Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo: Abort er problematisk. Men ikke at have fri adgang til abort er værre

Foto: Maria Hedegaard/Ritzau Scanpix

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Én ting er sikkert: Fordømmelse, forbud og tvang til at gennemføre graviditet vil ikke ændre på lysten til sex, skriver formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo

I Alabama, USA, har guvernøren for nylig sat sin underskrift under en lov, der nægter kvinder retten til at bestemme over egen krop i tilfælde af graviditet.

USA’s, Donald Trump, skildrer abort overvejende som drab på fuldt udviklede, levedygtige børn – bevidst langt fra de muligheder, der kan stilles op for at forhindre netop dette.

Forleden talte jeg med en yngre kvinde fra netop USA. Hun fremhævede, at det i stigende grad er umuligt for især fattige kvinder at forebygge graviditet eller at få abort. Sundhedsydelser er så dyre, at det afholder mange, også middelklassen, fra at vælge den familiestørrelse, de ellers gerne ville lande på, og kostbar børnepasning afholder kvinder fra at deltage på arbejdsmarkedet.

Hun udspurgte mig om kvinders reproduktive rettigheder i Danmark.

Her har kvinder haft adgang til fri abort indtil fulde 12 uger af graviditeten siden 1973. Det var også året for Roe versus Wade – USA’s højesteretsdom, der afgjorde, at kvinder har ret til abort, en dom, der måske står foran omstødelse nu.

Antallet af aborter i Danmark har i en del år ligget stabilt på omkring 15.000 om året. Det er mange, men til gengæld ved vi, at de børn, der fødes, altovervejende er ønskebørn.

En række udsagn fra debatten dengang fremføres stadig og – måske under indtryk af USA’s, Polens og andre landes abortlovgivning – nu med fornyet kraft i Danmark:

”Det vil få kvinder til at sjuske med forebyggelse, for nu kan de jo blot få en abort,” hedder det indimellem. Nej. Der er få kvinder, der får gentagne aborter. Abort anvendes ikke som præventionsmetode.

”Det vil sætte sig som en sorg i kvinden,” påpeger andre. Der er selvfølgelig kvinder, som er kede af det på grund af eller efter en abort – og der er kvinder, som ikke er kede af det. Kvinder og deres livssituationer er forskellige. Og den ene reaktion er ikke finere eller mere etisk forsvarlig end den anden – vi har forskellig bagage med os, og vores liv former sig forskelligt.

”Det er drab på ufødte børn,” lyder det også af og til. Ordet ”drab” leder tanken hen på kriminalsager. Men kvindens krop er hendes egen. Vi har i Danmark endog begrænset muligheden for fri abort til 12 uger, fordi man i 1973 så på, hvor sent det var tilrådeligt for kvinden at få en kirurgisk abort, og på, at fostret har stigende ret til at blive værnet, jo mere udviklet det er. Grænsen nyder bred accept. I Sverige går retten til fri abort til 18 uger.

”De kan jo bare lade være med at have sex, når ikke de er parat til at tage konsekvensen,” bliver det også sagt, Nej, men lad os gerne diskutere, hvordan vi styrker til ansvarlighed for krop og liv.

Ungdomsmodtagelser til alle unge vil være et godt bud. Teenagegraviditeter er markant reduceret i de to kommuner, der kører dette fremragende tilbud.

Én ting er sikkert: Fordømmelse, forbud og tvang til at gennemføre graviditet vil ikke ændre på lysten til sex.

Abortadgang bør slet ikke være et diskussionsemne, før alle, der ønsker og har behov, er tilbudt vejledning om og adgang til sikker, bivirkningsfri forebyggelse af graviditet, vejledning om aborthandling, konsekvenser og bivirkninger og selvfølgelig vejledning om alternativ til abort – fødsel af et barn til eget hjem – eller til bortadoption.

Så mit svar på titlens spørgsmål er: Ja, abort er problematisk. Men ikke at have fri adgang til abort er langt mere problematisk.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.