Italien er foregangsland i den digitale populisme

Er de ny italienske partier, der er kommet til magten (Femstjernebevægelsen og Lega) simpelthen et bedre udtryk for menneskenaturen og folkeslagenes moral end de traditionelle partier? Eller er det snarere selvsamme partier, der med populistiske had- og skræmmekampagner skaber mennesket i deres eget billede?

FORLEDEN kunne La Repubblica bekræfte, at Salvini, Legas leder og nuværende indenrigsminister, har ambitioner om at stå i spidsen for netop en sådan tredje fløj i europæisk politik. Salvini skeler mere til Moskva end til Bruxelles.
FORLEDEN kunne La Repubblica bekræfte, at Salvini, Legas leder og nuværende indenrigsminister, har ambitioner om at stå i spidsen for netop en sådan tredje fløj i europæisk politik. Salvini skeler mere til Moskva end til Bruxelles. Foto: Flavio Lo Scalzo/AP/Ritzau Scanpix.

I SØNDAGS CYKLEDE JEG forbi et kloster i den syditalienske landsby Vatolla, syd for Salerno, hvor den berømte italienske filosof Giambattista Vico levede i en årrække. Vico var en banebrydende, moderne kristen filosof og forfatter til storværket ”Den nye videnskab”.

Klostervæggen er prydet med et citat fra samme værk:

”Det politiske styre bør være konform med menneskenaturen (…), folkeslagenes moral er styrets fundament.”

Jeg kunne ikke lade være med at forholde citatet til den politiske situation i Italien, mens jeg cyklede videre ned mod havet. Er de ny partier, der er kommet til magten (Femstjernebevægelsen og Lega) simpelthen et bedre udtryk for menneskenaturen og folkeslagenes moral end de traditionelle partier? Eller er det snarere selvsamme partier, der med populistiske had- og skræmmekampagner skaber mennesket i deres eget billede?

Det spørgsmål diskuteres heftigt i de italienske medier. Italienerne kan trøste sig med, at de traditionelle partiers krise er et generelt fænomen. Det så man senest i Tyskland, hvor det kristendemokratiske tysk-konservative parti CSU led et klart valgnederlag i Bayern.

Som journalisten Pierluigi Battista kommenterer i Corriera della Sera i en forsideartikel, så er ”CSU’s valgnederlag i Bayern ikke en enlig svale, men derimod den sidste kile, som risikerer at få hele den mosaik af moderate, centrumsøgende liberal-demokratiske partier, på hvilket den europæiske politiske stabilitet har hvilet siden Anden Verdenskrig, til at krakelere”.

Battista understreger i samme artikel, at de socialistiske og socialdemokratiske partiers dybe krise ikke bør overskygge det faktum, at deres historiske modpart, de liberale og proeuropæiske partier, også har mistet taget om magten. I stadig flere europæiske lande kan de klassiske partier fra venstre og højre end ikke tilsammen opnå 50 procent af stemmerne.

HVIS PROGNOSERNE HOLDER STIK, vil vi ved europaparlamentsvalget i 2019 se det samme billede. Og hvad skal der så ske med Europa?

Selvom de EU-skeptiske partier gik frem ved valget i 2014, så bevarede de to dominerende politiske grupper, kristendemokratiske EPP og socialdemokratiske S&D trods alt et spinkelt flertal. Men hvad vil der ske efter det næste eurovalg i 2019, spørger Battista?

Indtil nu har protestpartierne haft svært ved at danne fælles front i Europa. Derfor har de ikke for alvor kunnet udfordre EPP og S&D på den politiske midte.

Men det er ikke længere utopi at forestille sig, at en nationalistisk fløj også i Europa kan sætte sig på magten.

FORLEDEN kunne La Repubblica så bekræfte, at Salvini, Legas leder og nuværende indenrigsminister, har ambitioner om at stå i spidsen for netop en sådan tredje fløj i europæisk politik. Salvini skeler mere til Moskva end til Bruxelles.

Il Mattino refererede samme dag fra Salvinis besøg i Moskva, hvor han blev modtaget med kyshånd, da han blandt andet sagde om Putins Rusland, at ”her føler jeg mig hjemme, meget mere end i et vist Europa”.

Guy Verhofstadt, medlem af Europa-Parlamentet, har ikke meget tilovers for Salvinis autokandidatur:

”Hvis Salvini har det så godt i Putins sovekammer, hvorfor bliver han så ikke der?”, skrev Verhofstadt fra Bruxelles på Twitter.

Men måske ville det ikke være helt unaturligt, hvis den europæiske nationalpopulisme skal føres an af en italiener, for på en måde var det her, det hele startede.

Det hævder historikeren Antonio Gibelli i sin nye bog, ”Den 26. januar 1994”.

Det var dagen, Silvio Berlusconi ”trådte ind på banen”, som han selvhøjtideligt erklærede det i et ni minutter langt tv-indslag, transmitteret af Berlusconis egne tv-kanaler.

Det blev starten på ”videokratiet”, en ny måde at føre politik på, som det franske Le Monde dengang i 1994 også definerede som ”medie-peronisme”.

Berlusconi var ikke en parentes i historien, en italiensk anomali, men snarere en foregangsmand, konkluderer Gibelli:

”Symbiosen mellem antipolitik og massemedier er blot gået fra videokratiet til den digitale populisme.”

I et land som Italien har man altid haft et kritisk forhold til ”paladset” (”il palazzo”), det vil sige magteliten. Men før Berlusconi – og Lega – meldte sig på banen i 1994, udmøntede den folkelige utilfredshed med eliterne sig ikke i andet end sure maveopstød nede på den lokale bar.

I sin anmeldelse af Gibellis bog i Il Fatto Quotidiano udnævner Fabrizio d’Esposito derfor Berlusconi til ”populisternes profet”. Berlusconi var den første, der forstod, at man kun kunne tiltrække masserne ved at tale dårligt om det politiske establishment. Men Giambattista Vico kunne naturligvis ikke have forudset den digitale populisme, dengang han sad under oliventræet i Vatolla og skrev om folkeslagenes indbyggede moral.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.