Noget af det bedste, man for tiden kan se på Netflix, er den israelske tv-serie ”Shtisel”. Over to sæsoner følger vi livet i en ultraortodoks jødisk familie i Jerusalem.
Serien er god, ikke blot fordi den giver et sjældent indblik i en for os helt fremmed religiøs kultur, men også fordi den gør det så langsomt og ligesom glidende. Man får ikke rigtig nogen forklaring på, hvad der foregår, men man føler samtidig fortroligheden fra den gode slægtsroman.
Man lærer en gruppe mennesker at kende, deres håb, drømme, indbyrdes konflikter. Man følger Shtisel-familiens mange medlemmer, fra oldemor på plejehjemmet til de yngste børn i skolen med de yngre ægtepar og ældre enkemænd og enker midt-imellem. Man indføres i deres dilemmaer og konflikter, regler og sædvaner uden at få smidt noget i hovedet. Der spises meget, velsignes meget, ryges meget, bejles meget, forhandles meget, og forløsningen lader i sandhed vente på sig. Men det gør ikke noget. Andre serier kommer bare til at virke klichétunge og hysteriske (spændingskurver!) sammenlignet med denne.
Det kan jo være alderen, men jeg sad i sofaen og snakkede til personerne, råbte nogle gange af dem. Så langsom er den og samtidig så grotesk eller smertelig i mange af sine valg og modsætninger.
For personerne føler sig selvfølgelig klemt og hæmmet af de mange strenge regler og den bevidste umulighed af at leve et almindeligt moderne liv.
For os seere kan reglerne til tider virke vilkårlige og tilfældige og følge de dominerede ældres interesser og forfængelighed. Oldemor på plejehjemmet bliver meget glad for amerikanske sæbeoperaer i fjernsynet, og det er tydeligvis ikke godt, for hendes søn hiver tv-stikket ud, men er det forbudt i streng forstand?
Det letteste af alt for serien ville have været at fedte for den moderne, sekulære tv-seer ved at lave oprørsfigurer ud af de yngre hovedpersoner. Men det falder den aldrig for. Tværtimod prøver de konsekvent at udleve deres drømme og længsler inden for deres egen verden, som de aldrig bliver illoyale over for. Det er derfor, man sidder og råber i sin stue over de enorme underbundne følelser.
En fin pointe er da også, at det aldrig er den moderne seksuelle og forbrugsmæssige frihed som sådan, der udgør den store fristelse. Det er kunsten. Den er det dragende, der er uden for. Og farlig, for hvad kan den føre med sig af andet, hvis man giver sig hen til den? En af hovedpersonerne, Akiva, er en talentfuld maler, hans bror vil gerne synge i et klesmer-orkester, en onkel elsker Mahlers 5. symfoni så meget, at han kan den udenad, selvom han aldrig mere giver sig selv lov til at høre den, den gamle oldemor fletter sæbeoperaens hovedpersoner ind i sine aftenbønner for oldebørnene.
Og så er der kærligheden. Serien rummer nogle store kærlighedshistorier, men også her er det karakteristisk, at de søges realiseret inden for miljøet. Blot er der andre forhold, der står i vejen, og man kan ikke bare sige, hvad man føler, hvis man ikke kan se en vej. Jeg skal ikke her ”spoile”, hvordan det går, men der er mange langtrukne scener med knugende tavshed, sky blikke og naturligvis ingen berøringer endsige kys. Det er mærkeligt at se på. Det går op for mig, i hvilket omfang vi moderne film- og tv-seere har vænnet os til hele dramaturgien omkring forløsning ved filmkys, og hvad deraf følger. (I gamle dage sluttede man ved kysset). De forelskede ser på hinanden, pludselig kan de ikke slippe hinandens øjne igen, hypnotiserede, magnetiserede, en fremmed vilje har taget over, deres ansigter drages tættere og tættere mod hinanden på vej mod det uundgåelige. Sådan er det aldrig i ”Shtisel”, og pludselig mærker man sin afhængighed af en måske ret beset temmelig underlig konvention – filmkysset – der bare fungerer meget effektivt i den visuelle dramaturgi.
Dernæst tænker man, at sådan foregår det måske heller ikke altid ude i virkeligheden, og er det et af problemerne i MeToo og det svære ved den kønslige tilnærmelse, at vi uden at vide det er vokset så meget op med filmkysset og dets ideal om tavst og hypnotisk samtykke? Men det er vist en anden historie. Se ”Shtisel”. Det bliver ikke bedre og mere anderledes lige nu.