Prøv avisen
Kirkeligt set

Jeg er begyndt at forstå mine svigerforældre, der har givet op på digitaliseringen

Illustration: Søren Mosdal

Henrik Wigh-Poulsen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

FORLEDEN SKETE DET igen. Min tv- og internetudbyder gjorde mig opmærksom på, at jeg endnu ikke har indhøstet nogle af de medlemsfordele, de angiveligt overøser deres privilegerede kunder med.

Det måtte jeg selvfølgelig se nærmere på. Jeg klikkede én gang, og fik at vide, at jeg som det første skulle angive mit login og kundenummer, hvilket jeg selvfølgelig havde glemt og aldrig nedskrevet. Jeg husker ikke helt, om jeg her fulgte mit vanlige reaktionsmønster, det vil sige til min hårdt prøvede hustrus misnøje at nedkalde mellemøstlige forbandelser over udbyderen, eller om jeg – som jeg er begyndt på her på det seneste – blot sukkede hult og opgivende.

Sagen er, at jeg i stigende grad er begyndt at forstå mine kære svigerforældre, der for år tilbage endegyldigt opgav at forstå og følge med i et højfrekvent digitaliseringstempo, hvor du kan meget, men skal huske så mange desto flere koder og bogstavkombinationer. Nu møder de tålmodigt frem ved byens sidste billetsalg eller i den lokale bankfilial og venter, til de er blevet nægtet adgang til tilstrækkeligt mange hjemmesider, nyhedsbreve og indkøbsportaler, før de hidkalder min yngste søn, der hen over en eftermiddag genetablerer det meste.

For det er på den måde, tror jeg, flere og flere af os reagerer i takt med, at vi bliver ældre og de agile hjerneceller færre: først med trods, siden vrede og så til sidst blank opgivelse, hvor man lærer sig analfabetens kompensationsteknikker og søger informationen andetsteds. Det burde ellers være så enkelt: skriv login og kundenummer ned, hav dit NemID ved hånden, lad fingrene danse hen over tasterne, fløjt en lille glad melodi dertil, og vupti er du inde, hvor alt er muligt. Det er meget lettere end at skulle hen på posthuset (der for længst er lukket), tage telefonen eller søge informationerne i papirbunkerne. Men vi gider ikke, vil ikke, kan ikke. Det kan kolde hjerner ej forstå, men sådan er det bare. Bum.

Alt det her, kære tålmodige læser, for om muligt at forklare, hvorfor digitalisering, intranetsider og sligt har trange kår – også i folkekirken. En nylig digitaliseringskonference i Fredericia skulle inspirere netop kirkefolket til fremtidig brug af de nye muligheder, altså velsignelserne der så let bliver til forbandelser, og som i forvejen ikke har en iøjefaldende høj successcore hos menighedsrådene. Trods vistnok spændende foredrag om teknologiens uanede muligheder er det mit gæt, at en del gik – skal vi sige – lunkne derfra.

Og jeg tror ikke kun, det handler om økonomi, fejl og mangler i de nuværende systemer. Den slags er nærmest uundgåeligt og er set værre andre steder. Jeg tror heller ikke, det kan forklares med hverken dovenskab, utålmodighed, forkælelse eller teknologiforskrækkelse. Snarere handler det om fornemmelsen af at komme i et eller andet væsens vold, et system, hvor du nok inviteres indenfor, eller rettere beordres ind, men hvor der samtidig stilles krav.

For glemte koder og logins er én ting, noget andet er indviklede kommandoveje, hændelser og fejlmeldinger, du ikke fatter et klap af, samt ikke mindst en offensiv datalovgivning, du aldrig helt ved, hvor du har. Heldigvis er der rundtomkring på kontorerne en hær af højeffektive, dygtige brugere og systembetvingere.

Men vi har altså også rundtomkring i de mange sogne og menighedsråd rigtig mange, for hvem det højteknologiske pc-vidunder med dertil hørende oplysningsbugnende intranet er som en lunefuld guddom ude i skoven, man helst ikke har for meget med at gøre.

Med andre ord: Et gab åbner sig mellem digitalteknologisk læg og lærd, og dermed står vi også med en kommunikativ udfordring i en folkekirke, hvor nærdemokratiet med sin indbyggede præference for det personlige møde har fået en nødvendig medspiller i hverdagen, man ikke rigtig er dus med. For nu at sige det mildt.

Så kort og godt: Er det rådene, der skal opgraderes, eller digitaliseringen, der skal nedgraderes eller i hvert fald forenkles? Min hårdtprøvede hustru ved godt, hvad jeg mener.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.