En af denne vinters store oplevelser for mig har været læsningen af Rune Lykkebergs bog ”Vesten mod vesten” (Informations Forlag, 2019). Bogen er en indtrængende analyse af de moderne samfunds krise, drevet ikke mindst af en undren over, at USA kunne vælge en præsident som Donald Trump. Lykkeberg holder sig fra den automatiske forargelse, der ofte præger den kreative klasses reaktion i Danmark, hvilket medfører, at han kommer et lag dybere ned i de længsler, der driver oprøret mod eliterne i de vestlige samfund.
Undervejs beskriver han blandt andet den moderne skamkultur og behovet for at bryde med den. Han skriver: ”Man ved godt, man ikke bør ryge, men motionere. Man ved godt, at man skal acceptere homoseksuelles ret til ægteskab i kirke og adoption af børn, og man ved godt, at alle mennesker er lige og har samme ret som hvide, der har boet i landet i århundreder. Der er så meget man godt ved, man bør mene, tænke, sige og gøre på alle områder. Og hvis man ikke gør det, skal man skamme sig.” Underforstået: Mange får en ubændig lyst til at bryde med den uniformering, skamkulturen lægger op til.
Jeg siger bare: Godt set!
Og jeg føler mig et stykke ad vejen ramt, for jeg har et af de skambelagte synspunkter: Jeg er imod kirkelige vielser af homoseksuelle par. Og jeg mener, at jeg har gode bibelske, historiske og sjælesørgeriske grunde til at mene, som jeg gør.
Faktisk tror jeg, folkekirken er på kollektivt vildspor i denne sag og i al venlighed svigter homoseksuelle mennesker med sin tilsyneladende imødekommenhed.
Alligevel mærker jeg skammen over mit eget synspunkt.
Jeg mærker den som en udefrakommende skam pålagt mig af en baggrundsstråling i medieverdenen, den politiske verden og andre dele af det offentlige rum. Bare det forhold, at synspunktet af Rune Lykkeberg og andre helt naturligt opfattes som i familie med overvægt, rygning og racisme.
Og jeg ved, at han kunne have nævnt et par af mine andre teologisk og politisk ukorrekte synspunkter i samme skynding: overbevisningen om, at verdens historie skal slutte med Guds dom til frelse eller fortabelse, og min modstand mod den frie abort.
Sidste år oplevede jeg faktisk, at en kvinde, som jeg tilbød en dialog om abortspørgsmålet, fortalte mig, at hun hellere ville snakke med en racist.
Men det bliver værre endnu, for jeg er nødt til at indrømme, at skammen ikke bare kommer udefra. Den kommer også indefra. Et eller andet sted krummer jeg selv tæer over de synspunkter, jeg har – og som jeg stadig mener, jeg har gode grunde til at have.
Jeg tager mig jævnligt i lysten til at flyve under radarhøjde med dem, tie stille de 20 sekunder, der skal til, før samtalen glider over på noget andet eller på andre måder beskytte både mig selv og andre. Og nogle gange er det også det, jeg gør.
Jeg kan forsvare mig med, at jeg ikke skal være konfliktopsøgende, at man skal vælge sine kampe med omhu, at polemikken ofte ikke fører så meget godt med sig, og at der er andre ting, der er vigtigere end disse konstante konfliktspørgsmål.
Det ændrer bare ikke ved, at hvis noget er din overbevisning, så kan du ikke springe buk over det uden at tage skade på din sjæl. Og hvis noget er sandt, så tager samfundet og kirken skade af, at du konsekvent tier med det. Og i alle tilfælde kommer der usunde samfund ud af, at noget skambelægges – udefra og/eller indefra – i en grad, at det ikke kommer frem. Rune Lykkebergs bog vidner i stor stil om det.
Det lumske spørgsmål bliver så: Er skammen ikke bare et tegn på, at du i virkeligheden ikke mener det og burde opgive det snarest?
Den tanke har jævnligt naget mig. Ikke mindst fordi jeg er overbevist om, at forud for, at et synspunkt opgives, går der i mange tilfælde en længere tavshedsperiode. Og det kan være svært at se, om tavsheden bare er et symptom på opgivelsen, eller den er en af de faktorer, der producerer den.
Jeg har fået hjælp fra en lidt overraskende kant: Når apostlen Paulus begynder Romerbrevet med en besværgelse af, at han ikke skammer sig over evangeliet (Rom. 1, 16), kan det kun skyldes, at tanken om at skamme sig er inden for horisonten. Ellers behøvede han jo ikke at sige det.
Når tanken om at skamme sig over det dyrebareste kan være til stede hos en apostel, der satsede sit liv på det budskab, så kan skammen ikke være et sandhedskriterium. Ikke i sig selv i det mindste.
Så må jeg tage kampen – ikke bare med mit omgivende samfund, men med mig selv – om sandhed, godhed og ret.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.