Der tales meget om klima og den svenske klimaaktivist Greta Thunberg. Mange unge føler sig repræsenteret i hendes vrede og frustrationer. Det forstår jeg godt. Dog er hun lige dommedagsprofetisk nok til min smag.
Noget, der til gengæld kan vække min vrede, er ansvarlige politikere, der taler ned til hende og dermed til de unge. Budskabet om, at hun og de andre frustrerede unge skal tilbage i skolen, er utroligt arrogant og potentielt farligt for vores demokrati.
Hele demokratiet er funderet på, at alle borgeres stemme er lige meget værd og skal høres. Det gælder også børn og unge.
For mange unge er klimakrisen den største politiske udfordring, vi har i dag. Det er en krise, som har en lang og kompliceret oprindelse, der går tilbage til længe før, vi unge er født.
Når jeg tænker på krisen, er jeg lige dele optimistisk for, at vi unge kan gøre en forskel, og lige dele forarget og vred over, at vores politiske ledere bare har ladet stå til og ladet krisen vokse. De unges frustrationer er ikke kun et udtryk for magtesløshed, men også en berettiget vrede mod dem, som har magten og lod stå til.
Jeg kan se mig selv i de vrede unge. Jeg kan dog også se mig selv som en del af løsningen. Dog kun så længe, at politikerne faktisk lytter og tager ansvar.
Hvis ikke politiske ledere vågner op wog tager de unges frustrationer alvorligt, så kan jeg godt frygte, at vi står med en ungdomsgeneration, som mister tilliden til først politikerne og senere demokratiet selv.
Hvis den største udfordring for den unge generation konsekvent bliver talt ned, negligeret eller benægtet af såkaldt ansvarlige ledere med arrogante kommentarer om, at unge skal i skole, så vil de unges frustration kun blive større. Hvis ikke politikerne kommer med konkrete løsninger, så forsvinder unges tillid til, at politikere overhovedet er en del af løsningen.
Med konkrete løsninger mener jeg planer. Rigtige planer med datoer, budgetter og fremgangsmåder. Lovgivning, hvor der er sanktioner til dem, som ikke vil følge med, og som forsinker vores omstilling. Ikke flere løfter og klimalove uden indhold.
At unge kræver ansvar fra politikerne, skal de se som et godt tegn. Problemerne er først for alvor store, hvis de unge giver op på, at politikerne kan gøre en forskel.