Jorden er giftig, og kærligheden er stor

Coronaen gør verden til en beskidt og farlig affære, som truer vores naturlige tillid til hinanden. Men kærligheden og begæret giver os verden igen

Mit snart fireårige barnebarn vasker hænder i en uendelighed, og helt uden at jeg har bedt ham om det. Det har jeg godt nok aldrig været ude for med mine egne børn. Så snart han har været et øjeblik i haven og er blevet lidt beskidt på hænderne, må han ind og vaske hænder. Han har lært det i børnehaven, hvor et konsekvent hygiejne-regime er blevet indført i forbindelse med coronaen.

Selvom jeg siger til ham, at det ikke gør noget, at han har jord på hænderne og skoene, så kan han ikke holde ud, at det sidder der. Det skal af, og det skal være med det samme. Måske er sådan en renlighed meget passende lige nu, hvor smitten breder sig, men bliver det ved, er det stærkt bekymrende. Han må jo få det indtryk, at verden grundlæggende set er beskidt, og at alt og alle udgør en fare for ham, ligesom han selv er til fare for andre. Vi kan ikke lege jorden er giftig længere, fordi alt er giftigt. Der er ikke et helle nogen steder, og det er ekstremt stressende.

Jeg så lige i tv nogle unge, festglade mennesker, der skulle oplyses om, hvor beskidte de bliver, når de sammen drikker en ølbong. Med ultraviolet lys fik de syn for sagn. De var slasket til med øl, som de andre også havde drukket af. Der var frit spil for smittende virus.

Det kan jo i sig selv være meget godt, at de unge bliver opmærksomme på, hvor inficerede de selv kan blive, og hvordan de kan give smitten videre. Men hvis hele verden er beskidt, er det ikke til at være i den uden at væmmes, og det er en meget kedelig og livsfjendsk reaktion at øve sig i. Den er sandsynligvis også svær at komme af med, sådan en modbydelighed, når den først er blevet en vane i de vigtige formative år af ens tilværelse. Modsat al gængs tankegang må jeg belære mit barnebarn om, at før han modtager verden lige så frygtløst og frejdigt som sin gamle farfar, så kommer han slet ikke ind i den. Så vil han befinde sig ved vasken resten af sit liv.

For disse generationer får det skambrugte begreb ”berøringsangst” en helt ny og konkret betydning. De bliver bange for verden og for sig selv og hinanden. Det er ikke noget godt udgangspunkt for et menneskeligt samfund, der i bund og grund beror på tillid, som Løgstrup pointerede. Man kan godt blive helt fortvivlet på børnenes og de unges vegne og have sværere og sværere ved at se, hvordan man kan få vendt denne udvikling, jo længere coronakrisen trækker ud.

Jeg kom dog pludselig i tanke om et gammelt eventyr af Meïr Aron Goldschmidt, ”Den polske kongesøn”, som måske rummer en udvej og et lykkeligt perspektiv. Eventyret handler om en ung kongesøn, som afskyr dyr med skæl, og som derfor aldrig spiser fisk. Han drager nu ud i verden, og for at han ikke skal komme galt af sted med kvinder, har han en klog hofmester med sig. Snart forelsker han sig i en ung kvinde, der er under hans stand, men det har hofmesteren råd for. Med klogskab vil han fordrive kærligheden, og da de er på besøg hos den elskede, hiver han et forstørrelsesglas frem og lader kongesønnen se den skønne kvindes liljehvide hånd igennem det. Og da åbenbares det, at hendes hud ligesom alle andre dødeliges er skælagtig.

”Samme aften spiste kongesønnen fisk,” lyder den lakoniske afslutning på eventyret.

Kærligheden overvinder heldigvis alt. Begæret lader sig ikke kue af nok så mange fakta om en beskidt verden og en skællet hud. Det er meget opmuntrende, at både kærligheden og begæret sådan går over optugtelsen og de livshæmmende idiosynkrasier.

Som vi har lært af Paulus og måske endda selv erfaret, tåler kærligheden alt, den tror alt, håber alt, udholder alt. Det er en trøst i disse coronatider, hvor mistilliden florerer, og hvor vi holder en ganske unaturlig afstand til hinanden, selvom livet bedst leves helt tæt på.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.