Prøv avisen
Kanten

Isabella Arendt er bekymret for, om lovbrud og oprørsbevægelser får hold i Danmark

"Det danske demokrati består endnu. Det er den båd, vi vælger at sejle i, når vi som land skal overleve på verdenshistoriens hav," skriver Isabella Arendt og henviser til dén demokratiske krise, som USA befinder sig i. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Isabella Arendt

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Retsstaten er vores kompas. Der findes ikke den vind, klipper eller isbjerge, som kan retfærdiggøre at lægge kompasset væk

Det er vilde tider, vi lever i. Capitol i USA bliver stormet af mennesker, som råber på ”revolution”. Politiet var for få. Da sorte demonstrerede, var de mødt talstærkt op.

Inger Støjberg (V) skal måske for en rigsret for som minister at have brudt loven. Hun undskylder sig med, at det var i den gode sags tjeneste.

I efteråret var det regeringen, som slagtede et erhverv, fordi det var nødvendigt, og at man altså ikke kunne vente på, at det også var lovligt.

Jeg sidder sådan lidt paf tilbage. Det virker bare så uhyggeligt ensformigt igen og igen at sige, at loven skal holdes. Det fik jeg at vide allerede som barn. Hold loven – eller lav den om. Retsstaten er et kompas, vi styrer efter. Lægger man af og til kompasset i skuffen og jager en tilfældig vind, så kommer man ud af kurs.

Vi har i Danmark endnu ikke bevægelser, der minder om de amerikanske. Men vi har tendenser, der peger i samme retning. Politikere, som hæver egne værdier over loven. Der er tendenser på højrefløjen, hvor lovbrud næsten hyldes som fædrelandskærlighed. Kærlighed til Danmark kommer ikke ved at bryde dansk lov. Når vi integrerer mennesker, siger vi højt og tydeligt, at kærlighed til Danmark kommer af at holde loven.

Jeg er bekymret. Ikke bange – ikke endnu. Men jeg er bekymret for, om lovbrud og oprørsbevægelser også en dag får hold i Danmark.

Vi er et stolt og gammelt land, som i århundreder har bygget på værdier om retsstaten. Det er fundamentet for demokratiet, at alle mennesker er skabt lige og skal dømmes lige, retfærdigt og ens.

Det danske demokrati består endnu. Det er den båd, vi vælger at sejle i, når vi som land skal overleve på verdenshistoriens hav.

Retsstaten er vores kompas. Der findes ikke den vind, klipper eller isbjerge, som kan retfærdiggøre at lægge kompasset væk. Jo vildere havet er, jo vigtigere er det at holde øjnene på kompasset, så de voldsomme bølger ikke slår os ud af kurs. Havet ligger aldrig stille.

Kriser slår ind over båden som bølger. Hvis ikke der er coronakrise, er der økonomisk krise, klimakrise eller flygtningekrise. Det er derfor, vi laver lovene, sætter kursen, før krisen rammer.

Kursen mod frihed og gode liv er den samme, uanset bølgernes højde. Kun med kompasset i hånden kan vi finde frem.