Debatten derude er denne uge massivt domineret af coronaen. Man undrer sig i flere lande over, at de skrappe forholdsregler ikke viser virkning. Desuden betyder pandemien, at 2020 vil gå over i annalerne som det værste år i menneskehedens historie, hvis man skal tro forsiden på det amerikanske magasin Time .
Det bombastiske udsagn vidner om bemærkelsesværdigt ringe historiekundskab parret med betydelig selvoptagethed. Sådan når man at tænke, før man læser artiklen inde i bladet.
Her viser det sig, at Time udmærket ved, at 2020 ikke er det grusomste år nogensinde. Begrundelsen for betegnelsen er altså selvoptagetheden alene. En svimlende narcissime og selvmedlidenhed: Når nu vi nulevende føler det så stærkt, så må historiens længst forgangne rædsler blegne:
”Der har været værre år i USA’s historie og helt sikkert værre år i verdenshistorien, men de fleste af os, som lever i dag, har ikke set noget som dette år.”
Når målestokken er fornemmelser hos os, der er vant til et fantastisk liv og nu skal udsættes for dette, da bliver 2020 det slemmeste år nogensinde.
Det er i øvrigt ikke kun pandemien, der gør året til et ”endeløst mareridt” af ”knust hjerte og hjælpeløshed”, men tillige en serie amerikanske dødsfald:
Ruth Bader Ginsburg, højesteretsdommer, John Lewis, borgerrettighedsforkæmper, Kobe Bryant, basketballspiller, og Chadwick Boseman, skuespiller, blev flået bort. Hertil kom politidrabene, der udløste Black Lives Matter-urolighederne: værste år nogensinde. I medieboblen.
I Tyskland ligger en tragisk fortid for tæt på til, at der kan fremsættes så umodne udsagn, men tyske medier er de allermest optagede af pandemien. Der skrives dårligt om andet. Landet har en kronisk fornemmelse af truende undergang og er måske verdens mest miljøbekymrede.
Talrige artikler fortæller historien om, hvordan menneskene angiveligt har udløst pandemien ved deres rovdrift på naturen. Moder jord er plaget og reagerer med en virus til os, de irriterende fremmedlegemer på hendes overflade.
Dette er vel også historieløshed, eftersom virus har eksisteret i millioner af år, og forfærdelige epidemier, som rev de fleste bort, hærgede dengang, menneskeheden levede landligt roligt og førindustrielt.
Mange kommentarer handler helt aktuelt om beklemmelsen ved at skulle holde en smal jul uden slægten. Nok har det længe været salonfæhigt at kritisere julen for dens kommercialisme og plagsomme familiesamvær, men kritikerne bliver alligevel forskrækkede, når julen faktisk er truet. Julen:
”Kitsch og konsum-terror, udgrænsning af andre religioner og i alle tilfælde bare et familiehelvede: altsammen rigtigt,” skriver Josef Kelnberger, klummist på Süddeutsche Zeitung . Men nu plager det ham med den smalle jul uden selskabeligt samvær. Corona-reglerne er strammere i Tyskland.
Kontaktbegrænset jul er dog det eneste næstekærlige, mener psykolog og klummist ved Spiegel Online Christian Stöcker. Han er forbitret over, at tyske politikere ikke er gået meget videre med kontaktforbud juleaften.
Han opfordrer til at tage et eksempel i Jesus, som jo regnes for ivrig fortaler for næstekærlighed. ”Jesus ville i år ikke have besøgt bedstemor. Men i stedet måske ringet til hende hver eneste dag. Eller måske havde han endda over telefonen lært hende at bruge Skype, Facetime, Whatsapp, Hangouts eller en af de mange andre tilsvarende værktøjer. Aldrig tidligere var det så nemt, som det er i dag, at skabe nærvær uden at være fysisk til stede.”
Man ser, at den moderne opfattelse af Jesus nu er blevet så sekulær, at han er afhængig af teknologi til at overvinde afstande og træde skabningen nær. Desuden tænkes Jesus nu som så helt igennem menneskelig, at han ikke længere er herre over sygdom. Ikke nok med at han ikke helbreder; nu kan han bringe smittefare med sig.
Varemærket næstekærlighed er nu Jesu eneste egenskab. Og:
”Hvis ’kærlighedens fest’ kun kan fungere som sådan, hvis man sammen flår gavepapir op og indtager enorme mængder mad, så er det så som så med kærligheden,” mener psykologen. Et mere modent blik på realiteterne har Wolfgang Schäuble, tidligere magtfuld tysk finansminister, nu 78-årig præsident for Forbundsdagen. Man skal afveje smittefare mod andre hensyn, for eksempel smerten ved den dybe ensomhed.
Det dilemma er virkelighed, og politikerne kan ikke bare lukke alt ned. Ethvert dødsfald er ét for meget, men alligevel skal der afvejes, betoner Schäuble i et interview i Die Welt .
”Jeg ved nok, at sådan en tale ikke trøster noget menneske, der mister en slægtning eller en ven til pandemien. Men staten kan ikke beskytte hvert eneste menneske mod døden.”
Kirken i Tyskland har blandet sig for lidt i debatten om corona og menneskets endelighed, mener Schäuble.
”Måske vil den indsigt stå stærkere ved pandemiens ophør, at vi mennesker ikke lever ud af vores eget alene, men at der findes noget, som står hinsides det, vi forføjer over. Det kan man så betegne som religion.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.