DA HISTORIEN ”Et juleeventyr” af den engelske forfatter Charles Dickens udkom den 19. december 1843, ramte den lige ned i tidsånden: Dickens, som blev født under fattige kår nær Portsmouth, bragte med sin historie, som i dag er verdenskendt, de fattige befolkningers umenneskelige levevilkår i de engelske byer i det 19. århundrede i offentlighedens søgelys.
Historien handler om den hjerteløse og umenneskelige forretningsmand og pengeudlåner Ebenezer Scrooges skæbne. Han afskyr julen, som han anser for at være ”kommerciel humbug”, lige så meget, som han afskyr de mennesker, der henvender sig håbefuldt til ham på trods af hans åbenlyse afvisninger. Juleaften bliver Scrooge hjemsøgt af ånden af sin forretningspartner Marley, der døde syv år tidligere og var endnu mere nærig. Han opfordrer Scrooge til at ændre sit liv fundamentalt, så han ikke skal lide samme forfærdelige skæbne. Samme aften viser yderligere tre ånder sig og konfronterer Scrooge med hans elendige og umenneskelige tilværelse.
DEN FORGANGNE JULS ÅND bortfører Scrooge til hans ulykkelige ungdom og minder ham om hans følelsesmæssige sårbarhed, hans tabte kærlighed og de lidelser, der gjorde ham så ufølsom. Den nuværende juls ånd konfronterer Scrooge med menneskets storhed, men også med hans samtidiges ynkelige fattigdom – dem, som han tidligere i nedsættende vendinger havde kaldt den ”overskydende befolkning”. Den kommende juls ånd følger Scrooge til hans dødsleje og grav, hvor ingen vil sørge over ham. Scrooge erkender sine fejl og drager den centrale konklusion: ”Folks væremåder afstedkommer et vist resultat, hvis man insisterer på dem. Men hvis man afviger fra disse væremåder, ændrer resultatet sig også.”
Menneskeliggjort fejrer Scrooge for første gang julen med stor glæde, venlighed og generøsitet, og fra da af forvandler han sig til den venligste og mest godgørende person, man kan forestille sig. Med ”Et juleeventyr” kritiserede Dickens ikke kun de sociale forhold i Storbritannien i det 19. århundrede og eliternes arrogance, hans budskab var også positivt og optimistisk: Venlighed, medfølelse og gavmildhed hjælper ikke kun dem, der tydeligvis har brug for hjælp, men også dem, som hjælper. Det faktum, at folk har en større tilbøjelighed til at føle dette ved juletid på trods af al den hype og al den venlighed, denne højtid ellers omgærdes af, er en lille forsmag på den menneskelighed, som alle faktisk bærer i sig hver dag.
HVORDAN VILLE ”Et juleeventyr” se ud, hvis Charles Dickens havde skrevet historien dag? Hvilke tilstande ville han have fordømt? Og hvordan ville den offentlige reaktion have været? Det er ganske vist et hypotetisk spørgsmål. Alligevel gik det op for mig, da jeg – som det er tilfældet hvert år – så en af de mange klassiske julefilm og bemærkede, hvordan historien i dag på én gang føles underligt realistisk og alligevel fjern. Selv den dag i dag ville Charles Dickens have grunde nok til at påpege nødlidendes skæbner. Og selvfølgelig er der masser af grunde til at gøre opmærksom på den manglende medfølelse og menneskelighed i hverdagens sociale liv og i den måde, vi alle lever sammen på. Denne del af historien er absolut realistisk. Menneskeliggørelse har aldrig skadet nogen.
På den anden side er det ret kompliceret at overføre Ebenezer Scrooges karakter til nutiden. I dag kender vi kun elitære, hensynsløse slyngler og kapitalister, som åbenlyst svælger i pengegrådighed og griskhed, fra gamle spillefilm eller fra overdrevne og fantasifulde tegneserier. Mange af de virkelig store virksomhedsejere i dag bruger en masse penge på CSR-programmer, firmabørnehaver, børnehjem i Afrika og miljøprojekter i hele verden. De er endda nødt til at gøre dette for ikke at blive socialt udstødt, og nogle er endda meget glade for at gøre det, som om det var selve formålet med deres virksomhed. I dag bor rige og elitære ledere heller ikke i calvinistisk afholdenhed i fattigkvarterer, men godt isoleret i deres luksusvillaer, hvor de nyder deres liv.
SCROOGES KARAKTERTRÆK – misantropi, elitær arrogance over for den ignorante pøbel, afsky over for handel, enkel glæde og ubekymret overflod – er ikke længere repræsentative for den lille kaste af velhavende erhvervsledere. Den moderne Scrooge ville ikke være en nærig pengeudlåner. Han ville være prototypen på den radikale miljøforkæmper, der hverken har forståelse for eller tolerance over for menneskelige impulser eller hans samtidiges kærlighed til frihed. For ham er ”menneskeliggørelse” et udtryk for robotlignende arrogance og et symbol på den forkastelige stræben mod altid at være verdens centrum og det at placere ens egen ubetydelige skæbne højere end verdens.
ØKO-SCROOGE AF 2020 anser forfølgelsen af den lille menneskelige lykke som indbegrebet af misforstået udvikling og et forsøg på ikke at vige tilbage fra de globale behov. Han er bekendt med begrebet ”overskydende befolkning”, ligesom han er bekendt med ”den kommercielle juletrængsel og travlhed” og den uærlige menneskehed.
For ham ville julebelysningen i byer og på landet være ren lysforurening, og juletræstraditionen ville være en årlig bio-holocaust – for slet ikke at nævne kalkunen, julestegen, de uøkologiske langdistancerejer til slægtninge og frem for alt den forfærdelige materialistiske gaveillusion, der får børns øjne til at lyse, men samtidig fratager dem deres fremtid, da glimmer og glitter ikke rådner op på 500 år.
Og hermed viser den grønne Scrooge 2.0 sit sande ansigt tydeligst i julen: Hans engagement i beskyttelsen af planeten er i virkeligheden en kamp mod menneskets krav om at kunne leve på denne klode og udleve sine muligheder og ønsker. Det handler ikke om balance og det bedst mulige fremskridt til gavn for alle, men om udryddelsen af overskydende befolkning. Det ville sandsynligvis kræve mere end tre juleånder at forvandle denne forbenede antihumanist i en moderne julehistorie.
Men måske er det i den moderne version af Dickens’ julehistorie nok at vaccinere andre mennesker mod indflydelsen af den misantropiske tidsånd, således at glansen i børnenes øjne bevares, og folk forhindres i at stramme livremmen ind i helligdagene ”af hensyn til planeten” og give afkald på deres elskede traditioner, fordi den forkyndte nødsituations-logik kræver dette. Hvis dette var muligt, ville det være godt julenyt.
Matthias Heitmann er journalist, forfatter og klummeskribent for det tyske tidsskrift Cicero.
© Cicero
Oversat af bureauet Translated By Us