Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo: Jeg længes efter tiden og nærheden som jordemoder

Det forhold, at Chummy, Cynthia, Trixie, Jenny og alle de andre følger deres patienter til vejs ende, får Lillian Bondo til at følge med i serien "Call the midwife", på dansk "Jordemoderen". Foto: DR Presse

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det, der trækker Lillian Bondo til skærmen for at se "Call the midwife", og som vækker længsel, det er tiden i 1950'ernes Østlondon. Tiden til hvert forløb. Den store respekt for ikke at blande sig i det tempo, som hver kvinde selv sætter

JEG BLEV SPURGT forleden, hvad der var attraktionen ved at se ”Call the midwife” – på dansk ”Jordemoderen”. For den, der ikke ser serien på tv eller Netflix, kan den resumeres som fortællinger i lidt kulørt udgave om sygdomsbehandling og fødselshjælp i 1950’ernes Østlondon, et samfund præget af dyb fattigdom, hvor det teknologiske fremskridt altovervejende bestod i en telefonboks – måske et par gader væk – og cykel til jordemoderen. Og meget mere, men det kan I selv se.

Det, som jeg ser skildret, og som jeg læste om i de erindringer, der ligger bag tv-serien, er ”tid”. Der synes altid at være travlt, der er nok at arbejde med, og der udvirkes en virkelig forskel i det, som jordemødrene kan byde på – omsorg, forbindinger, babytøj, indsats for en bedre bolig, hjælp med aflusning, afrusning og så videre. Vi er langt omkring i et samfund, hvor man både var hjemmesygeplejerske, almen praksis og jordemodertjeneste, såvel som visitation ind til hospitalerne.

Det kan ikke have været så idyllisk og vellykket, som det skildres i tv-serien.

Mange forløb må have haft ulykkelig udgang. Mange børn, skønt godt gennem en fødsel, fik fortsat ødelagt deres fremtid af elendige boliger, tæsk og opslidende arbejde eller en fremtid i prostitution. Men det gik også fremad med sanering, wirtschaftswunder og velstandsstigning i London som også i Danmark, Tyskland og ellers rundtom i Vesteuropa.

Jeg ved det godt. Og alligevel ser jeg denne serie med en sult, der adskiller sig fra en del andre. Det er ikke selve fødslerne. Her ser vi standardiserede fødsler af ugegamle spædbørn, smurt ind i hvad ved jeg og forløst direkte ud gennem moderens mellemkød – hvis man skal stole på, hvad man ser... Så det er bare teater.

Men det, der trækker mig til skærmen, og som vækker længsel, det er tiden. Tiden til hvert forløb. Den store respekt for ikke at blande sig i det tempo, som hver kvinde selv sætter.

Det forhold, at Chummy, Cynthia, Trixie, Jenny og alle de andre følger deres patienter til vejs ende.

Og så skildringen af hospitaliseringen i 1960’erne: den uundværlige hjælp, når det virkelig gjaldt – men med store omkostninger i forhold til at lade kvinder (og jordemødre) have noget som helst at skulle have sagt. Med adskillelse af mor og barn, med definitiv udelukkelse af fædre for de kommende to årtier...

VI ER FORBI det sted i dag – i bredeste forstand, i sundheds- og i socialvæsenet. Vi er der, hvor vi sætter patienten/borgeren i centrum, siger vi. Vi inddrager alle fagligheder. Vi arbejder sammen for at sikre det rette niveau for indsats.

Men der er måske et par ting, vi har tabt på vejen. Og det er tiden. Langsomheden. Nærheden.

Det er svært at sige, hvor den blev af. Måske forsvandt den, fordi der er langt flere borgere/patienter, der faktisk har evner til at klare sig selv, og det er jo godt. Elendigheden er svundet ind – men truer med at vende tilbage.

Måske forsvandt tiden ind i de meget længere livsforløb, der kræver intens omsorg og specialistbehandling? Eller måske blev den allokeret til den enorme bredde af behandlingsmuligheder, som vi heldigvis har fået mulighed for at tilbyde.

Vi bor ikke i 1950’ernes Østlondon. Vi kan smertelindre, lette og sundhedsfremme på et helt andet niveau.

Men mange forløb i vores social- og sundhedssektor ville nu stadig have godt af mere tid.

Nå, jeg må hellere slukke for længslen efter det, der måske aldrig var, og kæmpe videre for det, der bør være.

Sammen med andre, på hver vores front. Tid nok.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.