EN AF ITALIENS største aviser La Repubblica har et fint videoformat på forsiden af avisens elektroniske udgave. Her fortæller en af Italiens mest respekterede journalister Corrado Augia med jævne mellemrum om en bog, han har læst. Det gør han roligt og personligt, siddende i sin lænestol og helt uden forstyrrende tjubang-effekter. Augias gennemgår på et par minutter bogens hovedpointer, citerer fra centrale passager, han har understreget med sin blyant, og reflekterer så kort over bogens overordnede budskaber og deres relevans for den bredere værdidebat.
I sidste uge var turen kommet til Vandana Shivas nyeste bog ”One Earth, One Humanity vs. the 1 percent” (”Én klode, én menneskehed imod den ene procent”). Bogen er en ætsende kritik af den globale magtelite, den ”ene procent”. Augias citerer fra bogen, der gennemgår den ”katastrofale koncentration af rigdom”:
”I 2010 var der 38 milliardærer, der ejede det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning; i 2017 var tallet reduceret til otte milliardærer; og i 2020 vil der være én enkelt besidder af hele denne ufattelige rigdom”.
Shiva har igennem årtier været en markant frontfigur i den anti- eller alter-globale bevægelse, der siden ”slaget i Seattle” i 1999 (hvor demonstranter fik stoppet det årlige WTO-møde) har stillet globaliseringen under kritisk lup og formuleret alternative visioner for en global udvikling bygget på social retfærdighed og bæredygtig vækst.
Shiva er uddannet i fysik og filosofi, men hendes aktivisme og mange bøger omhandler først og fremmest livsvilkårene for Jordens mest fattige og udsatte, inklusive bondebefolkningen i hendes eget land, Indien.
Shiva er også en hovedfigur inden for det man kalder ”økofeminismen”, der sætter kvinders evner og viden i centrum for landbrugsudviklingen. Som hun udtaler til onlinemagasinet YES! i en genoptrykt artikel i forbindelse med bogudgivelsen:
”Min økologiske rejse startede i Himalayas skove. Min far arbejdede med skovbeskyttelse, og min mor arbejdede på jorden. Det er fra Himalayas skove og økosystemer, at jeg har lært mest om økologi. De sange og digte, min mor komponerede for os, handlede om træer, skove og skovcivilisationer.”
For at fremme økofeminismen har Shiva blandt andet oprettet frøbank- initiativet Navdanya, hvor hun blogger jævnligt. I sin blog, hun sendte i æteren den 5. juni på verdens miljødag, tager hun udgangspunkt i Jorden, Gaia:
”Gaias love er fundamentet for liv på Jorden. Disse love kommer før produktion, de kommer før udveksling, de kommer før markedet. Markedet er afhængig af Gaia. Gaia er ikke afhængig af markedet. Jorden og samfundet kommer først. De er suveræne og autonome. De kan ikke gøres til varer og reduceres til markedets behov.”
Det interessante ved Shivas bog er derfor ikke kun kritikken af magteliten, men i lige så høj grad det positive begreb om ”earth democracy”, altså ”jorddemokrati”: et demokrati for ”alt det levende”. Begrebet forudsætter, at vi mennesker ikke har et særskilt liv i afstand fra naturen, men er del af en større levende organisme. Demokratiske rettigheder kan ikke kun tilskrives mennesker, men må derimod omfatte alle levende væsener – og kloden selv.
Shivas bog bør derfor også læses som et indlæg i en større debat om natur- rettigheder. Shiva er fortaler for den voksende bevægelse, som man på engelsk kalder for the right of nature-movement, og som kæmper for at give naturen juridisk status.
”Jorddemokrati” refererer også til jorden mere konkret forstået: adgang til landbrugsjord, adgang til frø og sæd. I en tale i Europa-Parlamentet her i Bruxelles, hvorfra jeg skriver i denne uge, tordnede Shiva i 2017 imod EU’s lovudkast om frø og korn.
Shiva lægger ikke fingre imellem i onlinemagasinet Democracy Now:
”Kampen om frø, det er mit livs kamp: at holde frø frie. Vi er midt i en krig over frø, ledet af et giftigt kartel – Monsanto og Bayer, Syngenta og ChemChina, Dow og DuPont – som alle har deres rødder i Hitlers forsøg på at udvikle kemikalier til at dræbe mennesker. Knapt så overraskende, at de stadig dræber mennesker. Knapt så overraskende, at de dræber vores sommerfugle, vores bier og vores bestøvere”.
Shiva er en figur, der vil dele vandene. Hendes seneste bog er ingen undtagelse. Hun er imod genmodificerede afgrøder og brugen af kunstig intelligens. På grund af sin åbne kamp mod de multinationale selskaber, der tager patent på frø og dominerer klodens fødevareforsyning, bliver hun ofte udsat for både hån og kritik.
Men hvor man end står politisk, vil jeg stilfærdigt mene, at Shiva bør tages alvorligt som en vigtig stemme i de globale værdidebatter. Man kan læse videre på navdanyainternational.org.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.