Jeg bliver ikke så sjældent mødt af disse kommentarer til mit arbejde: ”Det må være det bedste job i verden!” (her er jeg altid helt enig). ”Jeg ville selv så gerne have været jordemoder, men så blev jeg...” og videre i den dur.
Sjældnere møder jeg nogle, der starter med at spørge: ”Kan det ikke være ret ulækkert? Kan du virkelig tåle at arbejde om natten? Hvad hvis du ikke kan lide dem, du skal være jordemoder for?”. Eller: ”Er lønnen ikke relativt dårlig?” – typisk fra den, der gerne ville have været jordemoder, men valgte erhvervsjura i stedet.
Alle spørgsmålene er relevante, og både den førstnævnte gruppe og den anden gruppe dækker faktisk ganske nøje, hvordan jordemoderarbejdet er, også her i mit sene arbejdsliv.
Uanset at mit arbejde ikke kun honorerer forventningerne om alt det romantiske og skønne, men også rummer de udfordringer, som det kan give at mødes med familier, som er helt anderledes – uanset at jeg mødes af ikke-lugtfrie udsondringer i større omfang ved nogle fødsler end ved andre og uden at komme i nærheden af forkontoret i et større advokatfirma, sådan rent lønmæssigt, så er jeg solgt på livstid til det vidunderlige arbejde, som jeg så også brugte en del år på at få forbedret vilkårene for som formand for Jordemoderforeningen.
For tiden har jeg fået lov at have størsteparten af mine vagter i hjemmefødselsordning. Og igen møder jeg et standardspørgsmål: ”Hvordan tør nogle kvinder det?”. Eller: ”Hvordan tør du stå der alene?”. Og da jeg havde muligheden for at være med ved min datters fødsel i hjemmet, kom der i særdeleshed spørgsmålet: ”Hvordan tør du lige netop det, tænk hvis der sker noget?”.
Det er gode spørgsmål – for de får mig til hver gang at tænke over, hvad jeg tør og ikke tør. Og svaret på spørgsmålene beror efter min mening på, om angsten er det styrende i kvinders valg i mit arbejde?
Da jeg i formandstiden også tog enkelte vagter, sagde en rådgiver til mig: ”Hvad, hvis der sker noget? Det vil jo reflektere dårligt på foreningen.” Mit svar var: ”Jeg er ikke bange. Hvis jeg var det, kunne jeg hverken være jordemoder eller for den sags skyld valgt til formand for mine kolleger. Jeg kan ligesom alle mine kolleger læne mig op ad en solid uddannelse i at skønne, hvornår det går godt, og hvornår der skal mere hjælp til.”
Sådan har jeg det stadig, og det er stadig mit svar til de mange spørgsmål om angst for det, der kan ske: Jeg er uddannet i at være opmærksom på, hvad der kan ske, hvor hurtigt det kan ske, og i at tage handling på det.
Det er derfor, at familier trygt kan vælge en hjemmefødsel med god rådgivning fra en jordemoder. Vi vil netop ikke råde til en hjemmefødsel, hvis vi kan se, at der er en sandsynlighed for, at noget usundt kan udfolde sig.
Angst styrer ikke, når man kan læne sig op ad evidens, gode rutiner, god rådgivning, gode overflytningsmuligheder.
Så derfor ”turde” jeg uden tøven stille op som backup, hvis den primære jordemoder ikke nåede det til min datters og svigersøns fødsel i hjemmet forleden. Og jeg greb en fin lille pige sammen med familien. Ingen af os var bange – det skulle da lige være for at revne af lykke.
Vi bygger ikke vores svangreomsorg på angst. Og vi skal heller ikke begynde på det.
Men vi kunne godt bruge en sikring af vores muligheder for at udfolde styrken og omsorgen – statsminister Mette Frederiksen (S), hvis du mangler lidt indhold til i morgen.
Som jeg før har citeret daværende skotske Chief Medical Officer (deres Søren Brostrøm): Hvor lykken bor, kommer pengene til.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.