Vaccinerne er ankommet. Mellem jul og nytår begyndte borgerne i Danmark at modtage den beskyttelse, som udgøres af de forskellige firmaers godkendte vacciner mod covid-19.
Som i de øvrige lande, der har indledt vaccinationsprogrammet, var der pressebevågenhed på de første stik rundt om i landet, og der har udelukkende været glæde over den forventede normalisering som følge af immunitet mod virusinfektionen, der har ændret vores verdens samkvem over de seneste 10-11 måneder.
Imens vaccinerne gives til flere og flere, er der fortsat debat, besynderligt nok også politisk debat, om kadencen i vaccinationsprogrammet. Med hensyn til covid-19 står vi åbenbart igen og igen i den situation, at vi trækker bukserne på, mens vi løber.
Der er ikke ende på, hvor mange eksperter, der er med som kilder til sygdomsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse. Nogle af dem ved faktisk også noget om det. Og hvad vi ikke har i de officielle medier, det har vi til fulde på de sociale medier.
Ind imellem kunne jeg ønske mig, at der blev konsensus om at kalde dem de ”asociale” medier. For det har været grumt at følge misinformation i takt med sygdommens hærgen og udbredelse. Undertiden udsagn, der kommer fra mennesker, som jeg ellers havde regnet med kunne kende forskel på skidt og kanel. Det har været nedslående. Debat, udfordring af eksisterende viden, krav om dokumentation og ikke mindst plads til forskellighed – det skal der være.
Men usandheder og overtro har desværre også haft godt fat.
Hvor stammer vaccinemodstanden fra? Historisk er der både talrige succeser og lokale tragedier som følge af vacciner. I dag har vi et bredt, velfunderet program i Danmark med høj opslutning. På min hofte har jeg et bredt, udvisket ar, der minder om en af de største vaccinesucceser, nemlig koppevaccinen, redskabet til at udrydde en frygtelig sygdom – og derfor ikke længere nødvendig.
Men nogle borgere og sundhedspersoner har gennem årtier ladet sig inspirere af et forlængst bredt tilbagevist angreb på mfr-vaccinen. Påstanden var, at vaccinen (mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) skulle medføre autisme.
Påstanden var baseret på stort set alle tænkelige videnskabelige fejl. Artiklen er også for mange år siden tilbagekaldt af det fremragende videnskabelige tidsskrift The Lancet, og forfatteren har mistet sin autorisation som læge.
Sagen understreger imidlertid, at der skal meget lidt til at skade inden for denne boldgade.
For skepsis mod forebyggelse af disse tre børnesygdomme, hvor især mæslinger kan være livstruende, har sat sig godt fast i mange lande. Tabene af menneskeliv og af menneskers sundhed som følge af mæslingeepidemier overgår langt de beskedne bivirkninger, som kan følge af vaccinerne.
Men åbenheden i samfundet om processen med covid-19-vaccinerne og de mange positive tilbagemeldinger om glæde over vaccinerne viser heldigvis, at der ikke er medvind til modstand!
Ældre mennesker mindes deres forældres lettelse over, at deres børn i 1955 kunne få den første poliovaccine.
I dag står vi i den aldersmæssigt omvendte situation. Den yngre generation sukker af længsel efter, at de ældre slægtninge bliver løsladt fra det isolationsfængsel, som smitteforebyggelsen desværre har krævet.
Jeg ser en lige linje fra min barndoms vaccinemirakler, sukkerknalden med poliovaccinen og alle de andre, til det stik, jeg som ældre og stadig aktiv jordemoder med patientkontakt fik i armen mellem jul og nytår. Tak for dette stik – og tak for alle de andre.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.