I DAG VIL JEG behandle et spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på. Eller i det mindste kun små stumper af et svar. Spørgsmålet lyder: Hvad er sund menneskelig adfærd under den nuværende krænkelseskultur – som for mig at se efterhånden ligner en krænkelseskrise?
Eller anderledes formuleret: Hvor går grænsen mellem legitim forurettelse og overdrevent krænkelseshysteri?
Jeg er nemlig overbevist om, at rødderne til den grasserende italesættelse af krænkelser over hele den vestlige verden i disse år går dybere end til nogle få identitetspolitiske dagsordner.
Også selvom LGBTQI+ (undskyld, hvis jeg har glemt nogle bogstaver!) og deres hangarounds i medie- og universitetsverdenen uden tvivl er frontløbere.
Vi løser ikke problemet bare ved at påpege den vinkel. Jeg skylder at sige, at jeg i denne klumme alene taler om ytringer og ikke om krænkende handlinger. Den alvorlige vinkel kræver andre overvejelser.
FORMODENTLIG HAR krænkelseskulturen rødder i en offermentalitet, som i større eller mindre grad har grebet os alle.
Historikeren Henrik Jensens bog ”Ofrets århundrede” (Samlerens Forlag 1998), var for mig en øjenåbner for et mentalitetsskred, som jeg også mærker i mit eget sind: Vi ser os selv som ofre, før vi ser os som ansvarlige, og vi skaber os taleret og indflydelse ved at påpege vores offerstatus.
Endnu vigtigere: Vi tror selv på den fortælling. Derfor kører der på alle planer i samfundet en kamp om bebrejdelsesretten. Hvem har ret til at bebrejde de andre i hjem, på arbejdsplads, i politik og i medier?
Det er det egentlige problem. Og dermed er der al mulig grund til at tro, at når mennesker siger, at de føler sig krænket, så er det en aldeles ærlig oplevelse. Også selvom omgivelserne kan opleve det latterligt, iscenesat og hår i suppen-agtigt.
Vi vinder meget lidt ved at gøre nar ad krænkelsesfølelsen, også selvom det er befriende at grine lidt både ad CBS’ forhold til den danske sang og Københavns Universitets forhold til mexicanerfester og personlige pronominer.
Jeg tvivler på, at latteren har skabt ret meget indsigt hos de berørte institutledere. Det er os, der i forvejen er enige, der har grinet, mens vi har følt os dybt krænket over DR-journalisten Esben Kjærs nedladende bandeord om KLF, Kirke & Medier. Her føler vi nemlig, at vi har bebrejdelsesretten.
OG SÅ TIL MINE SMÅ STUMPER af et svar.
For det første: Vi kan helt gammeldags begynde med at feje for egen dør. Med andre ord øve os i at føre vores polemik mod og kritiske omtale af personer og holdninger i et sprog, der er maksimalt respektfuldt. Det bliver det ikke nødvendigvis mindre effektfuldt af. Og hvis det bliver mindre effektfuldt, er det måske et rimeligt offer på den menneskelige værdigheds alter. For der er intet menneske, der er så langt ude, at det ikke fortjener at være genstand for Jesu gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”
For det andet kan vi opøve en vis robust munterhed i mødet med udsagn og holdninger, som vi oplever krænkende. Det duer i hvert fald ikke, at min følelse af krænkelse får vetoret over for, hvordan andre må formulere sig.
Det er for eksempel ikke sikkert, at afsenderen mente det præcis, som jeg hørte det. Det er jo sket, at andre har hørt mine ord anderledes, end jeg mente dem.
Lidt mindre selvhøjtidelighed (det moderne ord for selvhøjtidelighed er ”fokus på egen identitet”) vil formodentlig få de fleste af os til at være mere ligeglade. Et kristent menneske har en særlig ressource her. For som Karl Barth sagde: ”Den, der frygter Gud, kan ikke tage sig selv højtideligt.” Så øvelse i gudsfrygt vil hjælpe.
For det tredje: Der er naturligvis brug for en løbende diskussion af, hvad der er god tone i samfundet, på arbejdspladser og i hjem. Nogle af os har uden tvivl brug for at få en udfordring til at finde kammertonen, andre kan med fordel stoppe jagten på håret i suppen, og nogle skal måske have at vide, at deres krænkelsesitalesættelse efterhånden ligner et ideologisk felttog. Og her har vi brug for, at der er rum til, at vi kan sige dette til vores forskellige modparter i diverse diskussioner.
Men jeg tvivler på, at vi opnår ret meget ved at regelsætte os ud af problemet. I hvert fald når det handler om det samfundsmæssige plan, offentlige institutioner og medieverdenen. Her skal krænkelser modsiges, udstilles og latterliggøres. Ikke forbydes.
Vi har hverken brug for flertallets eller mindretallenes tyranni.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.