KONKLUSIONEN efter årets Copenhagen Pride er, at LGBT er blevet mainstream. 40.000 mennesker deltog i paraden, herunder efter sigende mange børnefamilier. Politikere – med statsministeren i spidsen – organisationer og kulturpersonligheder stod i kø for at deltage i stoltheden.
Begivenheden ligger i forlængelse af den udvikling, der har stået på i nogle år: LGBT er ved at mutere fra at være en rettighedsorganisation for en minoritet til at blive landets mest magtfulde lobbyorganisation, som er i færd med at forandre en hel befolknings begreber om køn og seksualitet. I realiteten er der under banneret ”mangfoldighed” ved at opstå en ny ensretning af vores kultur. En ny normativitet til erstatning for en af LGBT’s yndlingsaversioner: heteronormativiteten.
Der er derfor noget ironisk over, at LGBT igen i år uddelte prisen Årets Laks. Metaforen er, at laksen svømmer mod strømmen, men som udviklingen har været, kan prisen kun gives til en person, der flyder med den.
Symptomerne på den nye ensretning er åbenlyse. Jeg vil nævne tre:
Der er for det første kritiske spørgsmål, som kun stilles sjældent og spagfærdigt: Der må være en del mennesker, som har gennemskuet, at der er noget galt med den lovgivning om juridisk kønsskifte, som gør det muligt for en mand at blive gravid og en kvinde at få prostatakræft.
JEG ER IKKE I TVIVL OM, at der er mennesker, der har smertefulde problemer med kønsidentiteten. De skal møde respekt og solidaritet; men det er en pseudoløsning at definere sig ud af problemet med nogle klik på computeren.
Og jeg savner, at nogen – og især andre end de sædvanlige – tør rejse spørgsmålet om, hvad det gør ved vores nuværende generationer at leve i et klima, hvor køn i den grad er til forhandling.
Det bør også tematiseres, at køn ikke udelukkende er en privatsag, men er til stede i det offentlige rum. En flydende kønsidentitet påvirker derfor vores liv med hinanden.
For det andet opstår der nye tabuer. Et enkelt eksempel: B.T.metro fortæller den 28. august, at paven har pådraget sig LGBT-miljøets vrede ved at antyde, at nogle homoseksuelle menneskers driftsretning muligvis kan forandres ved terapi. Jeg forsvarer ikke synspunktet, for jeg har ikke forstand på det; men konstaterer, at de, der bare rører ved den diskussion, udsættes for offentlig udskamning.
For det tredje er der en udtalt fodslæben med hensyn til at faktatjekke LGBT-fortællingerne i medieverdenen. Jeg lægger især mærke til offerfortællingerne om kirkelige miljøers dårlige behandling af homoseksuelle mennesker.
Jeg kom selv i nærkontakt med problemet under en ”P1 Debat” i juni 2017. Midt under debatten præsenterede studieværten mig for Kim Damien Eriksen, som fortalte, at han havde måttet spørge 17 præster ”fra Viborg-området”, før han i 2012 fandt én, der ville vie ham og hans kæreste.
Historien var så langt fra de gældende regler i folkekirken, at jeg i situationen fandt det rigtigst at lægge mig fladt ned og sige, at det måtte vi kunne gøre bedre. For vi skal behandle hinanden ordentligt, uanset uenigheder!
Efterfølgende blev jeg mistænksom over for historien og forsøgte dels at få Kim Damien Eriksen selv til at konkretisere den, dels spurgte jeg studieværten Bente Dalsbæk, om DR havde faktatjekket den.
Hun svarede, at ”P1 Debat” er en debatudsendelse, hvor man ikke faktatjekker synspunkter. Det argument har jeg forståelse for; men historien fremstod ikke som et synspunkt i udsendelsen, men som et faktum.
Min forespørgsel hos Kim Damien Eriksen kastede heller ikke meget lys over sagen. Han kunne ikke huske navne på de præster, det handlede om – ud over at det hovedsageligt var præster fra Ikast-Brande Provsti – og han havde nu brug for at lægge den ubehagelige sag bag sig. Det sidste forstod jeg godt og accepterede.
Derfor blev jeg temmelig forbløffet, da han i december 2017 for tredje gang kørte historien offentligt. Denne gang på TV 2.
Et faktatjek kunne starte med at spørge, om Kim Damien Eriksen har henvendt sig til sin egen sognepræst. I det sogn har han nemlig retskrav på betjening – om nødvendigt fra en anden præst i provstiet. Og der burde sagen være stoppet. Fejlen er måske, at han opsøgte andre præster end sin egen. Måske i god tro.
Kort sagt: Jeg tror, at der er folk, både i medieverdenen og kirken, der aner, at historien er ulden. Men lysten til at røre ved den er lille.
Man skal jo nødigt komme på kant med den nye norm.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.