Forfatteren Katrine Marie Guldager er en frygtløs debattør. Dem kan der synes at være mange af i vore dages overophedede debatkultur. Men de fleste skyder på deres ”naturlige fjender”. Guldager er derimod ikke bange for at gå imod sine egne og lave ravage i det litterære miljø. Derfor er der nogle, der betragter hende som ”pinlig”. Men reelt tydeliggør hun nogle konflikter og kampe, der foregår hele tiden; blot foregår de som regel bag kulisserne med små forskydninger i magtbalancer og alliancer.
Guldager er på det seneste gået ind i to slagsmål på én gang – først på sin profil på Facebook og derefter i diverse aviser.
Dagbladet Information har ved tre af deres faste anmeldere skrevet det 21. århundredes danske litteraturhistorie, fra år 2000 til i dag. Guldager mener, at Informations litteraturhistorie fokuserer på begivenheder og forfatterskaber, som kun regnes for vigtige og afgørende i meget små miljøer. Den udspringer af en snæver kreds, der fejrer sig selv og sine egne præferencer.
Når Guldager er frygtløs, er det også, fordi hun så nemt vil kunne beskyldes for at tale for sin egen syge moster: Hvorfor er jeg (og forfattere, jeg identificerer mig med) ikke (mere) med i Informations litteraturhistorie?
Kunne hun ikke bare være ligeglad og lade Information og avisens læsere hygge sig i reservatet? Nej, for i og med det er svært og krævende at skrive litteratur-historie, kan man forudse, at kommende og mere ”officielle” danske litteraturhistorier for det 21. århundrede vil støtte sig til forsøg, der allerede er gjort. Der bliver etableret nogle ruter og stier, og vil senere tiders opdagelsesrejsende lade sig friste af at benytte dem? Det er de nulevendes kamp om en plads i kanon, der er gået i gang allerede.
Det andet slagsmål, Guldager gik ind i, angik litteraturen netop nu. Dagbladet Politiken nominerede syv forfattere til avisens litteraturpris. Feltet var præget af unge og smalle navne; det lignede grangiveligt et felt til dagbladet Informations Montana-litteraturpris, der fokuserer på den eksperimenterende og ”nybrydende” litteratur. Guldager udbrød spontant, at der da nok kun var to, til nød tre, af de syv forfattere, der var kendt af avisens læsere, og hvorfor indstillede man dog ikke nogle bøger, som rent faktisk blev læst?
Man kunne se på de sociale medier, at flere reagerede som Guldager og undrede sig over den tilsyneladende fusion mellem Politiken og Information i feltet for litterære vurderinger. Der er efterhånden en del litteraturpriser i Danmark, blandt andet koblet til enkelte aviser, og det ville give bedst mening, hvis den spredning også udtrykte en smagsmæssig pluralisme, der imødekom mangfoldigheden i det litterære miljø. Mange har for eksempel nok haft en forventning om, at Politiken havde et bredere perspektiv end Information. Men Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen svarede tilbage, at avisen ikke ville lefle for kendisser (!) med sin litteraturpris.
Kampen mellem den smalle og den brede litteratur er en evergreen i nyere dansk litteraturdebat, men man sporer også her en konfliktflade mellem unge talenter og etablerede navne. Uden at jeg har lavet statistik på det, virker det, som om det i de senere år er blevet populært at indstille helt unge navne til litterære priser, også de største. Josefine Klougart, Jonas Eika, Hanne Højgaard Viemose og Yahya Hassan er for eksempel blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Eika fik endda prisen (for sin bog nummer to).
Før i tiden var der en forventning om, at priser, når det ikke lige gjaldt debutantpriser, var noget, der kom med årene. Et forfatterskab blev bygget op og befæstet med stadig vigtigere priser gennem årene, og store navne som Tove Ditlevsen og Thorkild Hansen kunne græmme sig, når det gik op for dem, at de aldrig ville få Det Danske Akademis Store Pris.
Ikke desto mindre var der en optimal karrierevej for forfattere. Man skulle bryde igennem, bide sig fast i bordet, og måske kunne man så ”gå hele vejen” og glæde sig ved en sikker plads i litteraturhistorien. Men det litterære felt forandrer sig i disse år, litteratursociologer vil studere, hvad der foregår, og de bliver hjulpet på vej af, at den ”pinlige” Katrine Marie Guldager ikke lader forandringerne gå upåtalt hen.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.