aldrig nogensinde have skrevet. Fordømmelserne er haglet ned over Natalie Wynn. Hun anklages for at håne de minoriteter, hun selv har været ikon for. Racismekortet er naturligvis også blevet spillet på de sociale medier: Wynn er jo hvid – og derfor født privilegeret. Nu søger Wynn nok alligevel ikke en stilling ved Københavns Universitet, hvor de ansatte nu også oplæres i at tale kønsneutralt.

Til gengæld risikerer hendes udsagn ganske enkelt at ødelægge hendes ellers så lovende karriere. Foreløbig er hun gået under jorden.

I The Guardian forsøger Arwa Mahdawi på sproglige kattepoter at forsvare Wynn: ”Selvom jeg identificerer mig selv som progressiv lesbisk, så føler jeg ubehag ved presset for stedords-introduktioner. At jeg aktivt skal gå rundt og annoncere mig selv med ’hun/hendes’, får det til at virke, som om hele min identitet handler om køn. Det føles ikke som et fremskridt.”

Arwa Mahdawi, der blandt andet arbejder med inklusion på arbejdspladsen, anfører også, at hele halløjet omkring de personlige stedord paradoksalt nok er med til at understrege binære kønsopfattelser: ”Han” og ”hun” udstilles som to helt forskellige størrelser. ”Ville det ikke være bedre, hvis vi lod være med at overbebyrde ordene ’han’ og ’hun’ med så meget mening? Burde vi ikke nedbryde disse begrænsninger?”.

Det er i skrivende stund usikkert, om Mahdawi overlever vridemaskinen.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.