På mandag går min kone på pension. Hun har været på arbejdsmarkedet i over 50 år, blot afbrudt af nogle pauser med orlov og barsel. Hun har været glad for sit arbejde som pædagog, og det er med ambivalente følelser, at hun har valgt at holde op.
Jeg skal ikke selv på pension foreløbig og arbejder videre på ubestemt tid. Jeg er også et par år yngre end hende. Så for mit vedkommende er alt tilsyneladende, som det plejer. Det er det så ikke helt alligevel. Det er ikke kun min kone, der går på pension, flere af mine venner og søskende er allerede gået, og andre leger med tanken. Det er i disse år, at det rykker for min generation, og det anfægter også mig.
Pludselig viser der sig nye muligheder og andre måder at leve sit liv på, end jeg har været vant til i årtier. Man kan godt gøre noget andet end at gå på arbejde og tilrettelægge det meste af ens tilværelse efter det. Man burde måske også gøre det. En veninde døde for få år siden. På sygelejet ærgrede hun sig over, at hun ikke var gået på efterløn, da hun kunne, men blot havde arbejdet videre. Set fra hendes synspunkt havde det været helt meningsløst. Ingen takkede hende for de sidste år, som hun kunne have brugt anderledes.
Alle, jeg kender, der allerede er gået på pension, er også glade for det. Men det er også folk med pension og opsparing i orden, for på en almindelig folkepension eller efterløn er der ikke meget til at forsøde livet. Det koster at være en aktiv pensionist, der gerne vil rejse, passe sin hobbyer og sit hus. Der er så meget, man kan gå til på aftenskole, højskole og folkeuniversitet. Der er ingen grænser for, hvad man kan lære på sine ældre dage.
Så hvad venter jeg på? Jeg ville gå meget ned i løn, hvis jeg holdt nu, men det skulle nok gå endda. Jeg er dog slet ikke færdig med mit arbejde endnu, synes jeg. Jeg underviser, forsker og skriver. De fleste af døgnets vågne timer går med det. Jeg har ikke nogen hobby og behøver heller ikke en, da det meste af mit arbejde kan gøre det ud for sådan en.
Det føles meningsfuldt. Alligevel er det, som om det kan tippe om, hvornår det skal være, og illusionen kan briste. Måske er denne meningsfuldhed kun midlertidig og kun gyldig, så længe man er en del af ”spillet”. Så længe man bare maser løs med det, man har gang i, og ikke lader sig anfægte af noget, og så længe de andre gør det samme, er der ingen problemer. Man lever i en slags tidløshed, en lille evighed, som er nødvendig for at fastholde mening og engagement. Lige så snart man kan se enden, begynder tingene at ændre sig. Ambitionsniveauet bliver et andet, forholdet til ens kolleger forandrer sig. Man er ikke længere en del af fremtiden på ens arbejdsplads.
Dér er jeg ikke endnu, og jeg vil ikke tænke tanken så meget til ende, at jeg vil sætte en dato for min pension fra mit faste arbejde. Det går ikke. Når det skal ske, må det ske hurtigt. Men når folk omkring mig begynder at lave noget andet, og min kone ikke længere behøver stille vækkeuret, bliver jeg alligevel tvunget til at overveje min stilling.
Med den slags arbejde, jeg laver, kan jeg gå på pension på flere måder. Jeg kan holde op med alt pligtarbejdet og bare skrive videre, som jeg har lyst til, og så længe der er nogen, der gider læse det. Det er der mange af mine ældre og pensionerede kolleger, der gør. Eller jeg kan stoppe helt. Det er dog næppe en mulighed lige nu, hvor det at skrive for mig er en måde at leve på.
Jeg ved godt, at der findes et liv efter ens arbejdsår og karriere. Jeg kan også godt forestille mig min kone være pensionist – jeg har bare svært ved at forestille mig selv gå på pension. Men det kommer måske, hvis jeg med tiden mister illusionen om litteraturens enestående betydning, eller når jeg engang har brugt alle mine ord og mistet glæden ved at dele dem med andre.