Det er eksamenstid på universitetet, og de sidste uger har mit arbejdsliv stået i opgaveretningens tegn. Jeg har rettet 89 opgaver, hvor de førsteårsstuderende i dansk kunne vælge mellem at skrive om folkevisen ”Elverskud” eller B.S. Ingemanns gyserfortælling ”Selv-Citationen”. Udfordringen ved på kort tid at skulle rette mange opgaver om samme emne er, at de kan flyde sammen for én. Fylder jeg nu hullerne i den ene opgave ud med det, jeg lige har læst i den anden? Yder man den enkelte opgave retfærdighed?
Løsningen på det er selvfølgelig, at de studerende ikke alle sammen skriver om det samme emne. Jeg var derfor tilfreds med, at de studerende fordelte sig næsten ligeligt på de to spørgsmål. B.S. Ingemann vandt med 49-40 over folkevisen.
Som en af mine Facebook-venner vittigt skrev, efter at jeg havde præsenteret slutresultatet på det sociale medie: ”Folkevisen lagde for hårdt ud og havde ikke flere kræfter til slutspurten, hvorimod Ingemann disponerede sine kræfter klogt og havde lidt tilbage i tanken i den afgørende runde. Rutineret.”
Nemlig. Romantikken er svær at hamle op med. Erfaringsmæssigt er de studerende glade for den. Måske har de haft en del om den i gymnasiet. Måske fornemmer de, at vi på mange måder stadigvæk lever i romantikken.
Ville det ikke være endnu bedre med fire eller fem spørgsmål, de kunne fordele sig ligeligt på? Jo, det ville det. Vi har gjort en del ud af salmedigterne på kurset: fra de tidlige reformatoriske salmer over Kingo og Brorson til Grundtvig og Ingemann. Vi har også læst Holberg. Der er emner nok at tage af. Opgaven er at få så mange spørgsmål til at fremstå lige attraktive, så der ikke er en vinder (romantikken), der tager det hele. Jeg må arbejde videre med det.
Dog ikke lige nu. Vi lader de obligatoriske kurser gå på omgang mellem os på studiet, så en kollega tager over, når de næste nye studerende ankommer i stort tal efter sommerferien.
Jeg har i to år varetaget undervisningen i den ældre danske litteratur fra folkeviserne til årene lige før det moderne gennembrud. Jeg tøvede lidt, for jeg havde aldrig undervist i den før. Jeg havde heller ikke forsket i den. Jeg havde selvfølgelig min almene viden, men der er immervæk et stykke fra middagskonversation til forelæsninger i store auditorier. En kollega beroligede mig: ”Uanset hvor lidt man ved, er man jo nærmest alvidende sammenlignet med de studerende.”
Den ældre litteratur, forstået som et kanonisk pensum, man bare må kende, er under pres. Man hører ofte, at de studerende ikke kan forholde sig til litteratur, der er skrevet før år 2000. Jeg kan mærke på yngre kolleger, at de er lidt bange for den ældre litteratur og måske dybest set længes efter en studieordningsrevision, der kan sikre, at vi siger endegyldigt farvel til den. I hvert fald til alt, der er før romantikken, for den er vi alligevel lidt trygge ved.
Logikken er vistnok, at fordi alting går så hurtigt, bliver fortiden stadigvæk mere forældet og irrelevant. På en vis måde kan man dog lige så godt formulere det omvendt: fordi alting går så hurtigt, er vi i en vis forstand samtidige med alle fortider. De er lige fjerne og lige nære. Ingen af mine studerende havde nogensinde hørt om Per Højholt, da jeg nævnte ham i en time. En kollega beretter, at en modernistisk digter som Klaus Rifbjerg, der for ikke så mange år siden var guldstandarden i ny dansk litteratur, er noget af det, der føles mest fremmedartet for de studerende, når vi kommer op i den nyere danske litteratur.
Jeg har været glad for mine år med den ældre danske litteratur og synes selv, jeg har lært meget af det. I virkeligheden har jeg, som en af mine andre kolleger formulerede det, undervist efter devisen: ”Hør nu, jeg ved ikke så meget mere om det her, end I gør, nu udforsker vi det sammen.”
Det er selvfølgelig ikke noget, jeg har sagt direkte til de studerende. De må gerne tro, at jeg ved alt. Det andet aspekt skal mere være til stede i rummet som en stemning af nysgerrighed. Der er ikke nogen kæmpearv af død viden, der tynger os alle sammen med. Alt er igen uprøvet i vore hænder lagt.
God sommer.