Da Joe Biden blev indsat som præsident, holdt han selv en yderst afdæmpet tale og overlod det til unge Amanda Gorman at sætte kulør på begivenheden. Der stod hun så i sin gule frakke, sit røde hårbånd og sin brune hud og reciterede sit eget hyldestdigt til nationen.
Det virkede i situationen, i den forstand at det talte til folk, og at Amanda Gorman var det levende symbol på, at verden kan forandres. For her stod jo en 22-årig, farvet kvinde og fremsagde et digt. Hverken 22-årige, farvede kvinder eller digte plejer at få ordet ved så vigtig en begivenhed. Her skete det imidlertid og for øjnene af millioner af mennesker verden over.
Ikke så underligt blev digtet det mest omtalte i mands minde, og der var ingen ende på lovordene. Mange var ærligt berørte af både hende og digtet. Det talte ikke blot til de amerikanske tv-seere, men også til mange andre – blandt andet i Danmark. Også her var der begejstring over digtet – og digteren.
Det var dog ikke alle, der var lige imponerede, og hurtigt kom der en del kritik af digtet. Er det nu ret beset et godt digt? Er Amanda Gorman en sand digter, eller er hun bare en ferm performer, der er blevet plantet på en talerstol af garvede mediefolk?
Den diskussion endte blandt andet i DR 2’s ”Deadline”, hvor to fra den danske forfatterelite skulle forklare, hvad der foregik. Forfatteren Dy Plambeck havde en klar og tydelig pointe, mens litteraten Lars Bukdahl var ude af stand til at fremsige en hel sætning og forklare, hvordan digtet er præget af litterære klichéer og på ingen måde ejer et originalt digterisk udtryk. Han talte på en måde, som minder om håndboldtræneren Nikolaj Jacobsens instruktioner til spillerne under en timeout: Indforstået, usammenhængende og med henvisninger til spillet, som kun spillerne kan forstå. Og det er jo godt nok til spillerne, mens udenforstående ikke fatter en brik.
Af en eller anden ulyksalig grund er det Lars Bukdahl, der gang på gang bliver hevet i studiet og får lov at repræsentere dansk litterær kritik. Han har vitterligt mange fine talenter, men til dem hører ikke at kunne sige noget kort og prægnant på tv. Det blev derfor en lige så tåkrummende pinlig affære, som da kunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld – også i ”Deadline” – skulle forklare den ”happening”, hun sammen med andre aktivister havde lavet med skulpturen af Frederik V. Hun talte et så indforstået mandarinsprog, at alle de relevante pointer, hun måtte have haft, druknede i en ulidelig selvhøjtidelig og verdensfjern attitude.
Hvad disse to tilfælde demonstrerer er en afgrundsdyb kløft mellem den intellektuelle elite og det såkaldt almindelige publikum. Måske mangler dette publikum en raffineret kunstnerisk smag og en indsigt i, hvad digte og kunst kan være, måske mangler det en æstetisk dømmekraft, som kun højtuddannede eksperter har, men at kløften består, skyldes mindre dette publikum end eliten.
Hvis ”average Joe”, som de kalder den jævne mand i USA, ikke forstår, at han bliver spist af med litterære klichéer, så er det kunstelitens job at forklare ham det med ord og begreber, som han forstår. Ingen har nogensinde haft gavn og glæde af en avantgarde, der er stukket så meget i forvejen, at den har mistet alle kommunikationsforbindelser til resten af ”hæren”.
Modsætningen mellem kunsteliten og det jævne publikum popper jævnligt op. Og så står man der med karikaturen på modsætningen: Bukdahl på den ene side og hr. og fru Danmark på den anden. Forbindelsen er kappet. Bukdahl stammer ord ud i det blå, og hr. og fru Danmark vender det døve øre til. Vi skal ikke udligne forskellen mellem eliten og det jævne publikum. Men eliten har en klar forpligtelse til at gøre sig forståelig og dele ud af sin viden. Glæden over Gormans digt skal på ingen måde tales ned, men den må gerne blive udvidet med en større forståelse af, hvad digte er og kan. Og den må gerne følges op af den eftertanke, som den intellektuelle kan og skal bidrage med i et alment tilgængeligt sprog.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.