De fleste ville svare modsat: De frygter, at Danmark og Europa bliver løbet over ende.
Jeg forstår dem godt, for Kina er en succeshistorie: Flere end 300 millioner mennesker er på 20 år kommet ud af fattigdom og ind i mellemklassen. De har fået ordentlige boliger, køleskabe, uddannelse, motorcykler, bedre sundhed og større muligheder for at træffe deres egne valg. Det er en stor succes, og Kina bliver snart verdens største økonomi.
Kina er tæt på at være hele verdens fabrik. Sko, tekstiler, elektronik og legetøj er blot fire områder, hvor Kina har en dominerende stilling. Tænk lige på, hvor mange af de ting, du har hjemme, som er fremstillet i Kina.
Prisen har været høj: fortsat politisk undertrykkelse, lange transporttider mellem bolig og arbejdsplads og massiv forurening. Men de fleste kinesere foretrækker bestemt deres nye tilværelse frem for tidligere tiders fattigdom.
Kina har opnået den position, først og fremmest fordi arbejdskraften var billig, effektiv og hårdtarbejdende. Billig er den ikke mere, for lønningerne i Kina stiger fortsat med omkring 10 procent hvert år, mens lønningerne i Vesten stagnerer.
Resultatet er, at virksomheder, der er afhængige af billig arbejdskraft, enten flytter til Vietnam, Bangladesh eller Pakistan eller lader robotter gøre arbejdet.
Derfor satser Kina nu massivt på at blive hele verdens forskningscenter, udviklingsafdeling, underholdningsafdeling og reklamebureau. Kineserne ved, at det bliver svært, og jeg tror, det bliver sværere, end kineserne regner med. Kineserne har den nødvendige faglige viden: millioner af ingeniører, økonomer og it-folk.
Men kineserne mangler ledere, der kan skabe de rammer, som kreative og dygtige medarbejdere trives i. For ledelse i Kina er gammeldags. Chefens ord er lov, og kinesiske chefer tror stadig, at de skal være de klogeste og træffe alle beslutninger, mens medarbejderne blot skal gøre det, der bliver sagt. Det kan man ikke fortænke dem i. Tænk bare på, hvor mange danske ledere, der fortsat driver deres virksomhed eller afdeling på den manér.
Jeg arbejder som professor i strategi og ledelse ved Detao Masters Academy i Shanghai. Jeg har arbejdet med bestyrelser og ledergrupper for en række store kinesiske virksomheder. De er lydhøre og forstår behovet for forandring, men når vi skal i gang med forandringerne, viger de tilbage: De kan ikke forestille sig at lede en virksomhed på den måde, jeg foreslår, fordi samfundets normer er helt anderledes. 70 års kommunistisk styre kombineret med 25 års rå amerikansk kapitalisme har ødelagt tilliden mellem mennesker og dermed grundlaget for moderne ledelse.
Kina har brug for en helt ny tænkning om ledelse, som bygger på tillid til og samarbejde med medarbejderne frem for magt og kontrol.
Lederen skal tjene helheden, ikke sine egne interesser. Lederen skal stille de gode spørgsmål i stedet for at tro, at han eller hun skal kunne svare på alle spørgsmål. Lederen skal inspirere sine medarbejdere frem for at kommandere dem. Præcis de samme ting, som en god leder i Danmark skal i 2019.
Hvis Danmark og Europa skal undgå at blive løbet over ende af Kina, er genvejen bedre lederskab og bedre medarbejderskab.
Vi har stadig mange ledere i Danmark, der ikke lever op til disse krav, og endnu flere medarbejdere, der ikke forstår, hvad godt medarbejderskab 2019 er: engagement i arbejdsopgaverne, samarbejde på tværs, kreativitet og læring hver dag.
Forandringen er langt lettere for os i Danmark end i Kina. Og jeg oplever i høj grad, at der er grobund for både bedre ledelse og medarbejderskab i Danmark i 2019. På den baggrund ser jeg ingen grund til at være bange for Kina.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.