FORLEDEN UNDERVISTE jeg nogle forskerstuderende i at lave forskningsinterviews. Undervejs skulle de studerende naturligvis øve sig på at lave et rigtigt interview, fordi øvelse gør mester. At interviewe andre er et håndværk, og at få forskning ud af det kan være lidt af en kunst. Derfor skal vi øve os. Mange gange. Vi begynder med de mest basale teknikker og udvider repertoiret efterhånden.
Den pågældende morgen instruerede jeg som sædvanlig i rammerne for øvelsen. Jeg fortalte de studerende, at de skulle interviewe hinanden på skift i sessioner af 10-15 minutter med efterfølgende feedback fra en observatørgruppe.
Bagefter skulle de vende tilbage til plenum, så vi sammen kunne reflektere over vores erfaringer med interviewhåndværket.
JEG BAD MINDELIGT de studerende om at vælge et neutralt emne for at holde fokus på at øve selve interviewteknikkerne. Jeg fortalte dem endda, at jeg har lært af vores tidligere professor i klinisk psykologi, at de neutrale temaer er essentielle for at holde fokus på færdighedstræningen. Professoren sagde endda dengang, at julen er det eneste emne, man for alt i verden skal undgå. Det er da ellers et fint og alment tema, som de fleste ville kunne tale om. ”Nej,” sagde vores professor. Julen er et af de farligste temaer, da julen stort set altid rummer uforløste konflikter, traumer og måske endda familiestridigheder. Det hele kommer op i lys lue, når julen banker på. Det gav god mening. Da jeg havde tænkt lidt over det.
Det er rammen, der skaber værket. Rammeværket. Novicer har brug for instruktioner og regler. Man lærer at køre på cykel ved først at have støttehjul på.
Mens de studerende øvede sig, formastede jeg mig over i DR’s studie på den anden side af gaden i Aalborg. Jeg var blevet spurgt, om jeg ville deltage i en P1-debat om grænseoverskridende kunst. Det blev en lang og heftig diskussion, hvor jeg forsøgte at indføre to helt almindelige pointer.
Grænseoverskridende kunst er ikke en invitation til grænseoverskridende adfærd, og man skal være varsom med at generalisere på basis af enkelttilfælde. Udnyttelse producerer ikke med sikkerhed stor kunst.
Vi blev ikke helt enige i programmet, men jeg måtte videre tilbage til min undervisning.
Tilbage i undervisningslokalet på universitetet skulle en af grupperne melde tilbage til plenum. De fortalte til min overraskelse, at de havde valgt julen som tema. Det var selvfølgelig gået helt galt. I hvert fald var gruppen frejdigt gået i gang med første øvelse med julen som tema.
Den arme interviewperson havde på det første spørgsmål om, hvordan hun holder jul, fortalt, at hun sådan set ikke holder jul. Det havde så fået den arme og uprøvede interviewer på glatis. Alle de forberedte spørgsmål om julen faldt til jorden. Interviewpersonen troede, det hele var en gimmick.
HELDIGVIS KUNNE HELE GRUPPEN efterfølgende grine stort over episoden, og de lærte så, at man skal tænke over interviewtemaer på forhånd, og at det er en god ide at vide noget om den person, man interviewer.
Jeg spurgte forundret gruppen, om de dog ikke havde lyttet til mit gode råd om at undlade at tale om julen. ”Jo,” sagde de, ”men det var sjovt at prøve det, når du nu havde sagt, at vi skulle lade være”.
Da slog det mig igen, at rammen skaber værket. Det var ramme- og grænsesætningen, der fik de studerende i gang med at eksperimentere. Hvis jeg havde sagt til dem, at alt er tilladt, eller at vi skulle dykke ned i deres dybeste, personlige traumer, var det helt sikkert blevet møgkedeligt. Først, når man tør holde rammen, kan den brydes.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.