JEG HOLDER AF højmessen. Mest af alt holder jeg af liturgien. Fortrolighed og fremmedhed søndag efter søndag. Fortrolighed, fordi min sjæl trygt kan lægge sig ind i gudstjenestens velkendte bevægelse, som de store valse med den elskede. Ført gennem dansen. Uforstyrret. Fødderne kender trinnene i pusterummet, i hjerterummet, i troens rum. Her hører jeg orglets højstemthed og beroligende brusen. Jeg holder af indgangsbønnen, der minder mig om, hvorfor jeg sidder bænket og hører salmesangen, hjertesangen, vuggesangen. Den velkendte vuggende bevægelse. Jeg falder ud og falder ind. Jeg holder af læsningerne og bønnerne – skabningens lille grundråb mod himlen til Skaberen. Og prædikenen. Præsteord. Levende ord. Engleord. Guds ord.
Jeg holder af den rituelle vandring op ad kirkegulvet efter nadver med erkendelsen af at være udgået for forladelse. ”Fred være med dig!”. Ordet sænker sig i sjælen og et nyt liv begynder. Nyt hver gang man går fra gudstjenesten hjem til hverdagen. Til genkendeligheden, fortroligheden, hjemligheden.
DET ER DERFOR, de fleste af os holder af dén, af hverdagen, som Dan Turèll gjorde. Og jeg tror, det er ligesådan med folkekirkens gudstjeneste, der lige nu er udsat for tidens løsen disruption – altså: afbrydelse, forstyrrelse, sammenbrud. Eller dét, man kalder ”den folkelige samtale om gudstjenestens liturgi” med afsæt i pixibogsudgaver om folkekirkens liturgi, dåb og nadver udgivet af biskopperne og liturgiarbejdsgrupperne.
Forsynet med kort fortalt-hæfternes visdom og rigtig mange gajolæskeord, skal lægfolk diskutere, hvor lidt af gudstjenesten, der kan være autoriseret i faste former. Men hvem har egentlig efterspurgt en ommøblering af gudstjenesten? Lægfolkene? Tja. Det er der vist ingen, der ved.
Eller er biskopperne i et svagt øjeblik blevet besnæret af tidsåndens idé om, at vi skal sætte vores unikke individuelle præg på alverdens ting? Og hvorfor skulle den genkendelige liturgi, faste tekstrækker, prædiken, bøn og amen og så videre ikke være ”relevant” for det såkaldte moderne menneske?
Måske er det en lettelse for det der moderne væsen at træde ind i et rum, hvor noget er fortroligt og fremmed på én gang. At sætte sig på bænken og generindre, at cirka sådan her var det også i søndags eller for 10 år siden, da jeg var til gudstjeneste.
Forandringsparathed er ikke ligefrem en mangelvare i den måde, vi har indrettet samfunds-, hverdags- og menneskeliv i dag – det er derimod traditionen og ritualerne, gentagelsen og genkendeligheden. Men gejstligheden ryster i bukserne for messefald, udmeldelser og undergang, så snart en kirkegænger studerer sine skosnuder under gudstjenesten. Så er det jo nok, fordi liturgien er for gammeldags, for bedaget, for stiv og for uvedkommende. Hør lige: Det nemmeste i hele verden er da at give formen og rammen skylden for, at folk småkeder sig til en gudstjeneste. Liturgien, rammen og formen fejler intet, og der er i øvrigt heldigvis stor frihed til justeringer. Men det liturgiske eksperiment er i høj grad camoufleret dovenskab fagligt, åndeligt og praktisk.
Ja, jeg mener det.
TAG FOR EKSEMPEL Marmorkirken i København. En klassisk højmesse. Ingen tingeling. Langt over 100 mennesker på kirkebænkene. Hver. Eneste. Søndag. Og hvorfor? Ja, fordi man kan mærke, at her har alle gjort sig umage. Og det er dét, det handler om. Organisten skal spænde ballerne nede på orgelbænken og ikke spille, som om han er til sin egen begravelse. Kirkesangeren skal ikke sjoske rundt i sweater og strømpesokker. Kirketjeneren skal pudse læbestiften af alterbægerne fra festen sidste søndag og holde huset.
Præsten skal ikke sjuske med liturgien, men være tydelig. Bede mundrette bønner, så det lyder, som om han selv er anfægtet, tvivler og tror. Altså, præsten skal tale hjertesproget – fra hjerte til hjerte og holde hver prædiken, som var det den sidste. Dét, en ven fornylig kaldte ”grundprædikenen” om kristendommens gamle sandhed – der er helt ny hvert øjeblik, fordi du og jeg lever på den. Og menigheden synger taget af kirken, hvis præsten har valgt en skønsom blanding af salmehits og ballader, velkendt og ukendt, nyt, gammelt og måske en højskolesang, der binder bånd til folkeligheden – til hverdagen, opvasken og dagsordenen.
Min langsomme tilblivelse i det liv, hvor rammerne er givet, formen er velkendt, og kun derfor kan jeg uforstyrret tage mig af mit liv. Forsøge ikke at sjuske for meget med det. Undgå at disrupte for meget. Pudse sølvtøjet. Gøre mig umage. Ligesom vi skal med højmessen.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.