Ikke kun virus kan smitte. Det kan moralske holdninger også

Forskning i kulturel evolution tyder på, at konservative positioner og traditionelle værdier hele tiden får det sværere i de velstående samfund

Strimlings "konservative grundpiller" bygger på loyalitet mod gruppen, nationen, traditionerne, autoriteter og religiøse forestillinger om, hvad der er rent og helligt.
Strimlings "konservative grundpiller" bygger på loyalitet mod gruppen, nationen, traditionerne, autoriteter og religiøse forestillinger om, hvad der er rent og helligt. Foto: Guido Da sacco/Unsplash.

Som bekendt skifter tiderne, men bølger de frem og tilbage i pendulbevægelser, eller går udviklingen i det lange løb én bestemt vej?

Når man for eksempel ser på det danske samfund, har konservative positioner og bekendelser til traditionelle værdier generelt fået det sværere fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til i dag. Selv blandt de borgerlige partier har der været en påfaldende mangel på opbakning til konservative synspunkter inden for familiepolitik, skolepolitik med videre. Men hvordan kan det være?

Den 29. januar blev en interessant artikel, ”Moralsk kalibrering” (det vil sige moralsk finjustering) af Anders Boas, bragt i Weekendavisen. Han refererede her forskning i såkaldt kulturel evolution, der bedrives af Pontus Strimling ved Stockholms Universitet.

Hans og kollegers undersøgelser viser, at der historisk netop sker en gradvis bevægelse mod det progressive. Moralske holdninger kan smitte ligesom virus, og nogle holdninger er mere smitsomme end andre.

Strimling skelner mellem forskellige moralske grundpiller, der ligger nedenunder og betinger holdninger.

De progressive grundpiller bygger på hensynet til at beskytte mennesker mod skade, lidelse og uretfærdighed. De konservative grundpiller bygger på loyalitet mod gruppen, nationen, traditionerne, autoriteter og religiøse forestillinger om, hvad der er rent og helligt.

Argumentet er nu, at de progressive er immune over for loyaliteten, mens de konservative er påvirkelige over for skade og uretfærdighed. ”Smitten” går derfor primært den ene vej.

Det kan skyldes, at de progressive synspunkter fremstår mere konkrete og forankret i medfølelse: Noget går uforskyldt ud over mennesker, det må afbødes. Mens de konservative synspunkter synes mere abstrakte og principielle: Visse værdier må holdes i hævd, også selvom det går ud over nogen.

En nærliggende forklaring på den udvikling er den store velstandsstigning i den vestlige verden efter Anden Verdenskrig. Folk får overskud til empati, når de er rige og trygge. Omvendt kan samfundskriser mobilisere konservative værdier, som når vi samles omkring flaget og ofrer os under coronapandemien. Egeninteresse kan selvfølgelig også sætte grænser for medfølelsen: Hvis der er mangel på vacciner, vil vi gerne vaccineres før den tredje verden.

Artiklen refererer også en australsk psykologiprofessor, Nick Haslam, der har påpeget, at begreber, der netop har med oplevelse af skade, lidelse og uretfærdighed at gøre, i disse år oplever en semantisk udvidelse: Hvor ord som mobning, traumer, misbrug, overgreb, racisme, sexisme for ikke så mange år siden havde en relativt snæver definition, bruges de i dag langt mere generelt.

En forklaring lyder, at fordi vi i stadig mindre grad oplever vold og brutalitet i vores liv, finjusterer vi ud fra den moralske grundholdning om at gå imod skade, lidelse og uretfærdighed vores evne til at opfange de hændelser, der i et mere brutaliseret samfund ville falde under en bagatelgrænse. Opmærksomheden flytter sig fra aggressioner til mikro-aggressioner, om man vil.

Som bekendt skal den borgerlige blok i disse år vende blikket indad og prøve at genopfinde sig selv. I den forbindelse er det måske relevant at forholde sig til disse udviklingstræk, så man ikke fægter i blinde.

I en årrække var det tydeligt, at liberalismen havde the upper hand i forhold til konservatismen.

Det skyldes formentligt, at liberalismen med sit fokus på den personlige frihed, pengene og markedet fremstod afkoblet fra moralens konservative grundpille og derfor kunne gå mere i ét med den generelle progressive udvikling.

Er vi blevet bedre mennesker? Det falder i øjnene, at den øgede moralske følsomhed i dag ofte artikuleres på anden hånd, gennem de sociale medier, og at den går hånd i hånd med voldsomme aggressioner over for ”den anden part”, gennem shitstorme og cancel culture. For et par århundreder siden var moralske iagttagere skeptiske over for massens psykologi. Man mente, at den enkelte faldt i moralsk niveau, når han gik i flok med andre og lod sig rive med. Det var givetvis et borgerligt synspunkt, men det er værd at genoverveje i dag, hvor det, vi kan kalde det digitale pøbelvælde, mødes med frygt og tilbagetog.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.