Prøv avisen
Etisk set

Lars Kolind: Her er tre områder, hvor staten griber helt forkert ind

Her ses passagerer i en bus i Aarhus. I Aarhus har der været krav om mundbind siden den 11. august. Siden i lørdags gælder kravet i hele Danmark. Det er et kæmpe indgreb i vores liv, mener Lars Kolind. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Lars Kolind

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Lars Kolind er glad for staten. Men når det gælder statens håndtering af børne, sagsbehandling og corona er han bekymret over udviklingen

Jeg er glad for staten. Den styrker tilhørsforholdet til mit hjemland, den giver mig tryghed, og den løser en masse opgaver, som er grundlag for, at jeg har et godt liv.

Egentlig har jeg aldrig tænkt på, hvad jeg ville gøre, hvis staten ikke var der. Jeg er også ret sikker på, at staten er glad for mig, fordi jeg skaber jobs til andre, betaler min skat og er sjældent til besvær. Jeg er nettobidragyder, som det hedder i djøf-sprog.

Jeg er glad for staten, men bekymret over den måde, som staten udvikler sig på. Især tendensen til at gribe ind i flere og flere aspekter af mit og andre borgeres liv. Her er tre eksempler:

Det første eksempel handler om børn – nemlig om læreres, pædagogers og skolelederes pligt til at indberette forhold, der giver mistanke om børns mistrivsel. Om et barn mistrives og hvorfor, er en vurdering, hvor læreren, pædagogen og skolelederen bruger deres professionelle erfaring og sunde fornuft. Alle ved, at indberetning er et dybt indgreb i enhver families liv på grund af selve mistanken, frygten for tvangsfjernelse eller andre sanktioner, som kan følge efter en indberetning. Indberetning kan ødelægge enhver familie. Derfor går kloge og erfarne lærere og skoleledere langt for at finde løsninger på stedet inden eventuel indberetning til de sociale myndigheder. Blot ikke mere. For truslen om fængselsstraf for ikke at indberette sætter en anden dagsorden: Man skal indberette for at undgå straf, ikke for at tjene barnets og familiens tarv. Sund fornuft og professionel erfaring er sat ud af spillet for at tjene politikernes ideologi.

Det andet eksempel handler om, at en af mine bekendte har en datter, der er let retarderet. Datteren er gift, klarer sig fint og har fået et barn. Bedsteforældre og søskende støtter op, og alle glæder sig over det nye familiemedlem. Men kommunens sagsbehandlere mener ikke, at de retarderede forældre har kapacitet til at varetage forældreskabet. Nu kæmper familien imod, at barnet bliver tvangsfjernet og i sidste ende bortadopteret. Utallige møder har ikke kunnet formilde sagsbehandlerne, som henviser til komplicerede regelsæt og retspraksis. Formelt handler det om barnets tarv, men for familien og os, der følger forløbet, handler det om ideologi, nemlig samfundets ret til at bestemme over barnets fremtid i forhold til den familie, som barnet er rundet af.

Det tredje eksempel handler om covid-19. Fra næste uge skal alle, der benytter offentlig transport, bruge mundbind. Et kæmpe indgreb i rigtig mange menneskers liv, også alle de steder, hvor indgrebet sagligt set ikke er nødvendigt, for eksempel i tyndt befolkede områder eller på tidspunkter, hvor kun få rejser. Argumentet hedder ”forsigtighed”, og det er den mest elegante omskrivning af politisk magtmisbrug, jeg har hørt.

Der er ingen grund til at påbyde mundbind i en halvtom bus med fem passagerer. Læger med erfaring fra operationsstuer ved, hvor streng en disciplin der er nødvendig, for at mundbind virker, og hvor hurtigt et mundbind i sig selv kan blive en smittespreder ved forkert håndtering. Alligevel griber den nævenyttige stat ind i borgernes liv med ”ekstrem forsigtighed” som begrundelse. Jeg tror, at indgrebene først og fremmest skal vise befolkningen, hvor handlekraftig regeringen er.

De fleste borgere i Danmark er vant til at tage ansvar, og ønsker fortsat at tage ansvar for sig selv og hinanden. Vi skal tage afstand fra en stat, der tror, den ved bedst, hvad der er godt for os. Vi skal kæmpe imod tvangsfjernelse og bortadoption af børn, som familien godt kan tage vare på. Vi skal afvise, at skolefolk tvinges til at indberette familier, fordi alternativet er fængselsstraf til dem selv. Vi skal insistere på, at regulering af smittefarlig adfærd alene rettes mod de konkrete situationer, hvor smittefaren er reel, for eksempel diskoteker, natklubber og sportskampe med vilde grupper af fans.

Og vi skal frem for alt forlange, at staten behandler os som de ansvarlige samfundsborgere, vi er.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.