Interessen for religion spirer under coronakrisen

Kirken kan om nogen sætte ord på usikkerhed, eksistentiel angst og anfægtelse, men på en langt mere alvorlig, trøsterig og håbefuld måde end en moderne rent dennesidig tilgang, der begrænser sig til at søge tekniske løsninger på problemet og give psykologiske tips til, hvordan vi kan håndtere corona-angst., skriver sognepræst Jakob Egeris Thorsen i "Kirkeligt set"

Illustration: Søren Mosdal.
Illustration: Søren Mosdal.

Flere steder i verden kan man for tiden spore en ny åbenhed og offentlig velvilje over for kirkeligt hjælpearbejde under covid-19-krisen. Spørgsmålet er, om den velvilje også ville give udslag i en fornyet interesse for kristendommen, i øget kirkegang og opbakning til kirkerne.

Man kan håbe på, at denne helt usædvanlige og alvorlige situation giver anledning til, at vi på ny får øjnene op for, hvor livgivende og smuk gudstjenesten er, og hvor vigtigt det er, at der er et kirkeligt fælleskab, hvori der er rum for forkyndelse, bøn, lovsang og nadverfejring.

Kirken kan om nogen sætte ord på usikkerhed, eksistentiel angst og anfægtelse, men på en langt mere alvorlig, trøsterig og håbefuld måde end en moderne rent dennesidig tilgang, der begrænser sig til at søge tekniske løsninger på problemet og give psykologiske tips til, hvordan vi kan håndtere corona-angst.

Da vi herhjemme har en af de laveste kirkegangsfrekvenser i verden, vil langt de fleste kirkemedlemmer nok desværre ikke have oplevet noget afsavn: De ville alligevel ikke være kommet til én af de aflyste højmesser.

Noget tyder dog på en fornyet interesse i religion i 2020. Lektor i økonomi Jeanet Sinding Bentzen fra Københavns Universitet kunne efter krisens start påvise, at søgninger på ”bøn” og lignende ord steg markant over hele verden, og herhjemme ligger Sørine Gotfredsens fremragende bog om bibel og kristendom fortsat på bestsellerlisten. Samtidig er der dog endnu intet, der tyder på, at den øgede interesse for kristendom vil udmønte sig i en egentlig kirkelig opblomstring, sådan som man for eksempel så det efter Anden Verdenskrig.

I lande som USA, Italien og Polen frygter iagttagere, at kirkelukningerne vil få en i forvejen dalende ugentlig messedeltagelse blandt katolikker til at falde yderligere. Nok er kirkegangen i disse lande endnu høj (mellem 30 og 50 procent af befolkningen), men den daler med en-to procent om året, og to-tre måneder med lukkede kirker kunne nemt gøre flere til passive katolikker.

Passivitet betyder i USA og mange andre steder også økonomisk tab. I USA melder flere katolske bispedømmer om indtægtsnedgange på 20-50 procent, da rigtig mange af de troende stadig yder deres kirkebidrag i forbindelse med søndagskollekten. Det har konsekvenser.

I New York betyder det for eksempel, at 20 katolske skoler i ofte mindre bemidlede områder ikke genåbner efter sommerferien, da tilskuddet fra kirken bortfalder, samtidig med at mange forældre ikke har råd til at betale skolepenge på grund af den eksploderende arbejdsløshed. Lignende eksempler findes i Latinamerika og i Afrika.

Det er skæbnesvangert, da kirkerne og deres institutioner mange steder i verden er vigtige aktører i civilsamfundet og i forhold til at yde social og sundhedsfaglig hjælp. Her betyder covid-19 endvidere, at den benhårde konkurrence mellem forskellige kirkesamfund bliver intensiveret.

Under krisen er kirkerne vigtige fortolkere af begivenhederne. De traditionelle kirkesamfund har oftest virket som stabiliserende stemmer, der både har manet til bøn og besindighed og har forsøgt at afbøde konsekvenserne af krisen med deres diakonale arbejde.

På den anden side har man blandt nogle af de såkaldte neo-pentekostale megakirker set utallige eksempler på prædikanter, der med spektakulære og ofte uansvarlige udmeldinger har forsøgt at tiltrække sig opmærksomhed og at minimere de økonomiske tab for deres egen kirkeforretning.

Her finder man benægtere af alvoren af covid-19 og kritikere af nedlukninger og sikkerhedsforanstaltninger. Her finder man religiøse ledere, der entydigt kan identificere virussen som Guds straf over menneskeheden, og mirakelmagere, der mener at kunne helbrede sygdommen eller beskytte medlemmerne mod infektion.

Forhåbentlig vil covid-19-pandemien verden over give anledning til en tiltrængt demaskering af uansvarlige og pengegriske mirakelprædikanter.

For os herhjemme må man i et fromt øjeblik bede til, at pandemiens afsløring af livets og samfundets skrøbelighed for mange bliver et eksistentielt wakeupcall og en genbesindelse på den kristendom, der engang var den enkeltes og samfundets åndelige fundament.

Endelig kan man kun opfordre til, at kristne i vores del af verden både i deres forbøn og – mere håndfast – med donationer støtter de kristne i det globale syd, som kommer til at lide hårdt under pandemiens følger i lang tid fremover. Deres kirker og kirkelige organisationer yder ofte et kæmpe arbejde inden for både mission og diakoni og får brug for mangt en solidarisk håndsrækning i den kommende tid.

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i teologi Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.