Det er jo uomtvisteligt en kendsgerning, at ældre mennesker har det med at synes og udtale, at det var bedre i ”gamle dage”. En holdning, man skal vogte sig for, for alting var bestemt ikke bedre i tidligere tider, og det bør man kunne huske, netop når man bliver ældre. Der kan oplistes en mængde forhold, hvor verden er gået fremad, siden jeg var barn og ung.
Men alt er heller ikke godt i nutiden, og på nogle områder er det så fristende at se tilbage og mene, at dengang var der et og andet, der var bedre end nu. For eksempel fænomener i det politiske liv, eller også var politikerne om ikke bedre så mere troværdige.
I den første sekvens i national tv-serien ”Matador”, hvor man i Varnæs’ke hjem fejrer, at Jørgen Varnæs nu skal være folketingskandidat for De Konservative i Korsbæk, undlader Misse Møge ikke at udbryde, ”mor kan ikke forstå, at vi ikke længere har Estrup”.
Sådan har jeg det også af og til. Der er politikere, som jeg også savner, om end det ingenlunde er Estrup. Og ham er der næppe nogen, der savner, skønt der bestemt i dag er politikere, der i deres holdninger kan minde en hel del om ham, han må være en slags helt for Nye Borgerlige! Men for nylig blev et andet savn tydeligt for mig.
Jeg sad nemlig og så Deadline på DR 2 en søndag aften. Emnet var endnu en gang flygtningeproblemet og i den sammenhæng, at den danske regering, stærkt støttet af Socialdemokratiet, atter har nægtet at modtage de såkaldte kvoteflygtninge, 500 i alt, mildt sagt ikke noget pompøst tal, men Venstres nye integrationsordfører, Mads Fuglede, forklarede, at det desværre ikke var muligt at tage imod disse værst stillede mennesker fra diverse flygtningelejre.
Mennesker, der hører til denne verdens mest fornedrede og krænkede, for integrationsproblemerne i det danske samfund er så massive, at de først må løses, inden vi kan modtage kvoteflygtninge, hvad ellers er, hvad stort set alle andre europæiske lande gør, inklusive Italien, hvis problemer på det punkt nok må siges at være større end Danmarks!
Mads Fuglede, som jeg ellers altid har haft stor respekt for, blandt andet grundet hans viden om og formidlingsevne, når det drejede sig om amerikanske samfundsforhold, og som i øvrigt påstår at høre ”højskolevenstre” til, var oplagt utilpas ved at skulle argumentere for, at det rige danske samfund ikke kan hjælpe 500 mennesker. En sådan argumentation er dømt til ynkelighed eller det, der er værre. Thi næste skridt er naturligvis kynismen, og det skridt er åbenbart allerede taget.
Og så var det, at jeg ihukom en anden venstremand og hans forhold til flygtningespørgsmålet, nemlig Poul Hartling, FN’s flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985. Det er såmænd ikke længe siden, men det forekommer én, at der er lysår mellem dengang og nu.
Jeg erindrer daværende danske statsminister Anker Jørgensens stolthed over, at hans ellers politiske modspiller havde fået denne høje post, og Anker Jørgensen udtalte, at det ikke bare var et ridderslag til Hartling, men til Danmark. Kan man forestille sig lignende replikker i dag? Intet tyder på et sådant ordvalg og holdning vil gentage sig med det første, i den sammenhæng er Herrens genkomst mere sandsynlig.
Da jeg i 2010-2011 var formand for Institut for Menneskerettigheder, oplevede jeg ved møder og udenlandske besøg, hvor tydeligt Hartling og hans betydning var erindret i verden, men i dag tydeligvis ikke af Mads Fuglede eller den socialdemokratiske udlændingeordfører og dermed Anker Jørgensens partifælle, Mattias Tesfaye. Ynkeligheden og kynismen har erstattet hæderligheden.
Forpligtethed over for en arv er ikke fremherskende blandt nutidens politikere. Andre føler den forpligtethed, folkeligt og holdningsmæssig. Men åbenbart ikke magtens folk!
Hartling gjorde en forskel ved at sætte flygtningespørgsmålet på dagsordenen, også i Danmark, og gjorde en kæmpeindsats for verdens flygtninge. Anker Jørgensen tog til Bagdad og fik Saddam Hussein til at løslade danske gidsler. Hæderlighed og anstændighed var fortegnet for begges indsatser. Det skete uden pral og konstant årvågenhed, om man nu mediemæssigt bemærkes.
Men, som vi altid får at vide, nu er tiden en anden, hvad jo også er sandt, og alting forandrer sig, men måske skulle vi være opmærksomme på, at der også er forhold i tilværelsen, som netop ikke forandrer sig. Eller med K.E. Løgstrups formulering: ”Min handlings mening er nemlig aldrig min, men altid den verdens, hvori handlingen foregår, og som jeg lever i.”
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.