JEG TILSTÅR: Jeg har overgivet mig til klimadagsordenen. Jeg tror, at klimaproblemerne er alvorlige og for en stor del er menneskeskabte.
Den konklusion er jeg ikke kommet til uden betænkeligheder, og i et hjørne af mit sind huser jeg stadig en lille tvivl.
Betænkeligheder og tvivl skyldes ikke, at jeg har det mindste videnskabelig forstand på sagen, men at jeg nogle gange i mit liv har set en ideologisk boble tage magten for siden at briste med et smæld. Alle troede på boblen en periode, og man var virkelig uden for det gode selskab, hvis man ikke deltog i festen.
Ofte har nogle miljøer i kirken, der desperat leder efter temaer, hvor kris-tentroen kan være relevant, stået på trenden og bøjet det kristne sprog, så kirken kunne få del i medvinden på cykelstien. Først en eftertænksom eftertid kunne se galskaben.
Den marxistiske bølge, der dominerede overalt i min studietid, er det mest dramatiske eksempel.
Når jeg denne gang har overgivet mig, skyldes det for det første, at vi er tvunget til at handle på det niveau af viden, vi har, med risiko for at blive klogere om lidt. Og når et flertal af forskere siger, at klimaproblemet er alvorligt og menneskeskabt, er det uansvarligt af os lægfolk at sidde på hænderne.
For det andet er det – så vidt jeg kan skønne – mindre risikabelt for kloden at tage fejl ved at slå for meget alarm, end ved at slå for lidt.
For det tredje kan det aldrig skade at passe godt på den natur, Gud gav os. Og det er, hvad han beder Adam og Eva om på Skabelsens sjette dag.
Men så er henvisningen til Skabelsens sjette dag også vigtig: Klimaløsningerne er nemlig ikke et evangelium. De er en menneskelig opgave på Skabelsens plan. Det plan i menneskelivet, som vi har fælles med alle andre, og hvor kristne, muslimer, googlebuddhister og ateister kan arbejde sammen.
Vi kristne har en særlig vinkel, for vi ved noget, de andre ikke ved: at vi alle sammen er Skaberens medarbejdere. Og vi kan bede for det, som vi kan bede for alt andet i vores liv. Men vi har ikke noget forspring i vores indsigt i selve sagen, og vi har ikke andre værktøjer end alle andre mennesker.
Klimaløsninger er et verdsligt projekt, vel vidende at selv når vi arbejder verdsligt, har vi altid med Gud at gøre. Hos Ham henter vi vores kraft, og Ham står vi til ansvar for. Dette er ikke en spidsfindig teologisk distinktion til ære for Luthers toregimentelære. Det er en ydmyghed, der tjener begge sager. Både klimaløsningerne og evangeliet.
Jeg indrømmer, at jeg bliver noget bekymret, når jeg på netmediet kirke.dk læser biskop Peter Fischer-Møllers udtalelser på et møde på Christiansborg Slotsplads den 21. marts. Adskilligt af det, han sagde, er sundt nok. Både om omsorgen for skaberværket, om klimaretfærdighed i forlængelse af den kristne næstekærlighed og om vores syndighed.
Men på to punkter vågner min bekymring. Først: Når han trækker på det kristne håbssprog, er klimaløsningerne ved at blive et klimaevangelium. Det kristne håb er nemlig knyttet til Jesu Kristi genkomst, når den gamle jord er slidt op, og Gud vil skabe en ny, hvor retfærdighed bor.
Det kristne håb er ikke knyttet til en svensk teenager ved navn Greta Thunberg, uanset hvor begavet og samvittighedsfuld hun er.
Man kan indvende, at hvis håbet er knyttet til Kristus og ikke til klimaløsningerne, skal vi vel bare lade Jorden gå under, så en ny og bedre verden kan bryde frem.
Svaret er bibelsk set både enkelt og kompliceret: Det er vores skabelsespligt at passe godt på den jord, Gud har givet os, vel vidende at den går under en dag.
Forfatteren Poul Hoffmann kommenterede en gang den spænding med en parallel: ”Hvis jeg langfredag havde været tilskuer til Jesu død, havde det været min pligt at søge at forhindre dette justitsmord, selvom jeg vidste, at verdens frelse afhang af, at det blev gennemført…”
Dernæst i forlængelse af ovenstående: Når Peter Fischer-Møller siger, at ”klimaudfordringen uden tvivl er vores og den kommende generations største udfordring”, har han gang i en perspektivforskydning. Vores generations største problem kan aldrig være Jordens overlevelse, men den mangel på tro på Jesus Kristus, der kan drive alle mennesker i evig undergang.
Jeg hørte en gang én af Peter Fischer-Møllers bispekolleger – en luthersk biskop fra Tanzania – citeret for en bemærkning om, at alle taler om, at sneen smelter på Kilimanjaro. Det er kun os, der taler om, at Jesus Kristus er den eneste frelser.
Det er forskellen på stort og småt.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.