Nu åbner verden vist igen. Jeg glæder mig til sommeren og de spontane aftaler. Jeg glæder mig til møder og rigtig øjenkontakt med kolleger. Jeg glæder mig til fester og store folkemængder. Men samtidig håber jeg på, at den fornemmelse for storhed i småtingene, som det seneste års kedsomhed har fremelsket, kan lempes over i den gamle hverdag, der hvirvler op i horisonten.
En edderkop piler over mit skrivebord; en af de helt små, som man ikke rigtig kan blive bange for. Der er tale om en kompakt Lille Peter-type – ikke en langlemmet udsending fra Mørket. Den har helt ufarligt sat sin kurs i retning af min kinesiske pengeplante. Potten står på bordet yderst til venstre tilstrækkeligt langt fra det område, jeg betragter som mit rum. En lille tæppespinder, måske? I engelsktalende dele af verden hedder de money spiders . Navnet gemmer på en gammel forestilling om, at de små kræ bringer lykke og økonomisk fremgang for den, som de måtte beslutte sig for at kravle på. Måske ville det slet ikke gøre noget, hvis den kom lidt nærmere?
Jeg keder mig vist. Luften i stuen, hvor jeg sidder, er tung af sol og støv. Jeg orker ikke at gøre rent. Ret beset burde jeg heller ikke, for jeg er egentlig på arbejde. Hjemmearbejde. Sådan har det jo været i mange måneder nu. Nu holder det tilsyneladende snart op? Det ser i hvert fald sådan ud. I det meste af et år har jeg ellers siddet i stuen og været på arbejde. I lang tid har jeg haft så få afvekslinger, at det nu føles som en begivenhed at betragte en edderkops rejse over skrivebordet. Den fornemmelse for storhed i det små, som min coronakedsomhed efterhånden har tvunget frem, håber jeg ikke forsvinder i de kommende måneder.
Selvom de er ”ringe og foragtelige dyr, så er de alligevel mærkelige”, fængslende, fascinerende. Noget i den retning har jeg lige læst i Leonora Christina Ulfeldts ”Jammers Minde”. Christian IV’s stolte, snedige og halvuheldige datter skrev ikke om edderkopper, men om kålorme og også lidt om lopper og ”gned”, som vistnok er luseæg. Leonora Christina Ulfeldt skrev som bekendt ”Jammers Minde”, det første eksempel på dansk autofiktion, under (og efter) sin indespærring i Blåtårn i 1663-1685. Hendes manuskript har været en central del af det pensum, der har hjulpet mig gennem de corona-nedlukninger, der nu endelig ser ud til at skulle blive fortid. Hvis hun kunne klare 21 års, 9 måneders og 11 dages fangenskab i et lille, beklumret tårnkammer uden at miste forstanden, kunne jeg vel også udholde at bruge det meste af min tid i en forstadsvilla i nogle måneder. Sådan har jeg igen og igen beroliget mig selv.
Heldigvis har der været trøst og inspiration at hente i fortællingerne om, hvordan Leonora Christina Ulfeldt fordrev tiden ved at forvandle nødder til terninger – ved at lave sig et blækhorn at skrive med ud af et lille stykke tin og ved at nedskrive selvdigtede salmer på en bordplade med en kridtstump. Jeg har med andre ord brugt ”Jammers Minde”, som visse kristne gennem århundrede har brugt Bibelen: Hver dag har jeg læst og grundet over en tilfældig tekstpassage og indimellem snublet over lidt meningsfylde.
Måske kan den fortsat hjælpe mig? Også når situationen altså snart bliver en anden? Når der bliver rift om min opmærksomhed igen. Måske vil daglige læsninger stadig kunne minde mig om storheden i småtingene, selv når hverdagen får sit greb i mig og min kalender. Det håber jeg. Jeg vil i hvert fald lade det komme an på en prøve.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.