I den katolske kirke er dette kirkeår viet til Sankt Josef, Jesu jordiske far og opdrager. Josef er på mange måder en eksemplarisk og inspirerende figur for hele kirken i vores tid og i vort land, som for tiden oplever en fornyet interesse for kristendommen.
Nok er der blandt skaren af anerkendte helgener en overvægt af mænd, men den største helgen af dem alle er og bliver Jomfru Maria, Jesu mor, der med sit åbne og beskedne ”ja” til ærkeenglen Gabriels bebudelse af Jesu undfangelse fik lov at bære Frelseren i sit skød.
Josef har derfor altid stået lidt i skyggen af sin hustru. Det har på det seneste ændret sig lidt. Der er et fornyet fokus på Josefs vigtige rolle i Jesu liv. I 2013 blev Josef således inkluderet i alle katolske nadverbønner og dermed mere ”ligestillet” med sin hustru Maria.
Før vi ser på, hvordan Josef også i dag kan være en inspiration for hele den kristne kirke, er det værd kort at opholde sig ved den rolle, som helgener har. Som dette dagblads kristendomskyndige læsere vil vide, har de grundlæggende to funktioner: For det første har de i den katolske og ortodokse tradition den vigtige rolle at bede for kirken og får dermed lov til at bidrage til udfoldelsen af frelserværket i verden. Der er desuden skytshelgener og navnhelgener, som anråbes med en appel om, at de med deres forbøn vil tale den bedendes sag over for Gud.
Alt dette tager alverdens protestanter som bekendt afstand fra, og til trods for Sankt Josefs åbenlyse fortrin og fortjenester også i den henseende er det da heller ikke temaet for denne klumme, der som altid er skrevet i en økumenisk ånd.
Helgenernes anden funktion er at fungere som inspiration og rollemodeller, og her kan alle kristne normalvis være med. Helgenerne viser i deres konkret levede liv, at kristendommen ikke er en abstrakt ideologi eller blot en eksistentiel idé og kulturel tradition, men et levet liv i kirkens håndgribelige virkelighed. Man kan forstå helgener som mennesker, der i særlig grad har været transparente for Guds kærlighed og som dermed er blevet som prismer, der bryder det guddommelige lys og derved på mange forskellige måder giver os mulighed for at se, hvad Guds frelse går ud på.
Og nu til Josef, om hvem vi ikke ved så meget andet, end at han var en retfærdig mand, som påtog sig en opgave, der på den ene side var meget konkret, men på den anden side var svær at forstå: Han skulle passe på Maria og på det barn, som han i legemlig forstand ikke var fader til. Han skulle arbejde og forsørge familien, beskytte den under landflygtigheden i Egypten, passe sine religiøse pligter og opdrage sin søn efter dem.
Han skulle med andre ord på mange måder realisere det almindelige liv for dermed at skabe rammen for det helt ekstraordinære, nemlig Jesu offentlige virke, hans død og opstandelse, samt kirkens dannelse i verden.
Josef bliver dermed billedet på en almindelig, kærlig, trofast og pligtopfyldende ”rugbrødskristendom”, der bærer kirken og troen igennem tidernes ofte urolige og omskiftelige forandringer, og som gør dem slidstærke, når der er modvind. Hvordan kan sådan en beskeden mand som Josef og den uprætentiøse form for kristendom og kirkelighed, som jeg mener, han repræsenterer, være forbilledlige for os i Danmark i dag?
Det kan Josef, fordi vi lever i en tid, der i høj grad dyrker det særlige, det autentiske og det, der udmærker og adskiller sig fra det almindelige. Det gælder, både når vi dyrker individet og de fællesskaber, vi er en del af.
Her er der en konstant fare for, at kristendommen også bliver spændt for den vogn og dermed blot bliver endnu en åndelig eller kulturel ingrediens, som vi fremhæver og dyrker i et forsøg på at proppe noget mening og identitet ind i vores hektiske senmoderne liv.
Sker det, risikerer også den nye aktuelle interesse for kristendommen at blive noget flygtigt og ydre, som nemt fordamper igen. Et kristenliv er ikke blot en ubrudt række af øjeblikke af åndelighed, glæde og harmoni. Det er også et regelmæssigt arbejde, hvor kirkegang og bønner skal passes, børnene præges og oplæres, mens der samtidig tygges drøv på en åbenbaring og en lære, som man ikke altid helt forstår. Kun på sådan en lidt bastant og til tider kedelig rugbrødsbund kan der skabes plads til det ekstraordinære, de særligt dybe og festlige øjeblikke. Kun på en sådan kan vi modstå ideologier og ismers skiftende vinde.
Josef forstod heller ikke selv helt, hvad han var en del af, men han holdt fast. Det hedder sig, at han ville lade sig skille fra Maria, da han hørte om hendes graviditet, fordi han mistænkte hende for at have været sammen med en anden mand. Men måske skyldtes det slet ikke mistillid. En præst udlagde det engang mere troværdigt således, at Josef nok slet ikke troede, at han havde en plads i det store guddommelige mysterium, som Maria var blevet inddraget i, og at han derfor i al ydmyghed ville trække sig tilbage.
Men Gud talte som bekendt til Josef og sagde, at han havde en rolle at spille, endda en vigtig én. Det har vi også hver og én, også selvom det for de fleste af os er en tilbagetrukken én af slagsen.
Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.